Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Katrinedal-Ry, 29,7 km (248).
Fredag den 9. marts 2018.
Tøsneen falder tæt, da toget kører fra Århus. Da jeg står af bussen i Katrinedal, er snefaldet dog holdt op. Det er en grå dag, med en fin dis i luften. Temperaturen er lige over frysepunktet. Der ligger endnu 3 cm gammel, grovkornet sne over landskabet. Den er dækket af et fint lag nysne, hvor jeg hele dagen kan se spor efter ræv, hare og rådyr krydse hinanden.
Katrinedal er en landsby på sydsiden af Salten Ådal. I sidste uge endte min vandretur her (vandredag 247). I dag går jeg videre, mod øst, til Ry. Først går jeg dog et stykke tilbage i mit eget spor. Allerede i udkanten af bebyggelsen hører jeg ravneskrig og ser en sort fugl i luften. Ved skovbrynene hører jeg meget af dagen ravne og musvåger, inde i den dybe skov er det mest skovskader.
Grusvejen går i skovkanten, med fine udsigter over Salten Å, som jeg så i sidste uge. I dag drejer jeg dog straks mod syd og går ad små lukkede skovveje mod syd, ind i statsskoven ved Velling.
Det første stykke går gennem bladløs løvskov. Skovbunden er dækket af de sidste ugers sne, og morgenens klæbrige tøsne hænger ved hver kvist og gren, så der er et overvældende indtryk af hvidt. Midt i alt det hvide står efterårets visne bøgeblade pludselig frem med rustrøde farver, ganske uden konkurrence fra stærkere farver.
Skovvejen fører frem til den lille Igelsø. Søen er skovomkranset på tre sider, mod vest er der et sumpet område, der på den anden side af vejen fortsætter som en tunge af mose ind i skoven, med en fin stribe dunhammer ud mod gruset. Søen er tilfrosset, men ikke længere med glinsende is. I stedet er den dækket af grå, glansløs is, der endda fremtræder nupret. Det skyldes, at isen tøer oppefra, således at det faste låg af is nu er skjult under et lag grødis.
Jeg runder søen og begynder dagens lange vandring mod øst, krydser landevejen og går ind i den høje nåleskov på den anden side. De høje graner sluger lyset på en anden måde end de nøgne løvtræer, og i dagens sparsomme grå lys føles det pludseligt som skumring. Snart kommer jeg dog frem til en stor lysning, der er skabt ved hugst af den modne skov. Kævlerne ligger pænt stablede, der hænger stadigt en duft af savsmuld i luften.
Min vej fører frem til Hundsø. Den er kun en fjerdedel af Igelsøs areal, fuldstændigt omgivet af løvskov. Jeg følger en trampesti rundt om den. I vestenden er der et lille badested med bænke og redningspost. Ude ved søbredden pirker jeg i isen med spidsen af min vandrestav. Den hårde is er dækket af to centimeter grødis.
Umiddelbart øst for Hundsø forlader jeg statsskoven og kommer ind i store private skove, Løndal Skov og Addit Skov. Meget af skovene hører under Løndal Gods (pt. ejet af erhvervsmanden Lars Kolind). De ligger i skovbæltet mellem de store plantager ved Gludsted og de store skove ved Silkeborg Søerne og gennemskæres af landevejen mellem Silkeborg og Horsens.
Fra dette og tidligere besøg er det mit indtryk, at skovene ligger stort set øde hen. Der er ingen publikumsfaciliteter, ingen udsigtspunkter, ingen skiltning, ingen nærliggende bebyggelser (med tilhørende trafik af motionister), og skovvejenes standard er fra mådelig og nedefter. På de få større skovveje er der sparsomt dækaftryk fra biler eller traktor, der er en smule fodspor nær de få huse, men er var ingen spor fra mountainbikes eller heste. Så vidt jeg kan se, er det kun skovarbejderne og beboerne af de få spredte huse, der kommer i skovene og mest i bil eller traktor.
Skovene er en mosaik af høj gammel skov, åbne skovede felter og nykulturer i forskellig højde. Jeg lægger vejen omkring Åmose, der er en tilfrossen dam med dyrespor på isen og små huse til ænder. Derfra er der ikke langt til nordkanten af Løndal Nederskov. Her løber en skovvej langs skovbrynet, mens der er en smal bræmme hede ud mod Salten Å. Heden er indhegnet og bliver afgræsset af en lille flok højlandskvæg med spidse horn og tyk pels i et udvalg af farver. Salten Å flyder et par hundrede meter borte, og der er her en sjælden udsigtsmulighed over flad dalbund til den skovklædte bakkekam mod nord. Derovre kan jeg tydeligt erkende Tyskerbakke og Saltenprofilet, lyngklædte bakker, hvorfra jeg tidligere har betragtet den sydlige dalside, hvor jeg nu befinder mig (vandredag 138).
Jeg fortsætter mod øst og kan snart opfatte lyden af motortrafik fra Horsensvejen. Jeg går et kort stykke mod syd langs landevejen og passerer Løndal Gods, først avlsgården, så hovedbygningen, en velholdt rødstensbygning, der tager sig smukt ud foran den snehvide skov bagved.
Syd for godset drejer jeg ind i Addit Skov. Terrænet her er kuperet og skovbevokset med mange små skovveje. En del af min rute går ad stejle hulveje, der bevidst er blevet tildækket med et knæhøjt lag kvas – jeg antager, at det er forebyggelse mod mountainbikere. Det er en del af et større bakkemassiv, hvis højeste punkt, Møgelbjerg (138 m), er mere end 100 meter over dalbunden. Det er en bakketop uden udsigt, blot en opkørt jordvej som fører gennem tæt skov.
Længere inde i skoven passerer jeg hovedbygningen til skovgodset Addithus, et to-etagers dobbelthus med et pyntetårn. Få hundrede meter senere kommer jeg forbi Addithus Avlsgård, lave bygninger i kampesten, hvor jeg går forbi to travle skovarbejdere, de eneste andre mennesker, jeg ser i de to godsskove denne dag.
Herfra drejer jeg mod nordøst og kommer ind i skovene syd for Salten Langsø. Der er små stykker hede og små søer, og en stribe åben land mellem de forskellige fløje af skoven. Mod nord kan jeg se kirketårnet i Gl. Rye over trækronerne.
Der er vis trafik af andre skovgæster til fods og i bil her, adskillige fritidshuse nær søen. Under Anden Verdenskrig havde tyskerne en mindre landingsplads i området, så der er også et vejstræk med cementplader, som man ellers mest kender det fra Vestkysten. Ellers er det en slidt grusvej med et tæt netværk af vandfyldte huller.
Øst for søen passerer jeg lavningen, hvor Salten Å løber den sidste kilometer frem til udløbet i Gudenåen. Jeg har været her før (vandredag 75 og 79). I dag går jeg de sidste kilometer frem til Ry ved at følge landevejen op ad bakken til Gl. Rye, forbi kirken med dens fritstående klokketårn, en flok alliker i trækronen klods op ad spiret, og dernæst ned ad den lange bakke til stationsbyen ved Gudenåen. I modsætning til de andre søer, jeg har set i dag, er Møllesøen kun delvist tilfrosset, gennemstrømningen fra Gudenåen holder en del af søens overflade isfri.
Mens jeg køber en billet i automaten ruller toget til Århus ind. Jeg når lige at stige ind i et propfuldt tog – det er fredag eftermiddag. En venlig dame fjerner en taske fra et sæde, jeg tager taknemmeligt plads og klapper min vandrestav sammen.
Oscar Wilde: Lord Arthur Savile’s crime and other stories, 1-64.
Jyske Vandreture 