Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Bække-Tofterup, 39,3 km (261).
Lørdag den 9. juni 2018.
Foran kirken i Bække står en runesten, hvor en vis Ravnunge-Tue roser sig af at have rejst Thyras høj. Jeg er tilbage i byen for at fortsætte min vandring ad Kyst-til-kyst-stien. Det er overskyet og en smule køligere end sidste uges hedebølge, hvilket jeg slet ikke klager over.
Jeg går mod nord, ad Hærvejen, for at komme ind på Kyst-til-kyst-stien. Asfalt bliver hurtigt afløst af grusvej. Efter flere uger uden regn ligger vejstøvet tykt på bladene af planterne i vejkanten. De to vandreruter mødes i et t-kryds ved Klebæk Høje. Ved de to bronzealderhøje står endnu en runesten, også rejst af Ravnunge-Tue, denne gang over hans mor Vibrog. Runestenen danner forstavn i en stor skibssætning. De fleste af stenene mangler fra omridset af skibet, men de er markeret med silhuetter i jern. Ravnunge-Tues navn er knyttet til to andre runesten i området, og en af dem nævner også Thyra og højen. Det er uklart, hvorvidt det drejer sig om Thyra Danebod, men det regnes for givet, at Ravnunge-Tue var en vigtig person omkring Jellingekongerne.
Skibssætningen er 45 meter lang. Den i Jelling var mere end 350 meter lang (vandredag 158). På Lindholm Høje (vandredag 230) er der hundredvis af skibssætninger, men der er de til gengæld ganske små. På Hjarnø, i Horsens Fjord, er der kun et par få og små skibssætninger tilbage (vandredag 110).
Ved Klebæk Høje forlader jeg Hærvejen og giver mig i lag med dagens vandring mod vest. Landskabet er allerede klassisk vestjysk, opdyrket hedeslette. Markerne er store, firkantede og indrammede af fjerne læhegn, vandingsmaskinerne er i sving, skyder vandet ud over korn og majs, lader det af til plaske mod læhegnenes kroner.
Efter nogle få kilometer på grusvej når jeg frem til Holme Å. Herfra foregår langt det meste af den resterende vandring på trampestier langs åen. På denne betragtelige strækning er der forbud mod cykling, angivet med mange skilte, og – under over alle undere – det bliver minsandten respekteret af mountainbikerne.
Ud over hovedstien nær åen er der adskillige lokale stisystemer; det hele er knyttet sammen af adskillige træbroer over åen, ad lange gangbroer gennem sumpede områder og af utallige stenter mellem folde. Nogle af stenterne er små stiger over flethegn og elektrisk hegn. Andre steder er det stenter i den simpleste form, blot et kort stykke bjælke eller planke som et trin på hver side af hegnet. Stien er godt afmærket, og der er rastepladser med shelters langs ruten.
På trods af alle anstrengelserne er stien tydeligvis ikke meget brugt. Selv om terrænet er ganske fladt, kræver det alligevel fuld opmærksomhed at gå her på kanten af brinken, hvor underlaget er knoldet og halvt dækket af vegetation. Over store stræk står engene med højt og tykt græs, andre steder er der slået hø, eller der er kvæg på græs. Lilla tidsler flankerer stien, og i det snævre vandløb er der blomstrende vandranunkler. Enkelte steder ser jeg lilla orkideer, gøgeurter.
Efter at have krydset åen ad en af dagens mange træbroer kommer jeg til at gå i kanten af Ravnhøj Hede. Det er et bakket område, afgrænset af plantager i nord og Holme Å i syd. Formodentlig er det et fragment af Randbøl Hede (vandredag 168), der i sin tid var af langt større udstrækning. På Randbøl Hede er bakkerne egentlig indlandsklitter, skabt af sandfygning, og også på Ravnhøj Hede er der vindbrud med åbent sand.
Heden virker knastør, men få meter borte, for foden af en tre meter høj skrænt løber Holme Å, omgivet og skjult under en bred bræmme af pilekrat og sump. Da jeg krydser den næste træbro, er udsynet over åen som et kig gennem grønne tunneller.
Her og der trækker trampestien væk fra åen og fører gennem folde med græssende kvæg, overdrev, små skovsletter i plantagerne og en stor grøn mark overstrøet med gule brandbæger.
I Hovborg kommer jeg får jeg igen asfalt under fødderne. Snart er jeg dog tilbage på overdrevet ud mod åen, optaget af at undgå kokasserne. Jeg krydser en indhegning, befolket af søvnigt kvæg med lange spidse horn. Det er middagshede, og dagen er blevet varm.
Stien fører gennem plantage og frem til en mose, hvor jeg bliver mødt af gjaldende lyde fra flere steder i den høje vegetation. En stor fugl svinger sig på vingerne, og videre trompeteren følger, mens den flyver over mit hoved og forsvinder i majsmarken oven for skråningen. Jeg følger den med øjnene og retter så blikket mod mosen. Mere trompeteren følger, voldsom så tæt på, og yderligere to traner kæmper sig på vingerne, i vide cirkler kredser de flere gange over mosen og plantagen og forsvinder så.
Holme Å løber i et smalt leje på dette stræk, med høje skråninger, overvejende dækket af nåleskov. Gangbroer fører over mosen til en træbro over åen. Jeg spejder efter flere traner, men øjeblikket er forbi. Ådalens bund vides ud i et bredt kær, sort kvæg græsser derude, og der står en granitstele på den nordlige åbred. Den blev rejst for hundrede år siden af en grosserer, der byggede en villa her. Den kaldes Treherredstenen, forbi den markerer det punkt, hvor tre herreder mødes. Et herred var en mindre retskreds, en administrativ enhed der mindst går tilbage til den tidligste middelalder. Danmark var inddelt i omkring 200 herreder, de bestod indtil en lovændring i 1919.
Et sjældent stykke bøgeskov har fundet plads i kanten af nåleskoven. Som jeg nærmer mig dagens endemål, Tofterup, trækker plantagen sig tilbage, mens engene igen bliver brede. I varmen er kvæget søgt helt ud til brinken af åen, og et par foretagsomme høveder står i vand til knæet.
I Tofterup går jeg gennem byen. Ved omfartsvejen vest for byen er der et busstop for xbussen til Billund Lufthavn. Derfra kan folk tage fly ud i verden, jeg skal bare med bussen til Vejle.
Elena Poniatowska, Dos veces única, 156-216.