Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Svenstrup-Uggerhalne, 33,5 km (230).
Søndag den 22. oktober 2017.
Omsider en hel vandredag i tørvejr. Endda med glimt af solen på en blå himmel med høje hvide skyformationer. Efter at have fundet tilbage til Hærvejsruten, som jeg forlod uden for Svenstrup i sidste uge, fortsætter jeg i retning mod Ålborg i nord. På åbne steder kan jeg allerede se havnens høje bygninger og skorstene. Jeg er ikke den eneste, der nyder det gode vejr. Små og store flokke af sorte råger fouragerer på marker og enge.
Vejen til Ålborg går gennem Østerådalen. I begyndelsen følger jeg landevejen, men snart slår jeg ind på de grusstier, kommunen har anlagt for at åbne engene op som et grønt område for ålborgenserne. Hovedvej E45 løber få hundrede meter borte, i ådalens østlige kant. Alligevel virker området i begyndelsen tomt, men som jeg kommer nærmere Ålborg ændrer det sig hurtigt. Byens nærhed begynder med kolonihaver, dernæst går jeg i kanten af villakvarterer og industriområder, under omfartsvejens bro, til engene er forsvundet og jeg blot går på en sti langs åen.
Den grønne kile langs åen har ført mig nær på centrum. I stedet for at gå gennem byens ældre gader fortsætter jeg helt frem til havnefronten ud mod Limfjorden. Jeg passerer Nordkraft, kulturhuset i det nedlagte kraftværk, og når frem til Musikkens Hus ud mod fjorden. En lang promenade fører mod vest og broerne over Limfjorden, liggestole i træ tilbydes de forbipasserende, så jeg slår mig ned og spiser frokost, mens jeg nyder udsigten. En lind strøm af spadserende og fodgængere nyder søndagen. Måger holder til på bolværket eller vipper på fjordens vandoverflade.
Jeg går videre og passerer først Utzon Center med det karakteristiske tag og dernæst Limfjordsbroen. For tiden går jeg ad en cykelruteversion af Hærvejen mellem Viborg og Frederikshavn. Den har ført mig sydøst gennem Himmerland. Vandreruteversionen af Hærvejen mellem de to byer fører nordøst gennem Himmerland. De to ruter mødes her ved Limfjordsbroen og følges ad mod nord over mindst femten kilometer. Det er blot et halvt år siden, jeg gik den tur (vandredag 202), så i stedet vil jeg vælge min egen vej og koble mig på Hærvejen længere mod nord.
Derfor går jeg under Limfjordsbroen, fortsætter langs havnepromenaden forbi nyt boligbyggeri og spritfabrikkens gamle bygninger, indtil jeg når frem til jernbanebroen over Limfjorden. I marts i år blev der åbnet en gang- og cykelsti på vestsiden af broen, kaldet Kulturbro-Ålborg. Stien er ikke særligt bred, og den er ivrigt brugt, så det kræver en vis påpasselighed at færdes på den firehundrede meter lange bro. Fra en tidligere bro på stedet står nogle lave bropiller tilbage som isbrydere. Der er kun få meter i luftlinje fra gangbroen til bropillernes kunstige øer, men det er nok til, at skarver føler sig trygge nok til at tørre deres vinger der.
Også på Nørresundbysiden af Limfjorden er der havnefront med udstrakt boligbyggeri og mere på vej. Jeg vender fjorden ryggen og går mod nord. Undervejs går jeg gennem Lindholm Søpark. Søen – og den nye bebyggelse – ligger på bunden af en gammel kridtgrav, der står med høje skrænter. Skrænterne er mest kratbevoksede, men i østenden er de stejle nok til at stå med nøgne hvide kalkflader. Ænder finder ro på bølgerne. Søens omrids har de unaturligt lige kanter, som det også kan ses ved andre vandfyldte råstofudgravninger rundt om i landskabet. Oftest er det grus, tørv eller ler, men i Midtjylland har de udtjente brunkulslejerne efterladt et postindustrielt Lake District med rødbrune søer (vandredag 140).
Efter endnu en kilometer mod nord når jeg frem til et af dagens højdepunkter: Lindholm Høje. En stor bakkeside ud mod fjorden er oversået med sten i omhyggelige mønstre. Stenene danner hundredvis af skibssætninger og der er endnu flere grave, anlagt over en sekshundredårig epoke fra ca. år 500 til 1100, det vil sige fra yngre jernalder til slutningen af vikingetiden. Jeg går langsomt op over bakkesiden, en snørklet vandretur mellem de mange sten. Søndagen har bragt små flokke af besøgende ud til stedet, andre steder græsser får, to-tre stykker sammen.
Taget hver for sig er skibssætningerne egentlig ikke så store, nogle er blot en meter eller to, de største er måske på ti meters længde. Andetsteds på Hærvejen kan man se verdens absolut største skibssætning, den i Jelling (vandredag 158), med en længde på 350 meter. Det samlede indtryk af de mange mindre skibssætninger, tæt pakket sammen på denne bakkeside, er på sin vis nok så imponerende.
Fra toppen af bakken er der udsigt til fjorden i sydvest, hvor Egholm står klart defineret ude i fjordens løb. Egholm, ganske tæt på Ålborg, er endnu en ø, men den er inddraget i overvejelserne om at give byen en tredje bro over Limfjorden.
Jeg forlader Lindholm og passerer undervejs det fine museum, der i sin tid (1992) var en gave fra cementfabrikken Aalborg Portland. De næste kilometer følger jeg store og små landeveje i kanten af det militære område ved kaserne i Ålborg, markeret af pæle og bomme i gul og sort.
En stor flok råger, i blandet selskab med krager og alliker, huserer larmende på en stubmark, her ved kanten mellem land og by. Jeg går gennem viadukten under Hirtshalsmotorvejen, det stolte monument over den jyske trafikmafias lige så selvbevidste huseren på Christiansborg, svinger mod nord og går mod Hammer Bakker. Vejen mod højdedraget går over et bred stræk fladt land. Det er gammel havbund, stenalderhav. Dengang, hvor havet stod højere, var Vendsyssel en skærgård.
I det fjerne står de skovklædte bakker tydelig. Da jeg når frem til landevejen for foden af højderne, kaster jeg et blik tilbage. Fjorden er ude af syne, men skorstene og siloer rager højt op over det omgivende landskab inde ved havnefronten. En grusvej fører mellem grønne bakker med græssende kvæg og ind til skoven.
Skoven står smukt med spraglet efterårsløv. Inde i skoven er der store og små lysninger, flere af de få huse ligger her, ofte med heste på græs. Jeg svinger mod øst og støder omsider igen til Hærvejen. Et par kilometer følges cykel- og vandreruterne ad, men snart skilles de igen ad, og jeg fortsætter gennem skoven mod øst, indtil jeg kommer ud på det åbne land og videre fremme igen får asfalt under fødderne. Efter kort tid når jeg frem til landsbyen Uggerhalne, lige akkurat i det yderste af Ålborgs bybusnet.
Anne Applebaum: Iron Curtain, 49-132.
Jyske Vandreture 