Skørping-Svenstrup (229).

Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Skørping-Svenstrup, 29,1 km (229)
Lørdag den 14. oktober 2017.

Skørping og dens station ligger ganske praktisk midt i Rold Skov. Allerede på perronen bliver jeg mødt af den støvregn, der kommer til at vare en stor del af dagen. Himlen er grå og overskyet. Jeg er i gang med vandring på den østligste gren af de nye Hærvejsruter nord for Viborg, det er egentlig en cykelruteversion.
Først skal jeg genfinde det punkt, hvor jeg forlod Hærvejen for en uge siden. Der er to-tre kilometer derhen, gennem høj, ældre skov og i kanten af moser og små damme med sort, stillestående vand. De skove, der tilsammen i daglig tale kaldes Rold Skov, dækker et område på 86 kvadratkilometer, så nogenlunde i facon som et trekløver. En flænge af åbent land skærer sig gennem det nordlige kløverblad, helt ind til Store Økssø. Det er en blanding af hedebakker, agerland og mosepartier ud mod søen.
Hvor det indre skovbryn møder en slette af landbrugsland, genoptager jeg min vandring ad Hærvejen. De næste tre-fire timer går jeg ofte ad velkendte veje, for jeg har gået en del i Rold Skov (vandredag 81 og senere). Men jeg har aldrig gået dem som et sammenhængende stykke af Hærvejen, og indimellem er der også nye og ukendte stræk, som binder ruten sammen til et hele.
I første omgang kommer jeg ad bagvejen til Rebilds parcelhuskvarterer og dernæst ad landevejen ned gennem de berømte lyngklædte bakker. Bakkerne er et fantastisk syn, når lyngen blomstrer i lilla (vandredag 115), men her i oktober har lyngen en dyster brun tone, der nærmest suger det grå dagslys til sig. På bakkeskråningerne vokser grønne enebærbuske og egekrat med gulnende efterårsløv. To dusin får græsser lyngen af i små flokke.
For foden af bakkerne fører en grusvej langs kanten af Gravlev Ådal, præcist på grænsen mellem lyng og eng. Ådalen har været genstand for et naturgenoprettelsesprojekt, der har reetableret en stor sø og genslynget tilstødende bække til Lindenborg Å, der flyder igennem dalen, på vej mod Limfjorden øst for Ålborg. En hurtigt strømmende bæk snor sig af sted på engen, længere fremme overrisles grusvejen over et ti meter lang stræk af kildevand. Det er Ravnkilde, der har sit udspring på den “forkerte” side af vej. En serie af trædesten giver mulighed for tørskoet passage.
På den anden side af ådalen rejser Gravlevs hvide kirketårn sig i regndisen. Der er vandfugle på søens overflade, engene og i rørene, rovfuglesilhuetter højt på himlen.
Snart forlader jeg ådalen og kommer igen ind i skoven, hvor den står med krogede træstammer. En ravn kalder et sted inde i skoven. Som jeg går gennem skoven møder jeg store og små flokke af andre skovgæster, en stor parkeringsplads er fyldt med biler, og der er fremlagt bakker med svampe og rettet an til tilberedning på store pander.
Så forlader jeg endegyldigt Rold Skov og går ad en lille landevej mod Gl. Skørping. Undervejs passerer jeg en dådyrfarm, hvor dyrene bliver stående roligt på få meters afstand bag hegnet. Dyrene er smukke, men uden den særlige appel, det har at se vilde dyr i selv et kort øjeblik i naturen.
Landskabet er præget af lange lave bakker, med en overordnet stigning op mod Gl. Skørpings kirke, der ligger frit uden for landsbyen. Her, som mange andre steder, står der stadig mandshøj majs tilbage på markerne, bladede er gulnede og visne, de virker knastørre og papirstynde selv på en regnvejrsdag.
Også denne del af dagens rute har jeg gået før, i modsat retning (vandredag 103). Nord for Gl. Skørping kommer man ind på grusveje, der igen fører ned i ådalen omkring Lindenborg Å. Hurtigt bliver grusvejen til en snæver jordvej, hvor den eneste adkomst til status som cykelrute er et få centimeter bredt slidspor. Den sydlige bakkekams slette af majsmarker går over i eng og dernæst bred rørsump på det flade areal nær åen. En træbro gør det muligt at passere Lindenborg Å, der allerede har en pæn vandføring.
Umiddelbart nord for åen er der en stejl skovklædt bakkeknold. Jordvejen fører i en bue rundt om den og ud til landevejen. Landevejen fører mod øst, dernæst mod nord. Undervejs er der flotte udsigter over ådalen og den snoede å. Men så snart vejen drejer mod nord kommer jeg væk fra ådalen og ud på ukendte veje.
Støvregnen er gået i sig selv. Resten af dagen vandrer jeg på små asfaltveje. Ruten holder sig i begyndelsen på højere beliggende land langs den bakkekam, der flankerer en sidegren til ådalen omkring Lindenborg Å. Det er for det meste landbrugsland med ganske små landsbyer. Enkelte steder viser den underliggende kalkjord sig i kalkværker eller hvidlig jord i pløjede marker. Åen i vest trækker en bræmme af enge omkring sig. Efter at have passeret Ferslev forlader jeg Hærvejen, drejer mod vest og krydser motorvej E45, åen og Den Jyske Længdebane for at nå frem til stationsbyen Svenstrup og mit tog mod syd.

Anne Applebaum: Iron Curtain, i-xxxiv, 1-48.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s