Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Bønnerup-Grenå, 28,8 km (126).
Tirsdag den 17. november, 2015.
Bønnerup Strand i november er ingen badeferie, ikke engang på en rimelig novemberdag, hvor det ikke bliver værre end forbigående byger, og der endog er lejlighedsvist solskin. I dag skal jeg gå ad et afsnit af Nordsøstien, som indgik i min tur Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 10 og 14). Det er strækningen mellem Grenå og Bønnerup, men hvor Nordsøstien lader mere end halvdelen af ruten følge veje inde i landet, vil jeg i dag gå langs med kysten hele vejen.
For variationens skyld vil jeg gå ruten i modsat retning, så jeg starter i Bønnerup, langs hovedgaden mod øst, hvorfra der er vid udsigt over Kattegat. Sandbanker løber parallelt med kysten, ikke mere end hundrede meter ude. Måger og skarver sidder tæt derude, ænder ligger i små flokke på vandet. Længere fremme ser jeg flokke af lommer. Der står vand i rørsumpen mellem strandbredden og vejen, og den umiskendelige lugt af forrådnende tang kommer fra høje dynger af opskyllet tang hele vejen langs det første stykke af kysten.
Når jeg ser mig over skuldrene tårner høje vindmøller sig op over Bønnerup, og når jeg ser frem, er horisonten domineret af den høje bakke, der løfter Emmedsbo Plantage helt frem til kysten. Det er overskyet, men dog med lovende flænger af blå himmel.
Hvor jeg forlader Bønnerups asfalt fortsætter stien ad en mindre jordvej, muligvis en gammel redningsvej, der holder sig tæt til kysten. Plantagen har en smal strimmel fladt land med snoede nåletræer, derefter rejser skrænten sig, med el og tynde birketræer.
Denne del af kystlinjen, Stavnshoved, er Djurslands nordligste punkt. En lav klitrække, eller måske en stor strandvold, rejser sig i et par meters højde. Mod øst afløses plantagen af sommerhusområdet ved Gjerrild Nordstrand. Her drejer Nordsøstien ind i landet, men jeg holder mig til kysten for at kunne opleve de imponerede klinter ved Djurslands nordøstlige hjørne.
Den vej, jeg følger, bringer mig ned på bred sandstrand. Lidt længere henne runder jeg Djurslands skarpe hjørne, Knudshoved, der øverst er fladt, dyrket land, men ud mod stranden ender i en lang skråning med et moderat fald, bevokset med højt græs. Den behagelige brede sandstrand forsvinder og efterlader en grusstrand, der giver en anderledes tung vandring.
Efter at have rundet hjørnet har jeg udsigt til en lav klint, der støt begynder at hæve sig, mens grusstranden hurtigt bliver ganske smal og til sidst forsvinder. Havstokken mødes direkte med en svagt skrånende væg af gråhvidt ler, der har udløbere som tykke rødder lidt ud i vandet. Leret er fast nok til at bære min vægt, men de slikkende bølger og havsprøjt har givet dem en modbydeligt fedtet flade.
Jeg kan se bredere strand få hundrede meter henne, men forsøg på at gå fra lerkævle til lerkævle i havstokken falder ikke opmuntrende ud, så jeg går tilbage, ind til jeg kan komme op på kanten af klinten og gå langs med kanten, hvor den tynde rand af højt græs mødes med flad mark. Et valg, jeg ikke får grund til at fortryde, for længere fremme står skrænten lodret ned i havet i fem-seks meters højde.
En lav ådal skærer sig igennem og leverer et par hundrede meter fladt terræn, før den første af dagens højere klinter, Gjerrild Klint. En lille parkeringsplads har tiltrukket lystfiskere og hundeluftere, selv på en hverdag. Stranden er igen bred, klinten står frem som et forbjerg, et par kystfiskere på den yderste strand sætter dens højde i nydeligt perspektiv. Det første stykke er klintens flade mod havet bevokset, men snart står det rå ler frem, her og der tydeligvis med højt kalkindhold. Et enkelt parti er dækket af digesvalers huleindgange.
Klinten vokser stadig i højden og præges nu af lysebrunt ler. Uden bevoksning, bortset fra et enkelt sted, hvor massive skred har brudt den lodrette væg og skabt en lang skråning. Her lyser en intens orange farve op på den grå novemberdag. Det skyldes tætte bevoksninger af havtorn, buskene står bladløse hen, og de farverige klynger af bær danner orange skyer op ad skrænten.
Det nedskredne ler når et sted helt ud i havstokken, og jeg må klatre over de yderste udløbere, hvad der efterlader mine støvler tunge af gult ler.
Omsider taber klinten højde, og den tunge grusstrand vinder i bredde. Endnu en ådal når ud til kysten. Et kort stykke følges jeg igen med Nordsøstien, der her gør en kort afstikker ud til kysten. Over et langt stykke har havet vasket gruset væk på de yderste metre og blotlagt en knudret bund af tungt, hvidt ler.
En kilometer længere fremme hæver en lodret væg sig: Karlby Klint. Jeg studerer den med en vis bekymring i kikkerten; jeg kan se strand omkring den yderste pynt, men det mellemliggende stykke synes på mange steder at mangle ethvert tilløb til strand, lodret klint mødes med havet.
“Man kan gå langs klinterne, men det er forbundet med risiko. Nordsøstien går ad mere sikre veje inde i landet.” Sådan er ordene i folderen om Nordsøstien på strækningen mellem Grenå og Fjellerup. For mit indre øje havde jeg set mig selv gå på en bred forstrand mellem havet og de høje klinter. Men det er tydeligvis ikke en mulighed, i hvert fald ikke en behagelig en. “Langs klinterne,” hm, jeg håber virkelig, det betyder langs toppen af klinterne, og jeg bliver ikke skuffet.
De høje klinter afslutter flad mark ind mod landet. Jorden er dyrket næsten helt ud til klintens kant, men der er trods alt en tynd bræmme, mellem en halv meter og to meter bred, med højt græs, og her går der en trampesti. Samtidig er markerne høstede og næsten alle uindhegnede, således at man intetsteds bliver tvunget helt ud på kanten af klinten.
Personligt fandt jeg det ganske sikkert at gå her, men det er ikke en sti for folk med højdeskræk: De lodrette skrænter er op til sytten meter høje, og hvis man er virkelig uforsigtig eller uheldig, kan det vel godt lade sig gøre at falde ned fra klinten. I princippet er der nok også en ganske lille risiko for at blive fanget i udskridende ler, men jeg så nu ingen spor af friske skred. På den positive side risikerer man ikke at blive kørt ned ad bilister. Stien er nu tydeligvis ikke meget brugt.
Trampestien på toppen af Karlby Klint og Sangstrup Klint er omkring fem kilometer lang, kun afbrudt af en smal, lav ådal, hvor Hjembækken løber ud til havet. De jyske landskaber er i overvejende grad udformet i løbet af de seneste istider, men Karlby og Sangstrup Klinter er hverken moræne eller sand, men derimod kalk, dannet i kridttiden for hundrede millioner år siden.
En optimistisk informationstavle ved Hjembæk hævder, at det er muligt at gå for foden af klinterne ved sommerlavvande, men det ville jeg nu ikke stole på. På denne dag står lodrette klinter lige ned i havet, enkelte, svært tilgængelige steder er der bræmmer af grusstrand for foden af klinterne. En stor flok skarver tørrer vinger et sådan sted og letter i et brus af vingeslag og sorte fuglekroppe, så snart jeg kommer indenfor synsvidde.
Solen kommer og går, en forbedring i forhold til låget af skyer og de lejlighedsvise byger tidligere på dagen. Udsigten er fantastisk, ikke så meget det blå Kattegat med fuglene, skibene, og den nyetablerede møllepark derude, men den dramatiske kystlinje, de lige skårne lodrette linjer, det let bølgede længdeforløb af klinterne, de knudrede hvide klintevægge set tæt på. Og grønne flade marker ind mod landet.
En kystfisker i waders står en snes meter ud i havstokken, hvor klinten omsider nærmer sig sin afslutning. Stranden umiddelbart syd for er bred og stenet, på det flade land er der grusveje, en parkeringsplads, og en lille klynge sorttjærede fiskerhytter, joller på stranden, enkelte mænd i snak, et par hunde, en børnefamilie i vandkanten, markeringspæle for Nordsøstien.
Ikke flere klinter i dag, herfra er det kendt område, strand og strandenge, jeg følger Nordsøstien til Grenå. Først runder jeg fyret ved Fornæs, Djurslands og Jyllands østlige punkt. Den lave sol i vest kaster et let lueskær bag fyrtårnet. Der holder et par biler på parkeringspladsen foran fyret, et populært sted for lystfiskere og strandgæster også i november.
Efter de mange tunge kilometer på grusstrand, efterfulgt af turen langs toppen af klinterne og den forhøjede agtpågivenhed tæt på afgrunden, er det en ren fornøjelse at kunne gå over de flade strandenge til Grenå. Solen går ned langt ude i vest, og kranerne og industriskorstenene på Grenå Havn står i skarp sort profil.
Det er skumring, da jeg når frem til byen, gadelygterne får det til at ligne sort nat. Jernbanestationen i Grenå ligger i byens vestligste udkant, den korteste vej dertil er en længere tur gennem et industrikvarter, dernæst skråt gennem et parcelhuskvarter, før jeg frem til hovedindfaldsvejen og stationen.
Togturen til Århus tager fem kvarter. De sidste kilometer ind til Århus byder på en af de smukkeste strækninger af det danske jernbanenet, neden for Riis Skovs skrænter, ved kystbefæstningen ud mod vandet, med en flot udsigt over bugten og byen. Det er mørkt nu, men de mange nye beboelsesejendomme ude på havnen lyser op i den sorte nat, toget kører gennem Dokk1, endnu uden den station, der kommer med letbanen, krydser broen over ved Spanien og ruller ind på perron 7.
Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: 274-348.
Jyske Vandreture 