Grenå-Ryomgård: Kolindsund. (127)


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Grenå-Ryomgård: Kolindsund, 30,4 km (127).
Lørdag den 28. november, 2015.

Det er mørkt, da morgentoget kører langs havnen og bugten på vej til Grenå, og det er mørkt, da toget til Århus kører samme strækning i modsat retning ud på eftermiddagen. Det er lysnet lidt, da jeg stiger ud på perronen i Grenå tyve minutter over ni, men ikke meget, det er en grå og overskyet formiddag, med let regn i luften.
Stationen i Grenå ligger næsten tre kilometer fra havnen, nær byens vestlige udkant. Eftersom jeg oftest går langs kysten nord og syd for byen, betyder det som oftest ekstra kilometre. Nu skal jeg imidlertid ind i landet, så jeg har passeret bygrænsen, næsten før jeg har gået mig varm.
Jeg går ad Kannikegade og Søndergade frem til broen over Grenåen, hvor åen samtidig krydses af jernbanen fra vest. Undervejs får jeg hurtige glimt af smukke gamle huse i den gamle bykerne. En sti følger nordsiden af åen mod vest. Adskillige hvide træbroer giver mulighed for at krydse åen. Ved Ringvejen skifter jeg til en lille asfaltvej langs åens sydsiden.
Vejen hedder Næsgårdvej og er ganske flad. Langs de næste mange kilometres vandring er der ikke blot Næsby og Søby, der er også en mængde stednavne, der ender med -næs, -odde, -holm, -pynt, såvel som kombinationer med ø, sø og sund. Det er alt sammen flad mark – nu om dage.
I dag skal jeg gå igennem den lange dal, der bærer navnet Kolindsund. Engang – for cirka 8.000 år siden var den et rigtigt sund. Afsmeltningen af istidens gletsjere skabte en havstigning, ofte betegnet som stenalderhavet. Nordjylland blev forvandlet til et øhav, på Djursland forlængedes fjorden i Kolindsund indtil den mødte en arm af Randers Fjord, og der opstod et sund, som gjorde Norddjursland til en ø. I årenes løb resulterede den landhævning, der fulgte på isens bortsmeltning, imidlertid i at passagen til Randers Fjord blev elimineret, og Kolindsund blev til en fjord. Senest ved vikingetiden sandede fjordmundingen ved Grenå i øst til, og Kolindsund blev således til en langstrakt ferskvandssø.
Kolindsund3
Nederlaget i 1864 med dets hvad-udad-tabes-skal-indad-vindes tankegang satte gang i mange landvindingsprojekter, og i årene 1872-1878 blev Kolindsund tørlagt og opdyrket. Der blev bygget enkelte sundgårde derude, og i begyndelsen af det tyvende århundrede blev der også udstykket nogle husmandsteder.
Lokalt er der fortalere for en reetablering af Kolindsund Sø, og også visse indledende skridt med udarbejdelse af baggrundsmateriale er i gang hos offentlige myndigheder. I sin tid var Kolindsund 18 km lang og 1-3 km bred, omkring 20 kvadratkilometer stor. En reetableret sø ville blive Danmarks næststørste sø, kun overgået af Arresø. Landbrugsjorden i Kolindsund er imidlertid blandt Djurslands mest produktive, og alene i opkøb af land vil projektet koste langt over 100 millioner kroner.
Grenåen er snorlige, egentlig mere en kanal end en å, jorden er flad, og snart afløses den lille asfaltvej af grusvej. Jo længere jeg kommer frem, jo længere bliver der blandt de få ejendomme, og dalbunden bliver stadig mere træløst. Gæs og ænder trækker over mit hoved i serier af store V’er og under megen skræppen.
De første kilometer på den tørlagte søbund bliver brugt på at runde det store fremspringende næs, og derefter får jeg et tydeligt indtryk af de langstrakte højdedrag, der i sin tid har bestemt søens kystlinje. En løs tyr giver dagen lidt spænding. Den græsser på uhegnet mark ved en gårds læhegn og trækker lidt nysgerrig i min retning, men er ikke tilstrækkeligt interesseret til at lukke distancen imellem os. Jeg har hørt skud fra flere sider, og et stykke fremme passerer jeg da også et større selskab af jægere i grønt tøj og med orange bånd i hattene.
Solen er så småt begyndt at bryde gennem skydækket; her og der står der vand på markerne, og en stor svaneflok har fundet sig til rette på god afstand af grusvejen.
Halvvejs gennem dalen krydses den af en asfaltvej, som jeg følger et stykke, indtil jeg kan komme ind på en grusvej langs Nordkanalen (der er også en Midtkanal og en Sydkanal). Der ligger en gård her, og et langs stykke efter er kanalen flankeret af høje, gamle træer, mange af dem så overgroet med vedbend, at det ser ud som om, de står med friskt, grønt løv.
Nordkanalen har en betragtelig vandføring, den løber tæt på det nordlige bakkedrag, og fra grusvejen kan jeg se mange kønne bakkepartier, en god del af dem med gravhøje i smuk profil mod den blå himmel.
Jeg følger den lokale cykelrute 20 gennem dalen, den slår et halvfemsgraderssving og så endnu et, resultatet er at jeg nu går midt ude i dalen, på den gamle søbund, hvor vejen er kantet af dybe drængrøfter og flad grøn jord synes at strække sig uendeligt i horisonten. Tættere på at gå på vandet kommer man ikke, med mindre ens mellemnavn er Jesus. Hvis Kolindsund Sø nogensinde bliver genetableret, bliver den nogle steder mindst to meter dybere end sin forgænger, så meget har jorden sat sig, siden tørlægningen.
Nær dalens indsnævring ved Kolind kommer jeg endelig op på landevej igen. Det er rart at komme i skygge af bakkerne, solen står smukt på himlen og de sidste kilometre på den lange grusvej stik vest har jeg haft den lige i øjnene. Vandet står højt på enge og rørsump på begge sider af asfaltvejen, store elletræer står i vand til livet.
Cykelruten fortsætter op i bakkerne, men jeg går ad landevejen til Kolind. Da toget passerede byen i morges lagde jeg mærke til et lille fugletårn tæt på banen, i udkanten af byen, og nu fanges min opmærksomhed af et skilt, der viser derhen. 300 meter står der, en folder fra en lille plexiglaskasse giver forklaringen: “Sort Sol i Kolind Enge”. Sidste år holdt store stæreflokke til i denne ende af Kolindsund, så nu har man fået etableret et fugletårn i håb om at lokke fugle og besøgende til.
Turen ad Kolindsunds lange lige grusveje er gået hurtigere, end jeg havde troet, og der er stadigt rigeligt med dagslys, så jeg bestemmer mig for at gå ad landevejen til Ryomgård i vest. Landevejen går i kanten af bakkerne, på lidt højere land. Et langt stræk går den på sin egen lille jordvold, klods op ad banen, der også har sin jordvold. Der er timedrift, så jeg når at se et tog passere i hver sin retning i løbet af den time, det tager mig at gå til Ryomgård. Umiddelbart uden for Ryomgård krydser jeg Gjerrildbanestien, nu en afstikker af Nordsøstien (vandredag 11), der er ført i en viadukt under landevejen.
Stationen i Ryomgård var i sin tid et knudepunkt for jernbanedriften på Djursland. Et smukt gammelt vandtårn er bevaret, populært blandt byens duer. Stationsbygningerne med noget så eksotisk og gammeldags som en ventesal er for længe siden udgået af drift, så der er kun et par halvåbne glasskure til at mildne opholdet på den åbne perron. Jeg venter en halv times tid, og da toget dukker op, er dagslyset næsten svundet bort.

Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: 348-420.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s