Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Kolind-Ebeltoft, 36,1 km (128).
Lørdag den 12. december 2015.
Klokken er otte, lørdag morgen, da jeg står på perronen i Kolind. Det er stadigt vintermørk, og morgengryet begynder først at sætte sig igennem, da jeg har gået adskillige kilometer ad landevejen mod syd. I det grålige lys kan jeg oppe på bakkekammen tydeligt se det blinkende røde lys på en radiomast langt mod vest og julebelysningen i Kolind mod nord.
Jeg har også mine egne små blinkende cykellygter på både foran og bagved de første kilometer, for der går ikke mange minutter mellem bilerne på den vintermørke vej, der her og der er kantet af høje nåletræer, og som snor sig ned fra bakkerne med mange mørke, lumske hjørner til følge ude i vejkanten
Bilerne bliver færre efter Mårup, hvor jeg tager den mindst befærdede vej ud over det flade land og ind i en stor plantage. Dagslyset har bidt sig fast; dens stråler er så skarpe, at jeg – der går stik syd – savner en hatteskygge over øjnene. Det er tørvejr og moderat vind, i behagelig modsætning til sidste weekend, hvor storm og regnskyller fik mig til at blive hjemme.
Inde bag plantagen ligger Tirstrup Lufthavn. Jeg har medbragt mit veltjente Djurslandskort, indkøbt engang i 90’erne, og, som jeg opdager, siden da er der blevet anlagt en ny tilkørselsvej til lufthavnen. Jeg må følge vejen mod sydvest, krydser hovedvejen og ender med at nærme mig plantagerne vest for Stubbe Sø fra et punkt længere mod syd, end jeg havde tænkt mig. Men en vinterdags begrænsede dagslys indbyder ikke til for mange eventyr, når man i forvejen har mange kilometer foran sig, så jeg tager den enkleste rute.
Ad markveje mellem Tåstrup og Feldballe, et let kuperet terræn, når jeg frem til plantagen. Jeg har gået denne strækning før, det er et alternativ, umarkeret stræk af Molsruten, som indgik i min tur Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 12). Den del af skovvejen, jeg følger, går fra Øjesø til Langsø, i begyndelsen for foden af en høj skrænt. De to skovsøer ligger utilgængelige, man kan lige akkurat komme frem til et par punkter ved søbredderne og få et kik ud over deres vandflader.
En stor, grenløs træstamme er væltet ud i Langsø, et par skarver sidder med udbredte vinger på det øverste punkt og tørrer vingerne i den kolde luft. Øst for søen forlader jeg Molsruten og går gennem plantagen frem til landevejen mellem Tirstrup og Ebeltoft.
Hidtil har jeg kun delt plantagens grusveje med nogle få mountainbikere, men i plantagen øst for landevejen er det derimod hesteland, med aftryk af hestesko overalt på de bløde skovveje, og en rytter der bevæger sig roligt og lydløst på en ridesti. Skovvejen er kantet af høje birketræer, hvis bark står lysende hvid i solskinnet. Vejen går parallelt med Stubbe Sø, der kun er et par hundrede meter borte, men skjult for øjet af tæt underskov. Åbne plænearealer ved Søholt Hovedgård giver et kort udblik over den blå søflade, men den intense refleksion fra den høje sol i syd gør det svært at nyde synet.
Grusvejen svinger nord, passerer den flotte gamle hovedgård og følger så kortvarigt en asfaltvej mod øst. Her, i det indre af plantagen, er der åbne skovenge omkring en lille ådals bakker. Vejen er kanten af høje, gamle ege og bøge. Heste græsser på engene. Længere fremme, hvor jeg slår ind på en grusvej, forbyder et skilt ridning, men der er nu masser af aftryk af hestesko.
Stubbe Sø er Djurslands største nuværende sø – efter at Kolindsund blev tørlagt og opdyrket (vandredag 127). For flere tusinde år siden udgjorde søen den inderste del af en fjord. Det meste jord omkring den er privatejet skov, så der er kun et par muligheder for at komme ud til søbredden.
Jeg er på vej til den første, Fugleværnsfondens område på nordsiden af søen, der er åbent for offentligheden. Området ønskes fastholdt som overdrev og eng, så der er blevet fældet træer, og et flok sort kvæg er sat på græs. En lang markeret sti fører ud til bredden af søen, det sidste stykke med gangplanker over sumpet eng. Der ligger en jolle med en lystfisker ude midt på søen, ellers har jeg det hele for mig selv. Med min kikkert afsøger jeg ikke blot vandoverfladen og rørskoven, men også trætoppene hele søen rundt. Stubbe Sø er kendt for både fiskeørn og havørn, men i dag ser jeg ingen af dem.
Over alt hænger der fuglekasser. På tilbagevejen kommer jeg også forbi et “insekthotel”, et lille halvtag over en kompliceret opstilling af opstablede sten og brændeknuder med udborede huller, som skal fremme insektbestanden. Længere fremme hænger store rør med fuglefoder.
Tilbage på den gennemgående skovvej når jeg frem til den krydsende banesti mod Ebeltoft. Jeg skal den vej, men jeg vil starte ved stiens begyndelse i Gravlev lidt mod nord, så jeg går i en lille sløjfe gennem bakket land, med små skovstykker og alt græsning hegnet ind til hestefolde. Heste græsser spredt over arealerne, alle med dækkener på som værn mod vinterkulden.
Jeg kommer ind på den nordlige ende af banestien. I sin tid var det en stikbane fra Grenåbanens station i Trustrup til Ebeltoft. Syv-otte kilometer af det sydlige banelegeme er bevaret som en natursti. I begyndelsen går den på en høj jordvold med en flot udsigt over det omliggende land. Jeg krydser mit eget spor ved indgangen til plantagen og nærmer mig det flade åbne land ved Stubbe Søs østlige ende.
En stor sektion af bakkerne på den anden side af sporet er hegnet ind med en højt vildthegn. En flok gnuer samler sig på en lang række på den anden side af hegnet og følger mig med øjnene. Banestien går langs bagsiden af Ree Parks safariområde. Gnuerne ser ud til at have det udmærket i den danske vinterkulde.
Her, på et lille fredet areal ved søen, har Naturstyrelsen opstillet et fugletårn. Jeg følger den afmærkede rute derud. Teknisk set står jeg vel på søbredden, men der er en bred, bred rørskov, rørene er mindst tre meter høje, så det er kun fra det lave fugletårn, at der er mulighed for at se ud over søen.
I stedet for at holde mig til banestien, som jeg har gået ad adskillige gange før, går jeg ad en smal landevej i en bue langs engene i det sydøstlige hjørne af søen og dernæst mod syd i kanten af plantagen. Nær søen græsser kvæg på engene, inde i landet er der heste og det store stutteri og rideskole Kærsø. Her støder jeg på et afmærket stræk af Molsruten (vandredag 8), som fører frem til den krydsende banesti. Herfra fortsætter Molsruten ad banestien mod nord i retning af Grenå. En afstikker på Molsruten følger også banestien mod syd til Ebeltoft og Ebeltoft Færgehavn – Molsruten indgår som en del af Nordsøstien, der på denne måde kobles på det sjællandske afsnit.
Banestien mod syd går langs en smal dalbund, gennem skov og plantage, hvor fritidshuse og regulær beboelse i udkanten af Ebeltoft efterhånden vinder frem. Jeg når frem til landevejen i den vestlige ende af Ebeltoft. Der er et stoppested for rutebilen til Århus lige i nærheden, det er skumring, og med en god halv time til min bus har jeg tid til at gå ned til vandet.
I vest rejser Mols Bjerge sig som en krokodillehale lang Ebeltoft Vig, i øst ligger Ebeltofts havnefront udbredt foran mig, masterne på Fregatten Jylland rejser sig højere end alt andet.
Rutebilen kører i skumringen mod Århus, over Mols Bjerges bakkekam, langs Kaløvig hvor lysene fra Århus ses tydeligt i horisonten og Kalø Slotsruin står som en mørk silhuet. Mørket falder på, og bussen finder ind på de lange indfaldsveje til Århus.
Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: 420-446.
Jyske Vandreture 