Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Ebeltoft Vig, 20,1 km (129).
Mandag den 28. december, 2015.
Ebeltoft er bygget på og langs en skråning ud mod vandet, en halvcirkelformet bebyggelse i vigens inderste krog. Rutebilen fra Århus undgår havnefronten og de små gader i de ældste del af byen og kører i stedet langs bakkekammen og videre til rutebilstationen, der ligger i Ebeltofts sydøstlige udkant, halvvejs mod færgehavnen, hvorfra der er forbindelse til Sjællands Odde.
Kvart i ni, solopgang, endda med lidt formiddagssolskin på denne første kolde og tørre vinterdag efter en varm og regnfuld december. Mine første kilometre går mod syd ad grusveje gennem plantage, med lidt åbne områder og heste på græs. Området er udlagt som mountainbikebane, så det er gennemkrydset af cykelspor. Jeg når frem til en lille landevej, og fra toppen af bakkekammen, nu i det åbne land, får jeg det første glimt af Hjelm, hen over den sydlige plantages skovbryn, men tydeligvis en fritliggende ø og ikke en del af fastlandet.
Jeg går i kanten af en sommerhuskoloni, og kort efter passerer jeg Øer Maritime Ferieby, et bygningskompleks i glade, spraglede farver omkring et kunstigt kanalsystem med små broer. En lang lige grusvej fører gennem endnu en sommerhuskoloni frem til Gåsehage, halvøens sydspids, en smal strandstrand. I øst rejser Hjelm sig i horisonten med overraskende høje skrænter (højeste punkt 45 meter over havet). Øen var tilflugtssted for Marsk Stig og hans fredløse mænd, efter mordet i Finderup Lade. De drev falskmøntneri derovre og befæstede øen: Hjelm har fået horn, som det blev sagt i historietimen.
I vest rager Helgenæs langt frem, også med høje skrænter. Dens spids har fået et mindre velklingende navn end Gåsehage, Lushage hedder den (vandredag 13). Fra Gåsehage går jeg langs stranden i retning af færgehavnen og vindmøllerne. Sandstranden er smal, men der er et bredt, fladt forland, bevokset med gult marehalm. Nær havnen skaber en sandrevle en lille lagune, længere fremme fører små broer over udløbet fra kanalerne ved Øer Maritime Ferieby. Skibe ligger i udløbet, der længere fremme er reguleret med en lille sluse, så vandstanden i kanalerne holdes høj.
Ved færgelejet oplyser et iøjnefaldende skilt om grænsen for Nationalpark Mols Bjerge. Mindre demonstrativ skiltning byder velkommen til Nordsøstien i Jylland. Der går en tilslutningsrute fra færgehavnen (og den sjællandske del af ruten) langs kysten til Ebeltoft, hvorefter stien, fra det punkt hvor min sidste vandredag sluttede, går ad banestien til Stubbe Sø, hvor den kobler sig på Molsruten, der på denne strækning også udgør Nordsøstien.
Først går Nordsøstien som en trampesti over fladt forland, men snart rejser skrænten sig, først skrå og bevokset, men snart næsten lodret og med en flade af rå jord. Der står et par lystfiskere ved den smalle grusstrand og længere fremme går hundeluftere i adskilte par.
Snart skærer vigen sig ind i landet, og en bredere sandstrand bygges op. På den anden side af vigen står Helgenæs og Mols Bjerge i skarp profil. Solen kommer og går, og især Trehøje (vandredag 13) står tydeligt defineret mod himlen.
Efter en rum tid langs den stadig bredere strand her ved Ahl Hage viser markeringspæle Nordsøstien ind gennem plantagen. Jeg tøver lidt, for det er fristende at gå ad kysten i stedet for, men bestemmer mig alligevel for skoven. For mange år siden var jeg på lejrskole her, men jeg kommer nu ikke forbi barakkerne, hvis de stadig findes.
Turen starter godt, med en smuk tæt bestand af birketræer, afløvede, men med hvide lysende stammer. Dernæst går tingene hurtigt skævt. Det begynder fredsommeligt med et skilt om genopretning af tørvemose. Snart derefter fremstår skovvejen meget medtaget af traktorkørsel og oversvømmet på lange stræk. Efterhånden breder oversvømmelserne sig langt ind i buskadset på begge sider af vejen, så det bliver sværere og sværere at finde en vej omkring. Til slut ender det i et større morads, sumpskov, gennemskåret af brede drængrøfter med sort stillestående vand. Omsider, og ikke ganske tørskoet, lykkes det mig at finde en vej igennem, et par rifter fra svirpende grene rigere.
Så er det heldigvis også overstået, jeg kommer ud af plantagen og frem til et vidt udsyn over flade enge og vigen, Mols Bjerge på den anden side af vandet, Ebeltoft inderst i vigen, med Fregatten Jyllands høje master som det naturlige midtpunkt.
Der går en asfaltsti ind til byen og dens havnefront, der forekommer ganske voldsomt bebygget med lysthavn og boligbyggeri med mere eller mindre autentisk marint anstrøg. I et næsten tomt havnebassin, umiddelbart før fregatten, ligger et gammelt fyrskib fra Skagens Rev. Krigsskibet selv står med sine tre master og struttende kanoner.
Vest for museumsskibet er der en åben strandfælled frem til den offentlige strand ved byens campingplads. Jeg endte min sidste vandredag her, hvor Mols Bjerge kun var en takket sort profil mod vest. I dag går jeg lidt længere. Små familiegrupper, med eller uden hund, spadserer langs vandet, mange af dem taler tysk. Her inderst i vigen er der dynget en tyk bræmme tang op. Joller ligger med bunden i vejret. Længere fremme, op ad Mols Bjerges bakkekam, fra top til tå, er der en stor sektion sommerhuse. Det giver bakkesiden et terrasseagtigt udseende, som rismarker i Østen eller blot fæstier i Danmarks mange bakker med plastisk ler.
Den sidste måned har jeg blot været ude at gå en enkelt gang, så jeg vil ikke gå for langt i dag. Heldigvis løber kystvejen langs vigen på dette stræk, så det er blot at gå op til et stoppested. Mens jeg venter ti minutter på rutebilen, kan jeg betragte skarvene tørre vinger yderst på en lille bådebro. Jeg misunder dem ikke, det er koldt, og solen er forsvundet bag skyer.
Jyske Vandreture 