Handrup Strand-Knebel (130).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Handrup Strand-Knebel, 39,1 km (130).
Onsdag den 30. december, 2015.

Klokken er halv ni, da jeg står af rutebilen ved Handrup Strand, inderst inde i Ebeltoft Vig, og det er knapt nok daggry. Ikke at denne dag byder på nogen dramatisk solopgang i strålende farver. Det bliver en grå, diset og ganske solløs dag. Dagslyset er blot lysere nuancer af gråt.
Hvad dagen mangler i sol, har den til gengæld i kulde og blæst, 10 sekundmeter eller mere fra sydøst, dertil en temperatur lige over frysepunktet. Bølgerne ruller ind med hvidt skum på toppen, selv om vanddybden er lav og sandbunden er blottet på mange steder langs kysten.
Molskroen ligger i det andet hjørne af vigen, og ser unægtelig hyggelig og indbydende ud på den kolde grå morgen. I stedet for at få en varm kop kaffe der, som ethvert fornuftigt menneske ville gøre, følger jeg stranden mod syd, Mols Bjerge rejser sig som en høj skygge, den anden side af vigen er ganske skjult bag disen, og lysene fra Ebeltoft forsvinder også hurtigt.
Ved Bogens Strand følger jeg landevejen et langt stykke, den arbejder sig halvt op på bakkesiderne, der her og der står som enebæroverdrev. En flok kvæg i brogede farver hygger sig omkring høhække ude på marken, mens de holder øje med mig, indtil jeg drejer ned ad en skovvej.
Skovvejen fører mig tilbage til kysten, som nu står med høje skrænter. Man kan gå ad den smalle strand, eller man kan følge en trampesti øverst på skrænten. Her og der fører lange trapper ned ad skrænten, så jeg skifter mellem de to niveauer.
På stranden hersker en dæmpet palet: himlen er grå, havet ligeså, dog med hvidt skum, skrænten står med vissent græs og buske uden løv, og i det grå lys er strandens sand blegt og præget af lange bræmmer af rådnende tang. På toppen er der marker med frisk grønt græs og her og der havtornekrat, der står med tætte skyer af bær i en brændende orange farve.
Længere fremme er skrænterne stejle uden vegetation og med rå, løs jord. Store græstørv for foden af klinterne vidner om nylige skred.
Min rutsjebanetur fra strand til skræntens top ender ved Dragsmur, en ganske lille landsby med sommerhuskvarterer. Jeg skal mod vest og må krydse den sydlige udløber af Mols Bjerge, der rækker ud mod Draget og Helgenæs (vandredag 13) og stadig er af anseelig højde.
Draget udgør en spinkel adskillelse mellem Fuglsø Vig og Begtrup Vig. Det fører ud til Helgenæs, der i stenalderhavets tid da også var en ø (vandredag 128).
Jeg går ad landeveje op i bakkerne til de små landsbyer Begtrup og Strands, og derfra ud til sommerhusområdet ved Begtrup Vig. Der er flad sandstrand, overgroet marint forland med mange joller trukket på land for vinteren. Et lavt hybenkrat står tilbage med blodrøde frugter midt i de dæmpede vinterfarver.
Herfra går min tur igen over bakkerne og ud til Molshoved, der byder på endnu højere klinter, end jeg så ved Ebeltoft Vig. Disse klinter har også en gulere farve, og de få trætrapper er højere. Et enkelt sted, hvor en lille dal har plads mellem de eroderede flader af skrænten vokser store krat med havtorn, som står fra bund til top af klinten med skyer af orange bær.
Som jeg følger kysten rundt taber skrænten langsomt i højde, indtil den blot er en lav kant, der afgrænser flade marker ud mod kysten. Som jeg går på den behageligt faste jord, ser jeg til min forbløffelse pludselig en hovedløs skarv sidde ret op og ned og sove på en pløjemark, hovedet gemt væk under armen. Fuglen er få meter væk, og jeg bekæmper en tilskyndelse til at gå over og gribe fat i den. I stedet nøjes jeg med at tage et billede og planlægger at liste stille bort, da fuglen pludselig vågner til dåd, flakser hen over plovfurerne og kommer tungt på vingerne.
Skødshoved Strand, længere fremme, er en vinterlukket by i sommerlandet. En restaurant står lukket hen, lystbåde er halet på land, der er langt mellem biler parkeret ved de mange sommerhuse. Jeg går ad stranden mod Skødshoved, tangen er dynget op i høje driver. En lav bakkekam når ud til kysten, men skrænterne er lav i forhold til Molshoved. Til gengæld er der en høj brink mod havet, som fremviser en smuk geologisk profil: brun muld foroven, gult sand forneden, adskilt af en smalt sort bånd proppet med grus. På et kort stræk er der grønt ler. Jeg havde glædet mig til at nyde udsigten til Århus her fra Skødshoved, i luftlinje er der kun fire kilometer over til byen. Men den grå dis lader kun landet på den anden side af vigen ses som en mørkere linje.
Jeg følger en afmærket Spor i Landskabet-rute rundt om Skødshoved. Det ender i sommerhuskvarteret, og dermed er det slut med dagens mange skrænter og skummende strande. Det er også slut med dagslys, og jeg har halvanden times vandring til Knebel foran mig. Med sikkerhedsvest og mine blinkende lygter går jeg ad de mørke landeveje, mens de få bilister passerer mig i god afstand og uden misbilligende brug af hornet.
Det er koldt og blæsende, men på sin vis også en oplevelse at gå i vintermørket. Jeg kommer igennem de små landsbyer Dejret og Tved, og derefter stiger landevejen ned mod Knebelbro og Knebel i en lang slynget bue, hvor jeg kan se byerne lyse i mørket, og længere borte, mod nord, Røndes lys på en usynlig bakketop.
Klokken er over fem, da jeg når frem til Knebel, der er det lokale trafikknudepunkt. Til min behagelige overraskelse er det ikke bare et stoppested, men en lille busstation med et opvarmet venteværelse, hvor jeg kan læse lidt i ro og mag, inden rutebilens afgang 17:30.
For at komme til Århus må jeg tage omvejen over Ebeltoft, og i den sene eftermiddags nattemørke kan jeg ikke genkende meget fra landevejen langs Ebeltoft Vig, som jeg gik ad om formiddagen. Molskroen står smukt belyst i vintermørket, og fra kystvejen ses Ebeltoft bue af lys som en afgrænsning af vigens kystlinje. Jeg står af i udkanten af Ebeltoft og må vente et frysende kvarter på bussen til Århus.

Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: 446-455.

 

This slideshow requires JavaScript.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s