Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Hobro-Skørping, 35,6 km (228).
Lørdag den 7. oktober 2017.
Weekenden byder på en søndag med højt flot solskin. Jeg er imidlertid af sted om lørdagen: Den er grå og overskyet og byder på heldagsregn lige fra første øjeblik på perronen i Hobro.
På forrige vandredag kom jeg til Hobro ved at følge bakkekammen sydøst for ådalen omkring Onsild Å, efter at jeg havde gået ad Hærvejens cykelruteversion fra Viborg til Nørre Onsild. Så i dag begynder jeg med at tage en rutebil til Nørre Onsild, sydvest for Hobro. Jeg står af bussen, tager mit regnslag på, og så er jeg klar.
Hærvejen fortsætter stik nord ad en grusvej, i en langsom stigning op mod toppen af højdedraget, efterfulgt af en stejlere nedstigning langs en skovklædt bakkeside. Vejen slår et sving, og så får jeg det første glimt af den høje græsklædte vold: Fyrkat.
Den gamle vikingeborgs vold udgør en perfekt cirkel. Et par får græsser øverst oppe og fungerer som en fin markering af skala for jordvoldens betragtelige højde. Borgvolden er gennembrudt fire steder, symmetrisk, så det skaber fire kvarte cirkelbuer. Uden for volden, i den fjerne ende af en eng rejser en rekonstruktion af et langhus fra vikingetiden sig, med en lang hvælvet ryg som en skibskøl. Oprindeligt var der seksten af den slags langhuse inden i borgen, fordelt på fire klynger.
Fyrkat ligger på en forhøjning på den flade dalbund. I vikingetiden nåede Mariager Fjord helt herind. Det omgivende terræn er stadig præget af lavvandede søer, kær og sump. Jeg krydser ådalen ad den grusvej, der fører direkte over mod den nordlige bakkekam, forbi en smuk gammel møllegård i rødt og gult bindingsværk.
Eftersom jeg jo i princippet følger en cykelrute har jeg visse forventninger til underlaget, men grusvejen er ganske oversvømmet over et stræk på mindst tyve meter, så jeg slipper ikke uden om at dyppe tæerne.
Fyrkats perfekte cirkel kan kun for alvor erkendes på et luftfoto. Set fra kanten af dalen fremtræder den som en enorm liggende ring. Den jyske længdebane ligger lidt oppe ad bakkesiden, kantet af høje løvtræer. Fra et sæde i toget kan man, som jeg altid gør, tydeligt se borgen ligge let hævet over engene, men det kan være en udfordring at erkende den grønne borgvold mod en baggrund af grønne enge. Mens løvet stadigt hænger på træerne langs jernbanen, har man kun et par sekunder til det, hvor der er en smule luft mellem træerne. I vintermånederne stiller det nøgne grenværk det betragtende øje noget bedre.
Jeg går gennem en viadukt under banen, dernæst op over bakkekammen og gennem Hobros nordvestlige forstæder. Højest oppe er man i gang med at opføre store villaer, men det er dog stadigt muligt at få et godt udblik over Mariager Fjord og Hobro med havnen inderst inde.
Snart går min vej dog nordpå, i retning mod Rold Skov. Jeg er oppe på plateauet nu, det er grundlæggende let kuperet agerland, med lange, let hvælvede bakker. Kun hvor åer har skåret sig ned i terrænet er der stejlere partier. Mange steder står der høj, uhøstet majs, der gør et sletteagtigt indtryk, og ellers er der meget eng, stadig med en del kvæg og heste på græs.
Jeg kommer igennem et par mindre landsbyer, inden jeg når frem til den lille by Rold, umiddelbart syd for Rold Skov. Herfra går jeg stik øst ad landevejen mod Arden, parallelt med skovbrynet, der løber som en lang palisade få hundrede meter mod nord. På en stubmark har tre langhalsede hjorte vovet sig frem fra skoven. I det lette slør af regn er de næsten usynlige. De ænser ikke bilerne på landevejen, men så snart jeg standser op, stikker de af.
I Arden svinger jeg mod nord og kommer straks ind i Rold Skov. Det er velkendt terræn for mig, senest var jeg her for et par år siden, da lyngen blomstrede i Rebild Bakker (vandredag 115). I dag er vejret knap så charmerende, men regnen er endeligt holdt op, så jeg kan få regnslaget af.
Skovvejen løber tæt på jernbanen, forbi de store mosearealer ved Lille Økssø, dernæst forbi Store Økssø. Jeg gør en lille afstikker til søbredden. Det begyndende efterårsløv spejler sig smukt i den klare brunvandede sø. Inde i løvskoven er den dominerende farvetone stadig grøn, men nogle steder føjer store visnede bregnekrat en markant rustrød bund til.
Syd for Rebild bryder jeg af fra Hærvejen og går i retning af Skørping. Jeg har ikke været i denne del af skoven før. Det er høj nåleskov, her og der med moser, kantede af birketræer, Det sorte vand træder frem i åbne flader. Kort efter når jeg frem til asfalt, landevejen gennem skoven, som jeg følger til Skørping. Byen har en fin gammel stationsbygning med et velbevaret vandtårn. Der er et tog i timen fra denne station, næste tog kommer samtidigt med skumringen.
Morten Ramsland: Æg, 128-269.
Jyske Vandreture 