Viborg-Hobro (227).

Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Viborg-Hobro, 40,9 km (227).
Lørdag den 23. september 2017.

Viborg er indhyllet i en tæt tågedis, da jeg ankommer med toget lørdag morgen. På min vej gennem byen går jeg forbi Sortebrødre Kirke og Domkirken i den ældste del af bykernen. Disen udvisker kirketårnenes konturer. Jeg havde håbet at kunne nyde af synet af kirkerne, der dominerer byens skyline, sådan som jeg så det, da jeg gik ved Søndersø i vinters (vandredag 192). Men så snart jeg når frem til dæmningen mellem Nørresø og Søndersø, opgiver jeg dog den tanke. Tågen er så tæt, at jeg kun har få meters sigtbarhed over vandoverfladen. Den fjerne søbred kunne lige så godt have været hundrede kilometer bred.
Jeg følger stien på østsiden af Nørresø mod nord. Rør og siv står højt langs bredden, jeg kan høre fugle pusle på den anden side, efterfulgt af lyden af en større fugleflok der går på vingerne. Hvor bådebroer giver mulighed for et kig ud over søen, kan jeg se blishøner og gråænder nær ved rørene; hvor disen tætnes længere ude ligger en skarv roligt på vandet, afbrudt af lange dyk.
Langs vandet vender store villaer deres glaspartier mod udsigten, på et lille, gammelt bindingsværkshus har ukrudtet fået fodfæste på tagryggens stråtag.
Jeg forlader søen ved den nordlige ende og går mod øst, gennem forstæderne og derpå ud i det åbne land. Disen letter noget, så snart jeg kommer væk fra vandet og det lavest liggende land. Ude i agerlandet er næsten alt kornet høster, enkelte steder er der stabler af store big baller, men ellers er det stubmarker, harvede marker og enkelte steder endda nypløjet jord. Mange steder står majsen mandshøj, jeg ser kun få, spredte marker med majsstubbe, kraftigere, højere, stivere og blegnet til knoglehvid.
Min rute svinger mod nordøst, jeg følger den nationale cykelrute tre, en cykelversion af Hærvejen mellem Viborg og Frederikshavn. Den fører mig ind i det let kuperede terræn syd for det egentlige Himmerland. Gravhøjene ligger tæt, tit i små klynger eller linjer. Små søer ligger i lavninger, og på den smukke efterårsdag som det er ved at blive, er der fine genspejlinger af efterårsløv i de glatte vandoverflader. Jeg runder de små landsbyer Rødding og Vammen med klassiske landsbykirker i hvid kalk og kampesten.
Hidtil har jeg kun passeret mindre skovpartier, men nu nærmer jeg mig et større stykke sammenhængende skov. I sydøst kan jeg også se skov, i det klarere lys, der kommer fra vandoverfladers reflekterede lys. I mellem den vej, jeg går på, og skoven derover, i en lang dal, desværre ganske usynlig for mig, ligger Tjele Langsø, 9 km lang. Søen er svært tilgængelig, der er kun adgang få steder. Et skilt viser af til Søbadet, men jeg har langt at gå i dag og må give afkald på muligheden for at nå frem til søbredden.
I stedet går jeg gennem den store skov nord for søen. Det er høj nåleskov, kantet af krat ud mod vejen. Her hænger blodrøde hyldebær i store klaser. På den anden side af skoven kommer jeg igen ud på fladere åbnere land. Et par heste græsser med et levende hegn i begyndende efterårsfarver i baggrunden. Hvor landevejen svinger ligger et ridecenter med et stor gårdsplads. En snes cykler står pænt parkeret i en lang række, alle sammen pigecykler.
En stor å slanger sig igennem engene. Det er Skals Å, på vej fra Fussingø, som jeg besøgte på min forrige vandretur (226), til udløbet i Hjarbæk Fjord, kort efter den krydses af Hærvejens gren mod Løgstør og Hirtshals. (vandredag 200).
Dagens rute strejfer Klejtrup Sø, med udsigten over lave enge og inden for hørevidde af ænderne derude. Dernæst går det mod øst, op over Den Jyske Højderyg, i en lang endeløs stigning, hvor jeg først passerer Den Jyske Længdebane, dernæst Hovedvej E45. Hvor terrænet endelig begynder at tabe højde ligger den lille landsby Nørre Onsild. Jeg benytter muligheden for at fylde mine vandflasker. Der er ikke mange kilometer tilbage af dagens vandring, men der er ingen grund til at tørste.
Jeg følger bakkedraget frem til landevejen mellem Hobro og Randers og stiger derefter ned ad den stejle bakkeside. Det er et fald på halvtreds højdemeter over en kort strækning. Hobro ligger i bunden af Mariager Fjord, på det laveste terræn af en ådal, der strækker sig langt ind i landet, ligesom fjorden tidligere gjorde det. Jeg får et kort blik på havnen og fjorden, dernæst går jeg gennem bymidten og et pænt stykke op ad den nordlige bakkeside. Her ender min vandredag som den begyndte, på en banegård.

Morten Ramsland: Æg, 1-128.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s