Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Fussingø & Ø Bakker, 32,9 km (226)
Lørdag den 9. september 2017.
Vejrudsigten har lovet byger og regn, men for én gangs skyld slipper jeg lettere: Himlen er overskyet hele dagen lang og synes på nippet til at lade tung regn falde, men det sker først, da jeg allerede sidder i en bus efter endt vandretur, og inden jeg er nået frem til banegården i Viborg, er solen endda brudt frem.
Dagens vandretur begynder i Over Fussing vest for Randers. Den lille landsby ligger på bakkekammen nord for Fussing Sø, ikke at forveksle med Fussingø, godset der ligger ved den vestlige ende af søen. Søen ligger omgivet af høje bakker, for en stor del skovklædte, den er op til 29 meter dyb. På trods af nærheden til Nørreådalen og Randers med Gudenåens udløb er Fussing Sø ikke en del af det vandløbssystem. I stedet er den en af kilderne til Skals Å, en af Himmerlands store åer med udløb til Hjarbæk Fjord, allerinderst i Limfjorden (vandredag 200).
En smal asfaltvej med et behageligt fald fører ned mod søen. En trampesti giver mulighed for at komme ind at gå på den anden side af et tæt læhegn. Det høje, uklippede græs er vådt og gennemvæder hurtigt bukserne op til knæhøjde. Men man belønnes med en smuk, uhindret udsigt over søen, hvor skoven spejles i den blanke vandoverflade. Den nordlige bakkeside er grøn græsmark med heste. Læhegnet strutter af røde rønnebær og blå duggede slåenbær. Vest for søen ligger Fussingø avlsgård med mure i gul kalk. Den hvide hovedbygning ligger tilbagetrukket fra søen. I dag er godset statsejendom, konfiskeret fra en tysk adelsslægt efter Anden Verdenskrig.
På den græsklædte bakkeskråning foran hovedbygningen græsser herefordkvæg. Den anden side af bygningen vender ud mod en lille opstemmet sø, som jeg runder, ad skovveje, før jeg kommer ud på de små enge nær skoven. Flotte gamle træer i skulpturelle former kanter en smal landevej, inden jeg et kort stykke vej følger en afmærket vandrerute gennem denne fløj af de omfattende godsskove. Da jeg var her i vinters (vandredag 182), ankom jeg gennem de vestlige skove, men i dag bryder jeg af, drejer mod nord og krydser den flade Skals Ådal.
På dalens nordside rejser sig en lang takket bakkekam med smukke overdrev: Læsten Bakker, et fredet område. Fra landevejen fører en sti langs foden af bakkerne. De stejle bakkesider er bevokset med spredte småtræer og enebuske. En sidesti giver mulighed for at gå op gennem bakkerne til udsigtspunktet Kragbjerg Høj (57 m), hvorfra der er et storslået udsyn over hele ådalen. En børnefamilie med fire børn og tre venlige hunde holder rast på toppen. Jeg tager mig også en slurk vand efter den lange opstigning.
Bagefter vender jeg tilbage til dalbunden og fortsætter mod vest, indtil jeg når en gammel hulvej, som fører op gennem en mindre sidedal. Hidtil har bakkerne været overdrev med frodigt græs som en flok køer nyder godt. Langs vejen står små egetræer med store grønne agern. Hulvejen er nu også kantet med tykke bræmmer lyng, og længere fremme er små stræk af bakkesiden dækket af lyng, omgivet af krat. Formodentlig er det de sidste rester af langt mere omfattende hede. Lyngens blomstring er på de absolut sidste, enkelte ris står stadigt med blomster i skarp lilla, men det dominerende indtryk er afblegede blomster og brun hedeflade.
Hulvejen svinder ind til en sti og fører frem til en smal landevej, som jeg følger mod vest, ind i ådalen. Da jeg krydser den flade dalbund, har jeg også passeret et vandskel, den bæk, der løber under landevejsbroen er et tilløb til Nørreåen, som ved Fladbro (vandredag 119) støder til Gudenåen med udmunding i Randers Fjord (vandredag 16).
Over nogle kilometer går jeg ad samme vej som i vinter – blot i modsat retning, egentlige er det en cykelrute. Snart drejer jeg imidlertid fra for i stedet at gå ad små veje i den nordlige side af ådalen, på kanten til de brede enge. Den vej, jeg følger, bærer navnet Langdyssevej, og ganske rigtigt passerer jeg snart en langdysse, et stykke ude på den flade dalbund. Af og til kryber vejen opad bakkesiden og giver et videre udblik over de grønne enge med græssende kvæg nærmest vejen og tilgroede kær længere ude.
Til sidst møder grusvejen igen en asfaltvej, der snor sig op gennem en lille dal og ud til landevejen mellem Viborg og Randers. Jeg må gå et par kilometer ad den travle landevej, indtil jeg når frem til Ørum. Senere skal jeg med bussen fra stoppestedet her, men først skal jeg endnu en tur ned i Nørreådalen.
Tre kilometer syd for byen, på den flade dalbund, ligger Ø Bakker (vandredag 183), der rejser sig halvtreds meter over ådalen. Bakkeknolden har en fortid som ø i den fjord, der engang strakte sig næsten ind til Viborg. Midt på bakkekammen, nærmest som et saddel, er der bevaret et betragteligt hedeareal, omkring to kvadratkilometer. En sti giver mulighed for en rundtur i det kuperede terræn. Det højeste punkt er 53 meter over havets overflade, og der er en fantastisk udsigt hele vejen rundt: Over ådalen, bakkerne mod nord, heden og den omgivende skov, fåreflokken der græsser på hedens lavere område.
Ligesom i Læsten Bakker er lyngen næsten blomstret af, så der er kun spredte pletter med lilla farve. Store bregnekrat står visne hen. Ene breder sig på terrænet, som enkelte buske eller småkrat. Her og der ses spor af gamle hulveje.
De trampestier, jeg går ad, er smattede og glatte efter de foregående dages regn, så jeg stiger ned fra højderne med største forsigtighed, krydser ådalen for sidste gang i dag, stiger op ad bakkesiden, også for sidste gang, indtil jeg kommer op på det flade plateau med Ørum lige fremme.
Brett Westwood & Stephen Moss: Natural Histories, 266-404.
Jyske Vandreture 