Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
De Himmerlandske Heder, 38,5 km (225).
Lørdag den 2. september 2017.
Jeg står af bussen ved efterskolen i Ranum, samtidig med at en stor flok unge mennesker står på. Selv herinde i byen kan jeg se ænder i luften og høre højlydt snadren i det fjerne, og lydstyrken bliver kun højere, jo tættere jeg kommer på søen. Vilsted Sø blev reetableret for ti år siden, efter at have været tørlagt i mere end hundrede år. Den ejes af Aage V. Jensens Fond, der for et par år siden lod en 240 meter lang træbro tværs over søen opføre.
Søen er omgivet af brede enge og store rørskove. En sti fører hele vejen rundt. Der er kvæg på græs og gæs og ænder ved søbredden. Jeg går over den lange træbro, der har et løft midtvejs for at lade kanoroere passere. Længst mod syd kan jeg se en stor hvid bygning med rødt tegltag: Vitskøl Kloster. I forgrunden, ved søbredden, står et stort udsigtstårn med en rampe til kørestole, endnu en gave fra naturfonden.
Jeg følger stien rundt om søen mod nordøst. Den løber på et halvt hundrede meters afstand af søbredden, og naboskabet betyder, at luften er fyldt med myg. Solen i øst har fået mig til af tage kasket på, men nu ryger den af hovedet, så jeg i stedet kan bruge den til at vifte insekter væk.
Landsbyen Vilsted ligger ved den nordlige ende af søen, herfra går jeg ind i landet. Mange af kornmarkerne er allerede høstet, nogle af dem er endda blevet harvet. Enkelte steder stå kornet dog stadig højt, men den gyldne farver er blegnet til en gråhvid tone, der får det blå frem i kornblomsterne.
Jeg går ad små landeveje og grusveje mod øst gennem et let kuperet agerland, hvor der altid synes at være mindst en silhuet af gravhøje inden for synsvidde. Til sidst når jeg frem til banestien mellem Viborg og Løgstør, der også udgør en del af Hærvejen mellem Viborg og Hirtshals (vandredag 210). Banestien strejfer her den vestlige kant af de himmerlandske heder. Da jeg kom denne vej først i juni, var heden præget af blomstrende gul gyvel. I dag står gyvelbuskene i stedet med sorte bælge.
De Himmerlandske Heder er et bælte af heder, omkring ti kilometer i øst-vest retning, op til to kilometer i bredden nord-syd. Den vestligste af hederne, som jeg netop er nået frem til, bærer det meget sigende navn Vindblæs Hede. Hederne ligger på en lang højderyg, der i sin tid har været udsat for sandflugt, hvilket på nogle steder har ført til dannelse af klitter.
Lyngen har ikke den samme intense lilla farve, jeg har set dække store arealer på mine seneste vandreture. Mange af lyngens tuer står stadigt med klare lilla blomster, men lige så mange ris har visne blomster i en bleg gulbrun farve. For øjet blandes de to farver sammen og giver lyngtæppet en spættet rødbrun farve.
Jeg har ikke heden for mig selv i dag, der er en del gæster, hvor adgangen med biler er lettest, men først og fremmest er der masser af kvæg til afgræsning af heden, især skotsk højlandskvæg, med vidt svungne horn og bølgende brun pels. På afstand er dyrene nysgerrige, men når jeg kommer tættere på, flygter de eller danner på moskusoksevis en samlet front af pandeskaller og horn, kalvene inderst i flokken.
Vindblæs Hede er præget af en lang stigning på tredive højdemeter. Øverst oppe er der en vid udsigt til landsbykirker og vindmøller ude ved kysten. Hovedvejen mellem Løgstør og Hobro skærer igennem lyngen. Hedens sydlige bakkeskråning er præget af opvækst af buske og har en brat overgang til plantage. Som det er tilfældet andre steder, er de himmerlandske heder rester af langt større hedeområder, der siden er blevet til agerland eller plantage. Et par hundrede meter inde i den nuværende plantage, ved en restaureret gravhøj, står en lille mindesten, der markerer fundstedet for Skarpsallingkarret. Skarp Salling er en landsby fem kilometer mod nord. Karret blev fundet i 1891 under bortgravning af gravhøje i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen få hundrede meter borte.
Karret er en klassisk fund i dansk arkæologi, “det kønneste stenalderkar i Norden”, som der står på mindestenen. Originalen findes på Nationalmuseet, Vesthimmerlandsmuseum i Års har en kopi, og enhver kan se karret afbildet på en halvtredskroneseddel.
Jeg følger en vandrerute i kanten af heden mod øst. Lejlighedsvist fordrives lyngen af græshede eller overdrev, men snart kommer jeg op på højdedragets plateau, hvor det rødbrune lyngtæppe strækker sig fladt over mod en fjern plantages skovbryn mod nord. Kort efter har jeg passeret Oudrup Hede og kommer ind på Lundby Hede. Skyer kommer og går, men det er blevet en ganske solrig dag. Bortset fra kvæget, et par heste og de skrigende musvåger over mit hoved har jeg heden for mig selv – jeg er kommet på afstand af de lettest tilgængelige parkeringspladser ved hovedvejen.
Jeg krydser en grusvej og kommer ind i et kuperet dalstrøg med grønne bakker og skarpt markerede overgange til lyng på de højere partier. En bjælkebro med tre planker giver mulighed for at passere en lille pludrende bæk og gå op i bakkerne. På et fladere plateau fører en lang lige grusvej mod øst, mit kort hævder, at det er en rest af den gamle landevej mellem Ålborg og Løgstør. Afbleget græshede afløser lyngen. Lyngen er ikke det eneste, der forsvinder, rutemarkeringen er væk, det samme er tilfældet med flere af de små veje, der er vist på mit kort.
Således er jeg henvist til at fortsætte mod øst, ad en spinkel trampesti gennem dyrket land, indtil jeg endelig når frem til asfalt og må gå et stykke mod nord for at komme ind på Ajstrup Hede.
Heden bliver afgræsset af får i den første fold. Der er sortbroget malkekvæg i den næste indhegning. Det gør et pudsigt indtryk efter alt det vilde højlandskvæg, jeg har set sig tage så smukt ud hele dagen.
Jeg er ved vejs ende med hederne, nu går turen gennem et par småskove og ad landevejen mod nord. Snart kan jeg se Halkær Bredning, en gren af Limfjorden, mod øst. Bakkerne på den anden side spejler sig i det blanke vand. En stor flok sorte heste græsser på en eng ud mod fjorden. Den smalle asfaltvej fører frem til Sebbersund, hvor landevejen mod Nibe går over en dæmning mellem bredningen og fjorden.
Den travle hovedvej holder sig tæt på fjorden, Nibe ligger et godt stykke mod nord. Jeg går de få kilometer derhen i et rask tempo.
Brett Westwood & Stephen Moss: Natural Histories, 152-266.
Jyske Vandreture 