Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Isenvad-Them, 28,2 km (224)
Lørdag den 26. august 2017.
Lige som i sidste uge starter min vandretur i Isenvad, ved kirken som også er stoppestedet for bussen mellem Herning og Horsens. I modsætning til de mange gamle landsbykirker i granit eller hvidpudset kalk, jeg ser på mine vandreture, er den i røde mursten, fra 1893, hvad der vel praktisk talt er nybygget for en kirke.
Turen går mod øst, mod de store midtjyske plantager og de rester af heder der har fået lov at ligge tilbage mellem nåletræerne. Dagen er grå og overskyet, men uden nedbør og således udmærket vejr til en vandretur. Noget usædvanligt står der høje solsikker i vejkanten, da jeg kigger nærmere på dem, viser det sig, at en landmand over en længere strækning har sået et mix af blomsterfrø i kanten af sine marker.
Snart når jeg frem til kanten af Gludsted Plantage, der strækker sig helt over til Hjøllund ved hovedvej 13 mellem Viborg og Vejle. Herfra rækker mindre sammenhængende plantager videre til Søhøjlandets skove. Der er blevet langt mellem gårdene, kornmarkerne er alle høstede, enkelte steder stadigt med de store bigballer liggende i lange rækker foran plantagen.
En kort skovvej fører gennem skoven ind til hedestykker, der er fuldstændigt indesluttet i plantagen. En lilla væg rejser sig for enden af den snorlige skovvej: Isen Bjerg.
Isen Bjerg er en fritstående lyngklædt bakke (102 m), en bakkeø, midt på den flade hedeslette. Jeg var her forbi i marts sidste år (vandretur 139), og nu er jeg tilbage for at se lyngen i blomst. Bakken hæver sig femogtyve meter over den omgivende hedeslette. Fra syd er opstigningen en lang jævn vandring. Bakkesiden er bred skråning, der løfter sig over den omgivende plantage. Fra toppen ser man således mod syd og vest en flade af lilla lyng, et bælte af graner og bag det agerlandet. Mod nord og øst er der bevaret flad hedeslette foran bakken, der her har en stejlere skråning ned mod en parkeringsplads.
Ved parkeringspladsen står en mindesten for våbennedkastningerne til modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Jeg følger en sandvej over heden, lige som alle de andre veje her og skovbrynene er den som trukket efter en lineal. Alene fraværet at snoede skovveje og stier vidner om, at dette er planlagt tilplantning og ikke vildtvoksende skov. Jeg ser mig tilbage, Isen Bjerg ligger som en strandet hval på hedesletten.
I et skovbryn står lange rækker af bistader. Dele af heden er kær med åbne vandoverflader. Det tyder på, at heden aldrig har været dybdepløjet, den har det al-lag i behold, som vand har så svært ved trænge igennem.
Jeg forlader heden og går mod nordøst gennem plantagen, ad lange endeløse grusveje, her og der kantet af store stabler kævler. Efter at have krydset den eneste landevej gennem plantagen, drejer jeg mod øst, passerer en stor firkantet græsseslette, der udgør kasseformet åbning i nåleskoven, og nærmer mig dernæst Kolpendal, hvor jeg mødes af en fåreflok på en lille eng. De fleste dyr hviler sig i skyggen under en klynge træer, et par lam studerer mig nysgerrigt.
Kolpendal er navnet på et skovfogedhus, men også navnet på endnu et stort hedestykke, indesluttet i plantagerne. Heden er hegnet ind i to store fårefolde, så jeg går langs det sydlige skovbryn, så godt det lader sig gøre. Heden gennemskæres af hovedvej 13, og jeg kan se bilerne køre derovre, indtil jeg selv krydser hovedvejen og kommer over på den østlige del af Kolpendal. Her er terrænet præget af overgroede klitter fra sandflugtstiden og fugtige kær på de lavt liggende steder. Nogle få steder er der stadig åbne sandflugtsbrud.
Øst for Kolpendal fører en kort skovvej gennem plantage og frem til banestien mellem Grindsted og Silkeborg, den såkaldt Skæve Bane (vandredag 135). Umiddelbart nord for fører banestien på en ti meter høj jordvold gennem sumpet terræn, voldens høje skråninger er beklædt med lyng i blomst.
Øst for den gamle jernbanedæmning ligger Sepstrup Sande. Det er et gammelt indsande, for længst overgroet med lyng og nu under udbredt tilgroning med nåletræer og krat. Mit kort viser en vej i nordkanten af terrænet, men den er øjensynligt forsvundet i det tætte krat. Jeg gør et forsøg på at finde den, men havner blot i et brandbælte, der ender blindt.
I stedet følger jeg banestien mod nord til Christianshede, hvor den gamle stationsbygning er smukt bevaret. Herfra går jeg over agerlandet mod øst. Terrænet er let kuperet, men det er på den øverste del af den Jyske Højderyg, mange af de små bakketoppe kan bryste sig af at være højere over havets overflade end Himmelbjerget. Et skilt viser af til den højeste af dem, Them Bavnehøj (154 m). Jeg går dog videre ad landevejen. I udkanten af Them krydser jeg endnu en banesti, denne gang anlagt på den nedlagte forbindelse mellem Horsens og Silkeborg (vandredag 29).
I dag varetages den offentlige trafik af busser, naturligvis med et stoppested foran kirken.
Brett Westwood & Stephen Moss: Natural Histories, 114-152.
Jyske Vandreture 