Harrild Hede (223).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).


næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Harrild Hede, 29 km (223).
Lørdag den 19. august 2017.

Isenvad er en ganske lille landsby syd for Ikast. Alligevel bliver den regelmæssigt nævnt i medierne – i vejrudsigten – for varme- eller kulderekorder bliver ofte sat her. Det skyldes, at Isenvad er det sted i landet, der ligger længst fra havet. Havvandets varmekapacitet udjævner temperaturforskelle ved kystnære egne. I nærheden af Isenvad finder man da også lokaliteter med navne som Over Isen og Isenbjerg.
Nok så vigtigt, Isenvad er også et stoppested på busruten mellem Horsens og Herning, så det er muligt at komme hertil på en lørdag, hvad der langtfra er en selvfølge i Jyllands tyndtbefolkede områder. Vejret er glimrende til vandring, lidt køligt for august, og med vekslende skydække, snarere end brændende sol.
Jeg går et par kilometer mod syd ad landevejen og krydser snart mit spor ved tærsklen til Nørlund Plantage og Harrild Hede. Her gik jeg for knapt halvandet år siden, på en kold og regnfuld dag først i marts (vandredag 139). Nu er jeg vendt tilbage for at se heden i blomst.
Det store statsejede areal er ligeligt delt mellem plantage og hede, med en tilbøjelighed til at genoprette hede på bekostning af plantage. Logisk nok er der mest plantage i nord ved Nørlund Plantage og mest hede i syd ved Harrild Hede. Til sammen udgør de tredive kvadratkilometer et af de største og mest øde områder her i landet.
Jeg forlader landevejen ved et gammelt skovløberhus og træder ind på de små skovveje i det nordøstlige hjørne af Nørlund Plantage, hvor granerne også er ældst og højest. Lyngen står høj og flot i kanten af landeveje og skovveje, og jeg bliver heller ikke skuffet, da jeg når frem til plantagens skovbryn og får det første blik ud over vide hedestrækninger i en skær lilla farve. Plantagen står på det højere liggende land, og den langstrakte hældning ud over heden lægger yderligere vidde til udsigten.
Den centrale grusvej gennem terrænet er velholdt, og med jævne mellemrum står informationsstandere. Der er også vejskilte og røde markeringspæle. Ved alle indfaldsveje til området ser jeg samme syn som i sidste uge på hederne ved Ulfborg: Små plasticlaminerede opslag der gør opmærksom på opsatte vildtkameraer til “fauna-overvågning”. Ulve, med andre ord. Ulven er både blevet påvist gennem kameraoptagelser og dræbte får her i området, men så vidt vides er der endnu ikke etableret et fast par, som det er tilfældet ude ved Ulfborg.
Grundlæggende er terrænet plant her, med ganske lette hældninger. Alligevel fremtræder hedefladen mange steder riflet. Det er et resultat af tidligere tiders sandflugt, lave klitter, en til to meter høje og flere hundrede meter lange, ligger som ribber i en øst-vest orientering. Enkelte steder når klitterne mere imponerende højder.
Nær skovbrynene vokser fritstående grantræer i lyngen, enebærbuske breder sig længere ud, men enkelte steder er der store stræk åben lyng uden invasion af træer. Her og der står bistader på lange rækker. Grusvejen fører mig tørskoet gennem et stort kær, der ellers står med sorte vandflader.
Som jeg kommer længere ind i terrænet, får jeg mulighed for at variere min rute i forhold til sidst. I kanten af plantagen står et højt udsigtstårn, som jeg prompte bestiger. Udsigten er glimrende, der er nu hverken ulv eller hjort i sigte, blot skrigene fra en krage i skjul.
Min videre vej går gennem et bredt brandbælte inde i plantagen. Den sandede jord er overstrøet med klovspor fra hjorte, og der står store svampe mange steder. Selv mellem lyngens ris breder den giftige fluesvamp sig med store røde hatte.
Jeg krydser den eneste asfaltvej gennem terrænet og kommer ind på Harrild Hede. Her følger jeg en afmærket sti ind over heden. Sporet står mange steder med vand fra regnen tidligere på ugen. En kendetegn ved hede på udyrket jord er al-laget, et lag af udvaskede mineraler i jordbunden som er svært gennemtrængeligt for vand.
Stien fører til en lav, snæver ådal langs Kvindebæk i området sydøstlige hjørne. En plankebro fører over bækken. Det fugtige terræn er overgroet med krat og løber som en grøn slange gennem plateauet af lilla lyng. Syd for er der ældre plantage, Naturcenter Harrild Hede ligger her, med mulighed for en kort afmærket vandretur omkring Holtum Å, der slynger sig gennem området. Vandranunkler blomstrer i åen.
Der er pænt besøg ved Naturcentret, og som jeg begynder min tilbagevej gennem plantagerne ser jeg parkerede biler og besøgende flere steder, for arealet er langt lettere tilgængeligt fra syd. Snart giver plantagen vej for større hedeflader, end jeg hidtil har set. I et hjørne af heden er der oldtidsagre, som er blevet forhøjet af aflejret flyvesand. Længere mod nord kommer jeg frem til høje indlandsklitter, Lille og Store Langbjerg hedder de meget passende.
Samtidig trækker det sammen til regn over heden, lave sorte skyer i vest, opklaring i syne bag dem. Hvor to dybe sandspor mødes hænger et af Naturstyrelsens vildtkameraer på en pæl. Jeg går væk fra stien og krydser heden for at komme ind på skovvejene ved plantagen mod nord.
Efter et længere stræk gennem plantage kommer jeg ud på de mindre hedestykker i Nørlund Plantage, nu længere mod vest end tidligere på dagen. Det tordner i vest, og regnen begynder at falde. Det er en støt regn, men jeg kan se blå himmel mellem denne regnsky og tordenskyerne i vest, så jeg finder det ikke værd at finde regnslag frem. Et langt smalt hjulspor går i kanten af det store kær, der strækker sig mod vest. Mens jeg følger det, holder regnen op.
Omsider kan jeg så komme omkring kæret og ind i plantagen. Jeg er nået så langt mod vest, at heden grænser op til modne kornmarker, og i det fjerne kan jeg se en hvid villa, den første private beboelsesejendom, jeg har set, siden jeg trådte ind på området i formiddags.
Et snorlige brandbælte fører stik øst gennem plantage, indtil jeg igen står på lilla hede og krydser dagens tidligere rute i en ret vinkel. En arm af heden fører helt ud til landevejen, og snart efter sidder jeg i bussen mod Herning.

Brett Westwood & Stephen Moss: Natural Histories, 1-114.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s