Nørre Vosborg & Sønder Vosborg Hede, 35,3 km (222).
Søndag den 14. august 2017.
Ulfborg er en stationsby ved jernbanen mellem Skjern og Struer. På en søndag formiddag står der ikke mange passagerer af. Jeg går gennem et parcelhuskvarter, krydser jernbanen ved en udfaldsvej og står straks ved tærsklen til det store kompleks af hede og plantage øst for byen.
Meget af området er ejet af staten, plantagerne blev etableret for at dæmpe sandflugt. Her længst mod vest, hvor jeg slår ind på små skovveje, er det dog privatejet skov. Det første hedestykke, jeg når frem til, er helt indesluttet i plantage. Fortiden som sandflugtsområde er umiskendelig, terrænet er riflet med små overgroede indlandsklitter, nærmest som et oprørt hav frosset midt i bevægelsen. Lyngen er i fuld blomstring, ikke blot på heden, men også som flankering af skovvejen.
Jordvejene holder sig nær skovbrynet, så jeg går over heden for at komme ind på skovvejene ved plantagen nord for. Lyngens ris står brede og knæhøje, så jeg må finde fodfæste i blinde. I plantagen følger jeg en lang, velholdt grusvej mod sydøst. Undervejs passeres jeg ad adskillige biler, mest ældre par, på søndagstur går jeg ud fra.
Grusvejen fører mig frem til det nordvestlige hjørne af Sønder Vosborg Hede. Bag en flad hede ser man indlandsklitter med åbne sandbrud. Umiddelbart nord for grusvejen er der et åbent græsstykke mellem vej og skovbryn. Her rejser sig en lav cirkulær vold. Det er resterne af en gammel kreaturfold. Jeg har set lignende fortidslevn langs Drivvejen og Hærvejen. Nørre Vosborg, det gods der har givet navn til de store heder i området, ligger et godt stykke mod nord, strategisk nær ved den gamle færdselsåre mod syd.
Der er lettere adgang til Sønder Vosborg Hede fra syd, hvor jeg kommer forbi på tilbagevejen til Ulfborg, så derfor går jeg videre gennem plantagerne. Jeg er inde på statsejet område nu, som det ses gennem skilte og pæle i den velkendte røde farve. Et nyere opslag orienterer om, at Naturstyrelsen og Århus Universitet benytter vildtkameraer for at overvåge stedets fauna. Jeg har set lignende opslag på Harrild Hede (vandretur 139).
“Fauna” betyder ulve. Det jyske ulvepar, der fik hvalpe i foråret, holder til et sted her i nabolaget, men naturligvis får jeg dem ikke at se: Det er midt på dagen, der er en vis gennemstrømning af folk på søndagstur, og “nabolaget” er et flere hundrede kvadratkilometer stort område af den tyndest befolkede del af Danmark, en egn domineret af plantager, heder, indsander, overdrev og enge, frem for af dyrket land.
En jordvej gennem et brandbælte fører frem til Nørre Vosborg Hede, et stort, mere eller mindre rundt hedeareal, omkring to en halv kvadratkilometer i størrelse. Heden hæver sig langsomt op mod en central bakkekam med et par gravhøje i smuk profil. I det sydøstlige hjørne ligger en lille sø. Der er drivende skyer på himlen, og det skaber flotte farvemønstre på lyngtæppet, en mørkere lilla i skyggen, en intens lyslilla i sollyset.
Der er ingen stier på heden, i stedet følger jeg en snorlige skovvej i skovbrynet, indtil jeg når frem til engene omkring Lilleå. Engene skærer en vid bane gennem plantagerne. En lille flok sort kvæg har fået den håbløse opgave at holde græsset nede. Jeg går ad en grusvej i kanten af skovbrynet, indtil jeg når frem til en landevejsbro. Her har jeg for første gang muligheden for at komme til at gå et stræk på en afmærket vandresti, en klassisk “gul rute”.
Stien går gennem egekrattet på skråningen ud mod ådalen, der kun kan ses i korte glimt. På den modsatte dalside løfter et langt lyngklædt bakkedrag sig: Vind Hede. Snart svinger vandreruten bort fra dalen og ind over et mindre hedestykke, afgrænset af plantagernes firkantede skovbryn. Det meste af heden er indhegnet, der er små overgroede klitter og en lille sø. Der er en elektrisk tråd øverst på fårehegnet, og endnu en elektrisk tråd, anbragt i ankelhøjde, på ydersiden af hegnet, altså ud mod mig. Ligesom vildtkameraerne er det en konsekvens af ulveparrets tilstedeværelse, de skal ikke kunne grave sig ind til den lille flok får, der græsser ude på engene.
Efter endnu et stræk gennem ældre plantage, skal jeg pludselig brat op ad bakke, indtil jeg står ved en gravhøj og et udsigtstårn i træ. Gravhøjen hedder Lærkehøj, en informationstavle fortæller om H. C. Andersens besøg her i sin tid og inspirationen til Jylland mellem Tvende Have. Datidens smukke udsigt over endeløse hede er ganske blokeret af høj plantage. Udsigtstårnet giver adgang til – på eget ansvar som der står – et blik ud over landskabet fra en platform hævet over nåletræerne. Man ser mest endeløs plantage, blånende horisonter bag træerne. Mest markant står et firkantet felt med græsovergroede indlandsklitter mod syd.
Jeg klatrer forsigtigt ned fra tårnet og går videre mod sydøst, gennem en smuk landskabsmosaik af plantage, hede og ådalens enge. En lille flok smukke heste græsser på heden. Dagens vendepunkt er Fuglsangbro, herfra går vejen tilbage til Ulfborg. Lynghede og plantage veksler langs grusvejen, nåletræernes mørkegrønne farver, giver den lilla lyng en nærmest uvirkelig stærk glød.
Jeg forlader gul rute søger mod vest ad mindre veje og stier, der er for små til at være afmærket på mit kort, men ender snart med at med at måtte søge ud til den lange, gennemgående grusvej, der går på kanten af plantagerne og ud mod dyrket land og engene omkring Madum Å. Lilleå løber mod nordvest til Felsted Kog og Nissum Fjord. Madum Å løber mod vest, til Stadil Fjord og dernæst Ringkøbing Fjord.
Der er en bred stribe eng og dyrket land langs Madum Å, klemt inde mellem plantagene mod nord og syd. Flere steder ligger markerne udyrkede hen, høje bevoksninger af gul brandbæger breder sig vidt over de overdrevsagtige marker og langs vejrabatterne.
Efter nogle få kilometer når jeg frem til kanten af Sønder Vosborg Hede. Heden er lidt mindre end Nørre Vosborg Hede, mere klassisk vestjysk hede, en polygon afgrænset af linealtrukne plantageskovbryn. Den centrale del af heden er domineret af et gammelt overgroet indsande, stadigt med enkelte åbne sandflader. En afmærket vandrerute giver mulighed for en rundtur på heden, i syd kuperet terræn med de gamle klitter, flad hede mod nord. Som jeg kender det fra Randbøl Hede (vandredag 120 og 168), der har endnu større indlandsklitter, er der også her en skarp opdeling mellem græshede og lynghede, som skaber drastiske farvespring i landskabet. De smalle fodstier er blot et slidspor i blegt sand gennem lyngen.
Efter rundturen fortsætter jeg gennem plantagerne mod vest. indtil jeg krydser mit spor uden for Ulfsborg, og snart efter er tilbage ved den lille station.
Mario Vargas LLosa: El héroe discreto, 1-320-383.
Katrine Marie Guldager: En plads i historien.
Jyske Vandreture 