To dage på Lüneburger Heide.

To vandredage på Lüneburger Heide.
Mandag den 1. august og tirsdag den 2. august 2017.

Karup Hede (vandredag 116), Pårup Hede (vandredag 135 og 173) og Randbøl hede (vandredag 120 og 168) er navne, der engang dækkede over vidstrakte heder i det indre af Jylland. I dag er der kun spredte fragmenter af den oprindelige hede tilbage, i forskellige stadier af tilgroning. Det oprindelige landskab er opløst i en mosaik af hederester, store plantageområder, enge, overdrev og dyrket land.
Det samme er tilfældet med Lüneburger Heide, hvor der også kun er spredte rester tilbage af et langt større sammenhængende hedeflade. En god del af heden har overlevet, fordi den er blevet inddraget til militært øvelsesområde, på samme måde som Borris Hede (vandredag 98 og 165), Kallesmærsk Hede (vandredag 169 og 170) og Finderup Hede (vandredag 191) her i Danmark. Det militære terræn i Munster huser et af Tysklands ulvekobler. Og ganske som på Hjerl Hede (vandredag 117), har Lüneburger Heide også et friluftsmuseum med historiske bygninger.
Jeg bor i Schneverdingen, på kanten til et af de største tilbageværende hedestykker. Byen er på størrelse med Skanderborg og en af de største i området, turismen omkring heden har en fremtrædende plads i bybilledet, med statuer og vandkunst på de små torve, og et stort udvalg af restauranter, cafeer og iskiosker.

Fra mit hotel ved byens østlige udkant er der omkring en kilometer til den åbne hedeflade. Min første vandredag starter her. Det er ikke nogen smuk sommerdag, men udmærket vejr til vandring, en smule solskin om formiddagen, ellers overskyet, med en smule støvregn i løbet af eftermiddagen.
Denne del af heden – Oster Heide – er ganske flad og præget af tilgroning, med spredte fritstående birke- og egetræer, lejlighedsvist ene. Lyngen blomstrer, men som enkelte ris her og der, endnu ikke som et stort sammenhængende tæppe. Det dominerende indtryk er således brun hede, men på begge sider af grusvejen er der smalle bræmmer, to-tre meter bredde, med større farverigdom, især gult fra kongelys, brandbæger, perikon og rejnfan, blåt fra cikorie og blåklokke. Det er et fænomen, som også kan ses på nogle danske heder. Jordbunden er så forarmet, at der ikke kan vokse meget andet end lyng, men det støv, som trafikken på grusvejen rejser, lægger sig på begge sider af vejen, og det minimale mineraltilskud er nok til at give andre urter en chance her.
Min rute drejer i en stor bue mod nordøst, snart går jeg gennem plantage og dernæst i skovbrynet. Det flade terræn går over i en bred, lav ådal, med plantage på højere liggende areal og åben hede på bakkeside og dalbund, hvor kun spredte enebuske finder fodfæste. Der er blåbær i skovbrynet og underskoven, svampe i vejkanten. Der er talrige vandre-, cykel- og ridestier gennem området, så der er omfattende skiltning, også til et par smukke udsigtspunkter.
Det indre af heden er lukket for bilkørsel, der er heller ingen asfaltveje, derimod lange stræk af gamle landeveje med brostensbelægning. Ud over lokale vandreruter går pilgrimsvejen mod Santiago de Compostela og den europæiske fjernvandrervej E1 gennem området. En længere regional vandrerute hedder Heidschnuckenweg, den er opkaldt efter den traditionelle fårerace på heden, Schnucken, der i store flokke afgræsser området. Jeg kommer flere gange forbi store og mindre flokke af dem, de har spidse rygge, krumme horn og pels i varierende farver, hvid, grå, brun eller sort. Den lokale turistindustri bruger flittigt stregtegninger af vædderprofiler med krumme horn som logo på hvad som helst af.
Ude på heden har jeg set enkelte gamle lader, træbygninger med højt stråtag, samt mindre skure med tag af græstørv. Ellers er den sparsomme bebyggelse koncentreret omkring nogle få flækker, en håndfuld huse her og der, oftest i træ eller bindingsværk. De større bygninger har fundet ny anvendelse som restauranter eller landkroer. Jeg nærmer mig den mere besøgte del af heden, og ved en af disse gamle gårde ser jeg for første gang hestevogne til turistkørsel.
Terrænet skråner op mod Wilseder Berg, med 169 meter det højeste punkt på Lüneburger Heide. Det er højere end Himmelbjerget, men den reelle stigning er langt fra så voldsom som ved Søhøjlandets hedebakke (vandredag 118). Bakketoppen, med dens flotte udsigt, er naturligvis en turistmagnet, behørigt udstyret med trapper og gelændere, bænke og indgraveret mindesten. Ikke så langt borte ligger landsbyen Wilsede, der ikke kan nås med bil. Den huser et frilandsmuseum for heden.
Nord for strækker flad hede sig frem mod landsbyen Undeloh. Et par sortkrager skriger gevaldigt, mens de hopper rundt i sparsom græshede. I antal overgås de langt af heste, en lind strøm af hestetrukne udflugtsvogne kommer fra Undeloh, der er centrum for denne klassiske hede-oplevelse. Inde i byen er der flere ventepladser, hvor man kan leje kusk og hestevogn. Vognene spænder fra flotte kareter til ladvogne med brede gummihjul. Det er en hyggelig lille landsby med mange café- og restautionstilbud, og butikker der sælger produkter fra heden, som honning og fårepølser lavet på heidschnucken.
Undeloh ligger på kanten til den fredede hede. Derfra går jeg i en stor bue ad landevejen mod nordvest, frem til den lille stationsby Handeloh. Det er overvejende flad plantage, med lidt eng, korn- og majsmark. En enkelt større hedeområde er indesluttet af plantage. Heden er ikke indhegnet, men frisk afføring vidner om at en fåreflok har passeret landevejen for nyligt, og et trafikskilt advarer da også om krydsende får.
I Handeloh står jeg på regionaltoget og kører de ti minutter mod syd, tilbage til Schneverdingen. Toget er samme model, som Arriva bruger på de jyske regionalbaner. Hernede bruges de af et firma ved navn erixx, en henvisning til det latinske slægtsnavn for lyng, erica. Man har givet sig selv tilnavnet Der Heidesprinter, hvad der virker noget optimistisk. Det er et klassisk bumletog på et ensporet banelegeme.

Næste dags vandretur begynder med en tur til Pietzmoor, lige uden for bygrænsen til Schneverdingen. Det er et stort moseområde, vandstanden er høj, men kilometerlange plankebroer fører igennem området. De løber snorlige og møder hinanden i rette vinkler, som de tre sider af en firkant.
Jeg har besøgt flere store moser i Danmark (ofte under genopretning), som Langmosen ved Rold Skov (vandredag 84), Svanemosen syd for Kolding (vandredag 123) og Filsø Mose (vandredag 192). De har alle en stor indre moseflade. Pietzmoor, derimod, er overgroet med høje træer. Der er adskillige åbne vandflader med sort vand, hvor døde træstammer rager op, men den omgivende plantage får dem til at fremstå som til adskilte rum og ikke som en stor mose. Langs plankebroen, hvor jorden er lidt højere og tørrere, vokser der blomstrende lyng. Selv om klokken endnu ikke er ni, er der allerede adskillige andre besøgende, og da jeg forlader mosen, møder jeg en hel busfuld turister.
Jeg gør mod øst i kanten af Oster Heide. Det er solskin, og lyngen blomster faktisk i større sammenhængende stræk på den flade del af heden. Stien fører over en mindre mose, også den med plankebroer, indtil jeg kommer ind det mere sammensatte landskab syd for heden. Der er ældre løvskov, hvor en gammel skovridergård er konverteret til naturcenter. En enorm kornmark med et enligt skydetårn midt i det gyldne korn grænser op til skovbrynet.
Plantage, overdrev og hede veksler indtil jeg når frem til den lille flække Tütsberg. Stedet har en usædvanlig stor parkeringsplads: dette er endepunkt for bilkørsel sydfra, herfra må man kun bevæge sig til fods, på cykel eller i hestevogn. Adskillige biler har da også ophæng til cykler monteret over den bagerste kofanger, og jeg har ikke gået langt mod nord, før jeg møder den første hestevogn. Inden da har plantagerne trukket sig tilbage, og jeg går endnu engang igennem den brede, lave ådal, hvor heden strækker sig vidt. Sidste mark før heden tog over var en overraskelse: boghvede. Afgrøden står knæhøjt. Egentlig er det en forholdsvis anonym urt med små hvide blomster i halvskærme, men stænglerne er blodrøde med grønne blade; til sammen skaber de tre farver en intens, vibrerende farvemosaik. Boghvedepandekager er også en lokal specialitet.
Min rute går mod nordøst, på modsatte side af samme ådal jeg fulgte i går, ind til jeg igen når frem til Wilseder Berg, som er dagens vendepunkt for min rundtur fra Schneverdingen. Herfra følger jeg i begyndelsen samme rute som i går, blot i modsat retning – der er et begrænset antal sti-muligheder ude på heden. Da jeg når frem til plantagen, tager jeg en anden vej tilbage. En lang lige grusvej gennem halvåben egeskov, hvor skovbunden er dækket af et tykt lag blåbærris.
Omsider når jeg frem til nordkanten af Oster Heide. Min opmærksomhed fanges af et af de lange træskure, jeg har set flere steder, egentlig blot et halvtag. Dette er fyldt med, hvad der ligner stabler af grønne kartoteksskabe. Det viser sig at være bistader. Smalle spalter giver bierne adgang til stadet, og insekter sidder lag på lag der, et tyk kriblende masse, mens summende bier i luften leder efter landingsplads.
Vandreturen er næsten slut, blot et par kilometer over heden og gennem en smal plantage, og så er jeg tilbage på hotellet i Schneverdingen.

1. vandredag, Scheverdingen-Undeloh-Handeloh, 30 km.
2. Vandredag, Schneverdingen-Wilsede-Schneverdingen, 33 km.

Naomi Klein, No is not enough, 52-273.
Mario Vargas LLosa: El héroe discreto, 1-320.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s