Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Hinnerup-Frijsenborg, 35,7 km (385).
Tirsdag den 29. september 2020.
Hinnerup ligger tyve minutters togrejse nord for Århus. Fra perronen er der udsigt til den østlige fløj af Frijsenborgskovene, som danner et skovbryn ud mod stationen. En fodgængertunnel fører under jernbanen og gør det muligt at træde direkte ind i skoven. Jeg vælger i stedet at gå et kort stykke mod syd og få adgang til den store skov gennem en sortmalet træport. Tværbjælken bærer et stort W prydet med en aristokratisk krone, en påmindelse om at det er adelsslægten Wedell, der er herrer på Frijsenborg. Den grusvej, som jeg kommer ind på, løber hele vejen gennem denne fløj af Frijsenborgskovene og videre frem til slottet, som skovene skylder deres navn. Vejen hedder Linen, er mere end ti kilometer lang, og består af lange lige linjestykker med nogle få knæk. I sin tid blev vejen anlagt for at føre herskabet på slottet frem til jernbanestationen i Hinnerup. Der er ikke meget sol, men det er en varm dag for årstiden, uden meget vind. Den første kilometer følger jeg Linen, indtil jeg drejer ud på små og mindre brugte veje. En ravn skræpper hæst en enkelt gang, åbenbart for vant til spadserende og hundeluftere her nær byen, til at gøre mere ved det. Længere inde i skoven er det skovskader, der tager sig af alarmkaldene, og små flokke af mountainbikere der udgør trafikken på grusvejen. Partier med ældre høj granskov veksler med skovede lysninger og lave nykulturer. Store områder af skovene er hegnet ind til vildt, mindre stykker for at beskytte de spæde grantræer og deres delikate knopper fra sultne hjorte. Hochsitze står alle steder, spredte foderpladser på afstand af vejene. På det højere liggende terræn er der lysåben bøgeskov, mens blandet løvskov og tæt krat flankere fugtigere områder, hvor der ofte er kær med knæhøjt vegetationsdække. Blomsterne er næsten væk, nogle steder afløst af frøstande i skulpturelle faconer. Træernes løv er stadigt overvejende grønt, kun langs skovbryn og veje er der gule og røde farver. Høje råb fra mountainbikere gjalder i luften, som en flok cyklister passerer på Linjen. I den roligere dele af skoven drejer to lydløse ryttere ud sidevejen mod nord og står i smuk silhuet mod skovbrynets lys. Jeg drejer ind på den overgroede skovvej, de kom fra. Snart bliver den til et fugtigt spor. Som jeg kommer ind i nåleskov, møder jeg de første eksemplarer af den giftige rød fluesvamp, de fleste endnu ganske små. Andre steder gror klynger af gyldent brune svampe på råddent ved. De gør et mere appetitligt udseende, men det er der imidlertid tænkt på: Skovbruget har opsat plasticlaminerede opslag som forbyder indsamling af godsets svampe med skyldig henvisning til gældende lovgivning. Beskeden er gentaget på polsk. Jeg vender tilbage til Linen og følger den et stykke. Langs vejen ligger der små skovrider- og skovløberhuse. I en lysning ved et af dem, som det er tilfældet ved mange af skovbrynene, står der et stort smukt egetræ, som kædesavene ikke har fået lov at røre. Stammen er en tyk tromle og trefjerdedele af kronen står som afløvede, nøgne grene. Det nederste grenlag står grønt og levende, som et flagrende forklæde. Lige inden for det vestlige skovbryn ligger et af de fine gamle skovløberhuse. Linen fortsætter i kanten af skoven til Jernit, et af de talrige små godser, der er samlet under Frijsenborg. Jeg tager imidlertid grusvejen mod nord, ud over det åbne land. Godsets marker er enorme, og vildthegnene følger med dem. I det åbne land patruljerer musvåger nær skovbrynene. Jeg når frem til asfaltvej og følger den et kort stykke, indtil jeg kan følge endnu en jordvej ind den nordlige fløj af Frijsenborgs skove. Godsets skove ligger i et firkløvermønster omkring selve slottet. Det nordlige kløverblad strækker sig langt mod nord, hvor de går over i skovene ved Bidstrup Gods (vandredag 290). Centralt ligger Granslev Ådal, hvor skovene er trængt tilbage til de stejle bakkesider øst og vest for engene (vandredag 175). Jordvejen snor sig ned til dalbunden, hvor Pøt Mølle, hotel og restauration, ligger idyllisk ved en opdæmmet skovsø. Det er egentligt mit vendepunkt på dagens tur, men jeg giver mig tid til at gå lidt videre og nyde udsigten gennem Granslev Ådal. En stor portion af ådal og skovklædte bakkesider er hegnet ind til vildsvin. Der drives jagt på dyrene, så de er særdeles sky. Ikke desto mindre advares der mod fodring af dyrene, denne gang ikke blot på dansk og polsk, men også på engelsk og tysk. For skams skyld går jeg op i skoven, til Pukkeldam, hvor vildsvinene ofte holder til (vandredag 187). Der er klovspor, men intet spor af grise, ikke engang den karakteristiske stank. Til gengæld er der skovet grundigt på skråningen over dammen, og jeg kan høre save i gang et kort stykke borte. Intet under at dyrene har foretrukket et fredeligere sted. Dammens vand er sort og stillestående. Fra et rør i dæmningen løber en pludrende bæk ned mod dalen. Jeg følger en skovvej samme vej og giver mig i kast med tilbagevejen. En fasanhane løber ud på engen, selv den blege sol får fjerdragtens farver frem. Ved Pøt Mølle går jeg ad landevejen mod syd. Et muntert lille skilt ønsker cyklister god fornøjelse med bakken, der er 600 meter lang, med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,8. Et tilsvarende skilt ønsker tillykke, når man har kæmpet sig op på plateauet 59 højdemetre senere. Et langt, fladt stykke fører hen til Frijsenborg Slot. Fra vejen kan man kun lige se de højeste spir, resten er skjult bag de store træer i parken. Kun fra de små skovveje vest for slottet kan man få et blik på det smukke slot (vandredag 92). Ved slottet krydser jeg igen Linjen, der markeres af en lang allé som flankerer vejen på den sidste strækning fra Jernit til Frijsenborg. Porten ind til slottet har samme W med krone som den ydmyge træport i Hinnerup, men det er en anderledes statelig konstruktion med murede piller og jerngitterlåger. Store rododendronkrat flankerer begge sider af porten. En lille flok fasaner piler fra det sikre krat ud på engene. Ingen af dem går på vingerne, og de virker tøvende, som om det er opdrættede og udsatte fugle og ikke vilde fugle. Syd for slottet ligger den store avlsgård, med en stor lagerbygning. Lasteplads står der på dansk og tysk og hele tre østeuropæiske sprog. Slotsparken når helt ud til landevejen. På den anden side af vejen ligger, hvad der ligner en gammel jagthytte, hvide mure, rødt bindingsværk og et højt kegleformet stråtag. Herfra kan jeg følge en smal landevej ind i den sydlige fløj af Frijsenborgskovene, inden jeg skrår mod øst og går tilbage mod Hinnerup. I en stor lysning, umiddelbart før jeg drejer af, springer en hjort pludselig ud fra krattet. Ikke helt så stor som en kronhjort, med mørkebrun vinterpels og et stort hvidt spejl. Det er en sikahjort. Sika er en forvanskning af det japanske ord for hjort. Arten hører hjemme i Østasien, men blev omkring år 1900 indført til europæiske dyrehaver. Enkelte steder, som her ved Frijsenborg, blev der også etableret fritlevende bestande. Tilbage på skovvejene går jeg et langt stykke mod nordøst. Solen er blevet stærkere og kaster lyspletter ned i underskoven og får selv det visne bregnekrat til at tage sig smukt ud. Snart krydser jeg velkendte veje (vandredag 252), og for variationens skyld går jeg over det åbne land. En grusvej fører ud af skoven, den har friske aftryk fra hestesko, fra en lille gruppe ryttere, pensionister alle sammen. To-tre ejendomme ligger i kanten af skoven, i en lille fold kan et halvt dusin får glæde sig over to ganske særlige læskure, nærmest små stråtagskonstruktioner. Et tårnfalk har fundet en ledig plads i det attraktive luftrum nær skovbrynet. Agerlandet er domineret af godsets store marker. Kun nær den lille landsby Tinning er der asfaltveje. Trafikken er dog så ringe, at høns går frit omkring på en lille fælled blandt husene. Nordøst for landsbyen fører en lang grusvej på ny ind i skovene. Der er slåede græsmarker på begge sider af vejen, og en svag duft af hø hænger i luften. Inde i skoven følger jeg en skovvej mod øst. Den er svært tilgroet, men et godt brugt mountainbikespor holder et slidspor åben. Ad små veje og spor kommer jeg tilbage til Linen, kort før Hinnerup. Jeg tror, at dagens oplevelser er ovre, men et par egern i nåleskoven grenværk fanger opmærksomheden. Det ene piler lynhurtigt nedad stammen og forsvinder, mens nysgerrighed får det andet til at blive hængende et ekstra minut. Snart efter passerer jeg træporten og går den korte vej hen til stationen.
Jyske Vandreture 