Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Alken-Ry, 33 km (384).
Lørdag den 19. september 2020.
Det er op ad formiddagen, da jeg står af toget ved trinbrættet i Alken. Morgentågen hænger endnu i luften – og bliver hængende adskillige timer endnu. Som jeg kommer ud af landsbyen og får det første glimt af Mossø, er bakkesiderne omkring den store sø da også slørede, og landskabet ligger hen i et gråt lys. Løvet hænger endnu på træerne, og blandt vejkantens afblomstrede vækster står andre urter stadig med farverige blomsterhoveder.
Mossø, Jyllands største sø, fylder ådalen fra bakkeside til bakkeside. I den østlige ende får søen tilløb af Illerup Å. Illerup Ådal (vandretur 86), få km borte, er kendt for store våbenfund fra jernalderen, som i dag er udstillet på Moesgård Museum. De seneste år har store arkæologiske udgravninger her ved Alken Enge har også ført til fund af store mængder skeletter, der antages at være overvundne krigere, faldne på slagmarken eller ofrede i sejrsceremonier.
Ved Vædebro ligger en smal stribe små sommerhuse på begge sider af landevejen. Med de seneste års voksende mængde vinterregn er der hyppige oversvømmelser af huse og haver, og vejen er sommetider lukkede i længere perioder. I dag er der dog fri passage og mulighed for at bese søen fra en bådebro. En gråhejre og en lille flok gråænder letter fra smult vande nær bred og rørskov. Længere ude på søen ligger en stor flok blishøns og en svanefamilie. Svaneungerne er lige så store som forælderfuglen men stadig i grå fjerdragt. De viger ikke mange centimeter væk fra den hvide voksne fugl, og selv når de tipper over og jager de lange halse ned under vandoverfladen foregår det synkront, gumpene står lige i vejret som omvendte kræmmerhuse.
I den vestlige ende er søen omgivet af skov. I øst er der dyrket land på bakkesiderne, mens søbredden er kantet af krat. Som jeg fortsætter, finder jeg ind på grusveje gennem sommerhusområdet Mossøbrå, og videre ad slåede stier på en offentligt område ejet af Naturstyrelsen. Stien går på skrænten, få meter over søen, af og til er der små trampestier ned til søbredden. Større stammer i krattet er overgroet med vedbend, der blomstrer med små grønne blomster arrangeret i større runde kugler på størrelse med en golfbold. Lave krogede egetræ danner krat.
I princippet er der bademulighed her, men skiltning advarer mod farlig algeopvækst og vandet ligner grøn maling. Der er en smal sandstrand, aldrig mere end en meter bred, og hurtigt overgroet til begge sider med uigennemtrængeligt krat og rørskov.
Vedbenden blomstrer, gederamsen derimod har for længst mistet sin lilla farve, og de store felter i lysningerne står planterne nu med visne hvide toppe, så tæt som aks i en kornmark.
Tilbage på asfalt følger jeg den mindre landevej frem til den travle hovedvej fra Skanderborg til Østbirk og Brædstrup. Som det første dukker landevejen ned i den dybe ådal, der fører Tåning Å fra Skanderborg Sø frem til Mossø. Hvor vejen krydser åen ligger en ophalingsplads for kanoer, og, på modsatte vejside, Fuldbro Mølle. Det er et smukt vedligeholdt bygningskompleks i okkergule farver, mere en lille fabrik end en enkel vandmølle. Jeg har været her før, for flere år siden, på en tur rundt om Mossø (vandredag 79). Den lille landevej, der følger åen det sidste stykke frem mod hovedvejen kommer oppe fra Ejer Bjerge med Danmarks højeste bakketoppe (vandredag 78).
Jeg følger hovedvejen op på plateauet, hvor det dyrkede lands majsmarker tillader en smuk udsigt over søen, de skovklædte pynter står fint aftegnede på trods af den vedholdende tåge. En kort stykke længere fremme kan jeg dreje ind på den mindre befærdede vej mod Kloster Mølle, ved det sydøstlige hjørne af Mossø. Der er færre biler, men lørdagens strøm af motionscyklister fortsætter, to-tre stykker ad gangen, af og til større flokke, alle i spraglet lycra.
En musvåge skriger, som den glider langs et skovbryn. Den store flok gæs på marken lader sig ikke anfægte af det. Ved den lille landsby Djørup slår jeg ind på markveje. Nypløjet jord fremstår i varme brune nuancer mod den grå dag, og så passerer jeg skovbrynet. Min opmærksomhed fanges af klynger af gødningsbiller, med rygskjolde der er sorte og glinsende, som autolak. De næste hundrede meter er der flere biller, de fleste af dem desværre kørt ihjel i grusvejens slidspor. Tæt ved hinanden ligger to biller og spræller, fanget på rygskjoldene. Jeg tager et par sekunder til at rette dem op. For mit indre øje forestiller jeg mig, at de har kæmpet om det samme uimodståelige stykke gødning, og, som to skildpadder, væltet hinanden om på ryggen.
Skovvejen skrår i en flere kilometer lang linje ud mod søen og ned ad bakkesiden. Skoven er først nåleskov, grusvejen har hulvejskanter. Længere nede fortsætter vejen som en trampesti gennem birkekrat, og da jeg når søen, er der høje løvtræer, hvis løvhæng rager ud over søen som gardiner.
Egentlig udsigt over søen får jeg først, da jeg når frem til engene ved Kloster Mølle. Låger giver adgang til at gå gennem folden. Kvæg, i lysebrune og skimlede farver, ligger på den yderste brink, hvor engene åbner sig mod søen. Skovene spejler sig i det stille vand, i det fjerne er to røde kanoer på vej mod Kloster Mølle. For ikke at forstyrre kvæget cirkler jeg uden om det brede kær, der dækker den laveste dele af engene.
Kloster Mølle udgøres af en klynge rødkalkede bygninger. De sidste år af sin aktive eksistens blev møllen brugt i træindustrien, og det har efterladt en stor tørrelade i træ. Siden blev den købt af staten i forbindelse med en fredning, og nu bruges den til naturformidling. Jeg følger et skilt mod fugletårnet. Det er dog ikke samme slags fugletårn, som jeg så ved Lindholm Hoved, blot en kilometer herfra, på min forrige vandretur (383).
I stedet er det en platform, i tredjesalshøjde, placeret i gavlen af den sorttjærede tørrelade. Herfra er der vid udsigt over vestenden af Mossø og de store enge her. Klods op ad tørreladen løber Gudenåen ud mod søen. Det vil sige, det er det sidste stykke af den kanal, som tidligere tiders munke byggede til vandmøllen. I foråret blev man færdig med reetableringen af Gudenåens oprindelig forløb. Derfor løber der nu blot en smule vand gennem kanalen, ligge akkurat nok til at holde vand i fisketrappen. Det er dog kun de største fisk, der kan benytte den, og det er en væsentlig grund til genoprettelsen af det oprindelige løb. I Klosterkanalen er vandet sort og stillestående.
Hovedløbet passerer jeg ved landevejen vest om engene. Der er blevet lavet kunstige blinde sidearme til åen, for at engenes indlandsdelta bedre kan rumme de større vandmængder i de vådeste måneder. En afmærket sti fører ind i området nord for engene, en blanding af skov, græsning og kær. Fra skovbrynet er der en smuk udsigt mod syd, Klostermølles enge neden for Sukkertoppen og den skovdækkede bakkeside (vandredag 247).
Fra markvejen leder låger ind til en stor indhegnet fælled, hvor kvæget næsten har græsset vegetationen ned til golfbanehøjde. Inde i folden gør jeg en afstikker til den østlige ende for af få et blik på Gudenåen, som den forlader Mossø. Mod nord, over det græssende kvæg og skovene kan jeg se kirken i Gl. Rye (vandredag 293).
Jeg forlader folden, og snart efter den afmærkede rute, for i stedet at skære gennem skoven ud til den stribe sommerhuse, der ligger langs bredden af Salten Å. For enden af den grusvej, der betjener sommerhusene ligger en kanoplads og et lille teltningsområde. Mit kort viser en blind vej mod øst, næsten ud til det sted hvor Salten Å udmunder i Gudenåen. Vejen består kun som skyggen af et hjulspor, og den er blevet indlemmet i en hestefold. Der er imidlertid adgang til folden, og jeg følger stien så langt, jeg kan. Små støvbolde vokser frem alle steder. I sidste ende må jeg dog afstå fra at se de to åer mødes. I det flade landskab er engen gennemtrukket med vand i et par hundrede meters afstand fra åen og mandshøj rørskov står som en mur.
I stedet går jeg tilbage gennem folden, ad grusvejen ud til landevejen, krydser åen ved Salten Bro og drejer ind på den grusvej nord for åen, som jeg også gik ad på min forrige vandretur.
Denne gang er jeg så på vej mod Galgebakken, de lyngklædte højdedrag syd for Gl. Rye. I stedet for plantagen slår jeg ind på en sti, der fører gennem den indhegnede fårefold ved den flade hede for foden af bakkerne. Den smukke lilla farve er for længst drænet fra lyngen, kun på et par enkelte lyngkoste har de små blomster endnu ikke fået den visne hvide farve. Solen er endelig kommet frem og kaster et smukt lys over de brune lyngbakker.
Jeg krydser landevejen og finder trampestier, slidspor, blot håndsbredde, i kanten af Galgebakken og op i baglandet bag dem. Her veksler skov med græsklædte bakkesider. En flok heste falder ind på en lang kæde, det er tørsten, der driver dem hen til drikkekarrene nær vejsiden. Jeg vender mig om, hen over dyrenes rygge kan jeg se et glimt af Mossø og den høje bakkekam bag den.
Snart efter når jeg den travle landevej mod Ry. For at få en behageligere vandring slår jeg i stedet ind på de små grusvejen gennem Rye Sønderskov. Solen er kommet sent, men den får de små søer på tærsklen til Ry til at tage sig glinsende blå og inviterende ud. Nogle få skridt endnu og jeg står igen på perronen ved byens lille station.
Siegfried Lenz: Der Überlaufer, 172-210.
Jyske Vandreture 