79. Alken-Skanderborg (Mossø)

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Alken-Skanderborg (Mossø), 33,5 km.
Søndag den 18. januar 2015.

Trinbrættet i Alken har måtte lide den tort, at Arrivas tog nu kun stopper der, hvis der står passagerer synligt fremme på perronen, eller hvis der bliver trykket for stop inde i toget. Landsbyen kæmper tappert for sit liv, lokale borgere har bygget en kombineret købmand/café over for trinbrættet.
Det er en gråvejrsdag, hvor solen ikke formår at brænde igennem, temperaturen er lige over frysepunktet, der falder lidt regn og slud i løbet af dagen, men heldigvis er det tørvejr det meste af dagen.
I dag skal jeg runde Mossø, før jeg går mod Skanderborg. Det er mindst tyve år siden, jeg sidst gik søen rundt, i den modsatte retning. Alligevel er store dele af ruten velkendte for mig. De første seks-syv kilometer er en del af vandreruten mellem Århus og Silkeborg. På nordsiden af søen og mod vest. Det er et landskab, jeg har set på alle tider af året. Der er høje bakker næsten hele vejen rundt om søen, der tilmed er ganske dyb, ned til 22 meters dybde i den østlige ende.
Efter at være gået ad landevejen og passeret en spejderhytte, en sumpet lavning, og dernæst være steget op ad en stejl skovklædt bakke, forlader jeg landevejen og går ad smattede skovveje, kørt til lange pytter og dybt pløre af skovningsmateriel, hvis brede dæk har efterladt et dybt riflet mønster i mudderet.
Ruten tager en markvej langs søen, men oppe på bakken. Selv på en let diset, overskyet dag som denne, er der en fantastisk udsigt over søen. De hvælvede bakkesider står friskgrønne ned mod søen. I udkanten af den lille landsby Boes skrår ruten ned mod søen og skrumper ind til en blot og bar sti. I kanten af søen er en bådebro trukket på land og stablet op i segmenter. Den visne rørskov skinner gult i det dæmpede vinterlys. En god halv kilometer kan jeg gå tæt på søbredden, før jeg drejer fra og igen skal op i bakkerne.
Først skal jeg imidlertid forcere dagens mest betænkelige afsnit, flere hundrede meter igennem sumpskov, hvor stien er fugtig, selv på den tørreste sommerdag. Den er da også oversvømmet på et langt stræk, og jeg må bruge min vandrestok til møjsommeligt at lodde dybden af det forræderiske mudder og det sorte, stillestående vand, men jeg slipper nogenlunde helskindet igennem. Efter en kort vandring gennem åbent landskab og smalle skovstykker står jeg igen ude ved landevejen, på bakken over for Gudensø. Kællingstibakke hedder den, men det skal man vel ikke tage personligt.
Få hundrede meter længere henne ad landevejen går vejen til Ry fra i et t-kryds. Der gik jeg så sent som for en måned siden (vandredag 75), og som jeg fortsætter ligeud nu, hen mod den lille landsby Emborg, hvor Øm kloster ligger, går jeg nu i mine egne fodspor, om end i modsat retning. Endnu en gang passerer jeg den lille, langstrakte lavning, der er en rest efter munkenes kanal fra Mossø til Gudensø. I Emborg, med smukke gamle landsbyhuse, ligger museet ved Øm Kloster vinterøde hen. I forbifarten kaster jeg et blik ind over de glasoverdækkede grave. Det er et sted, jeg husker glimrende fra skoleekskursioner og familiebesøg: skeletter i gravene og trepanerede kranier på hylderne i det lille museum.
Fra parkeringspladsen bag Øm Kloster skrår en lang grusvej ud mod Mossø. Det er et blandet landskab af græsningsarealer, hede- og plantagestykker. Et katolsk feriehjem er der også blevet plads til. Jeg havde planlagt en afstikker ud til fugletårnet på Lindholm Hoved, men vandstanden i Mossø har oversvømmet et langt stræk af vejen derud, og denne gang er der afgjort ikke mulighed for at sno sig igennem. Så jeg gemmer det til en anden dag og går i stedet straks stik mod nord, den lange vej gennem plantagen ud til landevejen.
Fra landevejen skal jeg nu gå fem-seks kilometer ad samme rute, men i modsat retning, frem til Klosterkær, af min vandredag 75. Jeg er nødt til at gøre en stor omvej ind i landet, før jeg når frem til den vestlige ende af Mossø. Det skyldes åerne, der mødes i en ret vinkel: Gudenåen flyder nordpå fra Mossø, og Salten Å flyder østpå fra Salten Langsø. Og siden der kun er de samme to landevejsbroer at benytte, er det den vej, jeg skal. Vandstanden er høj under både Emborg bro (Gudenåen) og Rye Bro (Salten Å).
Jeg følger landevejen frem til Klosterkær, den vide engbræmme ved Mossø’s vestende. Gudenåen deler sig her i to arme (eller rettere sagt, munkene tvang åen til at dele sig); hovedåen og den nuværende mindre sidearm Dødeå. Jeg passerer først broen over Dødeå. Vandstanden er så høj, at der har dannet sig en stor engsø hele vejen hen til foden af skoven ved Sukkertoppen.
Jeg går ikke over landevejsbroen over Gudenåen. I stedet følger jeg den sti, der går langs nordsiden af åen. Gudenåen løber her i den gamle klosterkanal, som munkene byggede for at føre vandet hen til deres vandmølle, Klostermølle. Og der er der, jeg kommer hen til nu. Smukke gamle, velholdte bygninger i en frisk rød farve. Naturstyrelsen ejer møllen nu, og der er et fiskestryg, hvor møllehjulet engang drejede. Jeg spiser min frokost her, med udsigt over engene og søen.
Min rute langs sydsiden af søen er mest landevej, på nogen afstand af søen, men ofte med flotte udsigter. Jeg kan dog følge en afmærket vandrerute et længere stræk gennem Dørup Skov. Højdepunktet er Møgelkol, med en vid udsigt over søen, skråt over for fuglereservatet Emborg Odde, der strækker sig som en arm langt ud i søen. (Ved Ejer Bjerge var der en Møgelhøj, næsten hundrede meter højere end Møgelhøj; Møgel- er en forstavelse, især ved jyske stednavne, Møgel- betyder stor-).
Jeg kommer ud af skoven og følger derefter landevejen oppe i bakkerne frem til Fuldbro og Tåning Å. Og endnu engang træder jeg i min egne fodspor. Her gik jeg for fjorten dage siden (vandredag 78). Dengang drejede jeg af mod Alken, men i dag fortsætter jeg lige ud, mod Skanderborg. Julgrubbe Bakke (75 m) hedder bakken, det er mere eller mindre den samme lange bakke, herfra og til udkanten af Skanderborg, fulde fem kilometer. Fra toppen kan jeg se tilbage ud over Mossø og få hundrede meter længere fremme kan jeg se ud over Skanderborg Sø.
Vejen til Skanderborg Station går gennem forstaden Vrold og dernæst næsten til den modsatte udkant af byen. For en gangs skyld ser jeg et tog køre for næsen af mig. Men det gør ikke noget. Skanderborg er det sted i landet, der har de bedste togforbindelser til Århus …

Lady Chatterley’s Lover, 236-268.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s