klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Horsens-Alken, 32 km.
Søndag den 4. januar, 2015.

Det er en smuk vinterdag, skyfrit og lidt over frysepunktet. Tilbage til den klassiske danske grønne vinter, kun på de køligste steder ligger der en smule hvidt tilbage. I dag går min tur stik nordpå, fra havnebyen Horsens til landets højeste punkter i Ejer Bjerge.
Ikke at jeg får set noget til Horsens’ havn i dag. Banegården i byen ligger helt mod vest, langt fra fjord og havn. På min vej mod nord får jeg i stedet lejlighed til at gøre en kort omvej til den vestlige ende af Nørrestrand, en stor sø umiddelbart nord for Horsens og et rekreativt område, som en af Horsens’ kommunes flotte foldere præsenterer så indbydende, at jeg bestemt må give det mere tid en anden gang. Lige nu bliver det kun til et kort indtryk af våde enge, med siv og tuer, masser af fugle. En stor flok måger sidder på rad række langs en lille træbros rækværk. Jeg føler mig en smule skyldig over at benytte broen, for naturligvis går hele flokken på vingerne. Broen går over Store Hansted Å, den er ganske vandrig, og en lille landgangsbro tyder på, at sommeren byder på sejlads med kano eller robåd.
De næste kilometer går ad en forholdsvist befærdet landevej, en lang, rolig bakkeside i virkelighed, med en vid udsigt over omegnen. Således stifter jeg med det samme bekendtskab med dagens to temaer: åer og panoramiske udsigter fra bakkevidderne.
Det går kort ned ad den samme bakke, indtil jeg drejer mod øst ved Hansted Kloster, og lidt længere fremme krydser jeg Den Jyske Længdebane via en monstrøs gul fodgængerbro. Jeg har kørt med tog på den strækning flere gange, end jeg kan huske, senest denne samme morgen, og aldrig lagt mærke til den gule bro. De gule felter kan naturligvis heller ikke ses fra toget, der jo i øvrigt passerer på det korteste øjeblik. Her på egnen er der ingen mangel på stationsbyer, som udviklingen har fritaget for tjeneste.
Næste å er Lille Hansted Å (der løber ud i Store Hansted Å). Denne del af dagens tur er en behagelig overraskelse for mig. Jeg kommer væk fra landevejen og følger i stedet et stisystem langs åen. Åen selv løber i en snæver dal, i begyndelsen afgræssede grønne bakker, tilmed er der lidt kvæg på græs et enkelt sted. Åen er kantet af krogede gamle træer, vandet er usædvanligt hurtigt strømmende med hvide strømhvirvler, det må være det hastige fald fra østsiden af bakkemassivet omkring Ejer Bjerge. Jeg har ikke set Gudenåen strømme med samme hastighed noget sted.
Der er skrigende musvåger i luften over mig, som jeg går mod nord, lejlighedsvise hundelufter og længere fremme mountainbikere. Store dele af stisystemet er desværre kørt til pløre af dem, så solidt fodtøj er anbefalet. De afgræssede marker afløses af skov, en opstemning, og en lille fuglefyldt sø ved navn Vandværkssøen: Hvad der måtte være tabt i poetisk henseende er således vundet i præcision. De fleste løvtræer står nøgne hen, men enkelte af dem har på trods af tabet af egne blade alligevel et overdådigt grønt løvdække: vedben.
Jeg tager stien vest om søen, men det udskyder kun den uundgåelige opstigning gennem stejl skræntskov. Mountainbikere elsker skrænter, så stierne er et dybt søle. Jeg ser nu også aftryk af hestesko på den skovvej, jeg når frem til, så jeg kan vel ikke give dem hele skylden. Et kort stræk på asfalt fører mig ud af skoven og op ad bakke. Lige før jeg igen dykker ind i skoven, kigger jeg tilbage mod syd. Den skarpe vintersol gør det umuligt at se finere detaljer, men længst mod syd kan jeg tydeligt se Bjerrelides bakkekam, hvor jeg var i sidste uge. Med forbløffende tydelighed kan jeg endda se Purhøj. Den har en karakteristisk visuel signatur. Vest på bakkekammen er der høj skov, så kommer den nøgne bakkekam og herpå den lave gravhøj med dens ringkrone af gamle træer. Set fra denne distance minder den om vittighedstegnernes faste karikatur af en øde ø: en minimal jordklump med én palme.
Jeg går gennem Hansted Skov, til dels ad Døve Dorthes Vej, når frem til åbent land, klatrer op ad en bakke, kommer ind på den regionale cykelrute 51 – Søhøjlandet – og så får jeg endeligt mit første blik på dagens næste mål, Ejer Bjerge. Jeg kan tydeligt se tårnet på Ejer Bavnehøj – og kostalden ganske nær toppen af Danmarks højeste naturlige punkt, Møllehøj.
Men foreløbig er der et stykke vej derover. En slynget vej gennem få, store, men ikke særligt stejle bakker, en viadukt under motorvej E45, og så er jeg klar til at påbegynde opstigningen. Den foregår næsten umærkeligt, indtil jeg kommer helt frem til foden af bakkerne. Der ligger tre store bakketoppe her, med en skiltet rute, et såkaldt spor, så altså hverken asfalt eller grus. Jeg var her i august 2013, dengang ankom jeg nordfra, i dag kommer jeg syd, så jeg tager de tre bakketoppe i modsat rækkefølge. Først Møgelhøj, den mindste, med en glimrende udsigt til de to andre. Ruten dertil går over den lokale landmands græsmarker – han har med smukt samfundssind tilladt færdsel på sin jord. De jerseykøer, som jeg så for halvanden år siden, er desværre på stald, så markerne står tomme hen. Som forfatteren til folderen om Sporet i Ejer Bjerge så påpasseligt skriver: “Kvæget er normalt ganske fredeligt, men kan godt være lidt nysgerrige og selskabelige.”
Møllehøj er med sine 170,86 meter Danmarks højeste naturlige punkt, 9 cm højere end Yding Skovhøj 3 km mod nordvest og hele 51 cm højere end Ejer Bavnehøj. Ejer Bavnehøj var som bekendt regnet som Danmarks højeste punkt i årtier, det har et tårn til at bevise det, mindesten for Grænseforeningens møder, et lille anlæg, en vinterlukket restaurant osv, Møllehøj har en kostald klods op ad bakketoppen.
Jeg spiser frokost neden for tårnet, men først betaler jeg mine fem kroner og går op i tårnet. Der er naturligvis en fantastisk udsigt hele vejen rundt. Mod syd kan jeg stadig skelne Purhøj på toppen af bakkekammen, mod vest er skoven ved Yding Skovhøj, mod nordøst Skanderborg Sø, stik nord et glimt af Mossø.
Fra Ejer Bjerge er det stort set ned ad bakke for mig de sidste kilometer frem mod Alken. Fra landsbyen Ejer følger jeg på ny en cykelrute gennem en lang moderat nedstigning til skanderborgvejen og Fuldbro. Fuldbro er en gammel klostermølle. Det er Tåning Å, der passerer her. Åen er få kilometer lang, men vandføringen er betydelig, den afvander nemlig Skanderborgsøerne.
Der er blot fire kilometer tilbage af dagens rute, mod Alken, langs den østlige ende af Mossø. Solen går ubønhørligt ned, mens jeg tilbagelægger den korte strækning. Der er stadig blå himmel og violette striber, da jeg når frem til søbredden. Set på den lange led kan søen og dens bølger næsten minde om hav eller fjord. Som jeg nærmer mig Alken går solen langsomt ned et sted bag Klostermølle, og da jeg ser mig tilbage for sidste gang på bakketoppen uden for landsbyen står himlen i brand i vest, og skumringen er her.

Lady Chatterley’s Lover, 194-236.

This slideshow requires JavaScript.