klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Vejle-Horsens, 40,8 km.
Tirsdag den 30. december 2014.
Øjeblikket efter, at jeg har trykt “godkend” på billetautomaten i banegårdshallen i Århus, går det op for mig, at jeg bliver nødt til at gå hen til billetsalget og bytte min billet: I dag skal jeg gå fra Vejle til Horsens. På grund af julens familiebesøg har jeg taget toget til Viborg et par gange, og mine fingre har gjort dét billetkøb til en vane. Regionaltoget til Viborg kører en lang strækning tæt op ad Gudenåen, fra Langå til Tange Sø. Fra kupévinduet har jeg kunnet betragte åens enorme vinteroversvømmelser på de flade enge, flere hundrede meters bredde. Dén vandrerute står helt under vand. Den slags er jeg ganske sikkert fri for i dag, små åer og smalle bække er hvad den står på.
I toget, på vej sydpå mod Vejle, ser jeg et let snedække over markerne. Min tur Jylland rundt begyndte en januardag for flere år siden. Dengang var det allerede hård vinter. Fjorden var frosset til, vejene tilisede, sne alle steder, mine fotos og turbeskrivelsen forekommer uvirkeligt i dag, hvor det er en smuk og mild vinterdag, temperaturen over frysepunktet, letskyet, endog klart solskin ud på eftermiddagen.
Dengang tog jeg hul på en vandring nær kysten, i retning mod Juelsminde. I dag vil jeg skrå ind over landet, slå et slag mod øst for at bestige Purhøj, derefter i lige linje ud mod kysten, Horsens Fjord, og ad Bollerstien til Horsens. Med 40 km er det et stort program for en hvilken som helst dag, og da især på en vinterdag med karrigt afmålt dagslys, og jeg må regne med at skulle gå det sidste stykke i vinterskumring.
Så jeg går rask til, hvor jeg kan. Fra Vejle Banegård gennem byen til Vejle Nørreskov. Den jyske længdebane løber et langt stykke i kanten af både skov og fjord, og på min første vandredag fulgte jeg den rute. I dag går jeg ind i skoven og må straks bestige en stejl bakke. Gennem de nøgne træer får jeg et godt blik på de to markante bygninger i bølgetopsform yderst på Vejle Havn. De mangler stadig at bygge de tre sidste bygninger i serien.
Min tur går forbi bagsiden af Vejle Stadion, videre ad bakkekammen, hvorfra der er vidt udsyn ned over de skovklædte skrænter. Der er en gangbro over motorvej E45. Jeg kan lige akkurat se motorvejen blive til Vejlefjordbroen, som jeg er gået under et par gange. Skovvejen svinger nordpå i en smallere kløft med en bæk nederst. Jeg holder mig øverst på skrænten, indtil det er på tide at forlade skoven og gå mod øst, gennem parcelhuskvarteret i forstadskvarteret Bredballe.
Derefter kommer jeg ud på det åbne land, der er tæt nok på fjorden til stadigt at være præget af bakker og slugter. Efterhånden som jeg kommer ind i landet flader det ud til et plateau. I landsbyen Daugård støder jeg til den regionale cykelrute 53 Bjerrelideruten, som jeg skal følge mange kilometer, frem til foden af Purhøj. I Vejle Nørreskov var juleugens tynde snedække næsten smeltet bort, men herfra og fremover ligger der lange tynde strimer af sne tilbage på de køligste steder af landskabet. Græsset står friskgrønt på de tomme marker, kvæget er sat på stald, kun enkelte steder er der nogle få heste tilbage i foldene.
Landskabet bliver tiltagende kuperet, hele tiden med en overordnet fornemmelse af stigning, som jeg nærmer mig Purhøj. I landsbyen Urlev gør et skilt opmærksomt for muligheden af døve personer på vejen. Et kort tid kommer en strålende vintersol frem og får mig til at knibe øjnene hårdt sammen, når jeg kigger mod syd, tilbage på den vej jeg har tilbagelagt. Det første glimt af Purhøj får jeg uden for landsbyen Stenderup. Der er tre-fire flade kilometer hen til bakkepartiet, der rejser sig overraskende brat. Navnet Bjerrelide dækker hele bakkekammen. Jeg bestiger bakken ad en rute sydfra, der giver en gradvis stigning, og først bliver stejl på det sidste stykke gennem skoven, og da Purhøj ligger foran mig, på den åbne bakkekam, er vejen næsten flad.
Purhøj (120 m) er ikke den klassiske rundpuldede gravhøj. Det er en fladmast pandekage, lige som Yding Skovhøj, ikke mere end knæhøj. I modsætning til Yding Skovhøj ligger den imidlertid frit i landskabet, og den har en cirkelkrone af gamle, krogede bøgetræer. Der er vid udsigt hele horisonten rundt. Mod nordøst Horsens Fjord og mod nord byen selv.
Vejen ned fra Purhøj går direkte ned. Heldigvis viser det sig at være en asfaltvej helt fri for is, så nedstigningen går uden problemer. Fra det flade land nedenfor kigger jeg tilbage på bakkekammen, med Purhøj i flot silhuet og en bred stribe sne nær skoven.
Lidt længere fremme ligger landsbyen Uth, hvor ruten ud mod kysten skilles i to. Jeg tager den vestlige rute, der går gennem Klokkedal. Det er en snæver kløft, med en smal bræmme skov omkring en vidunderligt pludrende bæk. Der går en lang skovvej langs bækken, der langsomt vokser i størrelse og ender ved en lille mølle med tilhørende mølledam. I skovens kølighed ligger et tyndt snedække tilbage, det giver de rustrøde bøgeblade en anderledes intens farve.
Da jeg når frem til Horsens landevej er solen ved at gå ned. Jeg er efterhånden mærket af den lange vandring, og hvis jeg skal ud på Bollerstien med det samme, er jeg nødt til at gøre en omvej. I stedet går jeg ad landevejen mod Horsens. Der er en smuk udsigt over fjorden og byen, men også noget trafikeret. Lige inden for bygrænsen kan jeg gå ud til Bollerstien gennem et villakvarter. Den inderste fjord mødes med et å-udløb, omkring vidstrakte områder med siv og rør og udsigt til Horsens Kraftvarmeværk, der er strålende belyst i skumringen.
Denne sidste kilometer er en delt cykel- og gangsti, sparsomt oplyst, med buskads på den ene side og et mørklagt kolonihavekvarter på den anden side. Få hundrede meter fremme kan jeg se en lind strøm af billygter glide forbi, hvor stien møder en travl indfaldsvej. Pludselig dukker tre rådyr op inde fra kolonihaverne. Jeg stopper op. Det gør de også. En stykke tid kigger vi på hinanden. Forventer de at blive fodret, spørger jeg mig selv. Først da jeg går videre, forsvinder de lydløst ind i buskadset. Jeg er ikke færdig med at undre mig over at se rådyr så nær bymidten, da yderligere to rådyr dukker op inde fra krattet og springer ind i en kolonihave.
Det sidste stykke af stien hedder Planetstien . Store granitstykker er anbragt i passende distance langs stien. Hver har en plade, der identificerer den med en planet og fortæller om størrelse, omløbstid omkring solen osv. Solen står ved stiens ophør, i form af en pæl der løfter en glinsende metalsfære, her i vintermørket fremvist på baggrund af den overdådige belysning fra en bilhandlers udstillingslokaler.
Jeg går de sidste par kilometer gennem Horsens’ bymasse frem til banegården. Der går et tog om fem minutter ser jeg, umiddelbart før jeg opdager at DSB har lukket billetautomaten for at undgå nytårshærværk. Der er en masse nyttesløse henvisninger til, hvordan folk med smartphones kan købe billetter og ikke et ord om, hvordan andre er stillet. Heldigvis kan jeg købe en billet hos Seven-Eleven.
Lady Chatterley’s Lover, 160-194.
Jyske Vandreture 