klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Ry-Silkeborg (nord om søerne), 28,5 km.
Lørdag den 20. december, 2014.
9:42 står jeg på Ry Station. Der er blændende vintersol lavt i øst, som kaster et smukt lys over Rye Mølle Sø, den lille sø mellem Gudensø og opstemningen ved Ry Mølle. Alt tegner godt, vejrudsigten har lovet sol, vekslende med nedbør, moderate 1,6 mm, fordelt over eftermiddagstimerne. Men slynglerne inde på DMI, som jeg ser dem for mit indre øje, med bagdelene borede ned i dyrt indkøbte ergonomiske stole, dampende varm kaffe og frisksmurte rundstykker inden for behagelig rækkevidde, spøger bare. I virkeligheden står den på støt heldagsregn, lejlighedsvise haglbyger, og alt for få øjeblikke af opholdsvejr.
Men jeg er lykkeligt uvidende om det, en kort stund endnu, så jeg går ned på broen ved Ry Mølle for at starte min vandredag; Møllesøen øst for broen, Lillesø vestfor, et strømfald neden for broen. Hvis jeg ikke husker fejl, så har møllen stadigvæk rettigheder til at benytte en såkaldt ålekiste her, som skulle være god for adskillige hundrede kilo ål om året.
Efter at have etableret kortvarig kontakt med Gudenåen begynder jeg min vandring mod Silkeborg, nord om søerne. Her i det centrale Søhøjland er Gudenåen nærmest en ubrudt kæde af søer. Opstrøms, mod øst, som sagt Møllesøen og Gudensø. Nedenstrøms kommer først Lillesø, nærmest blot en bugt, men den huser anløbskajen for turbådene og en stor marina. Bådene er hevet på land, men mågerne er glade for de tomme bådebroer. Dernæst følger Birksø, Julsø (den største af Silkeborgsøerne), Borre sø, Brassø og til sidst Silkeborg Langsø. Søerne er populære til motorbådssejlads, og derfor kan man her se en af de grimmeste ting i den danske natur: trafikskilte anbragt i åløbet.
Som en afmærket rute er stiforløbet ikke mere end et par år gammel, men man har naturligvis altid kunne gå distancen, og undervejs er der talrige lokale vandreruter. På strækningen fra Ry over Alling til Laven er der forskellige stiforløb, og i dag vil jeg prøve en ny variation. Fra Ry følger stien jernbanen, gennem sumpet skov og over en nyetableret træbro over tilløbet fra Knudsø. Oftest går jeg en omvej via skovveje og trampestier frem til det højeste punkt i området Bryggebjerg (80 m), men i dag går jeg videre langs banen ad en grusvej. Jeg kommer over en hedeklædt bakkeknold, mens jernbanen er gravet gennem bakken i en menneskabt kløft. Støvregn er blevet til støt heldagsregn, da min grusvej svinger bort fra banen og derpå nordpå til Alling. Jeg får det første glimt af Himmelbjerget på den anden side af søerne. Der er vid udsigt over det omliggende terræn, græsklædte bakker med levende hegn, arrivatog kører i bunden af dalen.
I Alling gør jeg en omvej for dog at komme omkring Bryggebjerg. På vej dertil er der en flot udsigt over Laven og bakkemassivet bagved, men da jeg kommer til bjerget er udsigten sørgeligt væk i regndis, og bakketoppen fremstår blot som mudret majsmark med bare stubbe. Heldigvis fører vejen dertil gennem græsslugter, hvor et lokalt kvægavlerlag holder skotsk højlandskvæg, som jo altid er et flot syn med deres svungne horn og lange rødbrune pels.
Fra Bryggebjerg tilbage til Alling og videre ad samme vej som før, nu i værre vejr. Fra vejen har man en pæn udsigt til det store areal med frilandsgrise og grisehytter øst for Laven. Jeg kan lige akkurat skimte de store søer, og den mågeflok der altid holder til der.
Laven har et trinbræt til toget, et anløbssted til Hjejlen, en tom marina og en græsfælled liggende som et sammenhængende areal ned til Bomholt Vig, en del af Julsø, som altid forekommer fuld af ænder.
Den næste kilometer, mellem Laven og Dynæs, går i en tynd strimmel skov mellem banens jorddige og kanten af Julsø. Det er muligvis den mest mudrede sti i Danmark, og det uanset årstiden. Det skyldes den stejle bakkeside, der medfører, at vand vælder frem i mere eller mindre konstant omfang året rundt. Utallige bække, markeret af rustrøde kalkaflejringer, plasker frem fra drænrør ført gennem banevolden, og jeg forsøger at finde den bedste vej gennem moradset.
Dynæs er en lille halvø ud i Julsø, voldanlægget fra en lille borg står tilbage derude. Vandreruten går brat ind i landet, det vil sige klods op ad bakken. Jeg gør en afstikker til det andet lille voldsted, der ligger øverst på bakken. Gammelkol (91 m) er i dag blot belejret af en stor flok sortbrogede køer. Normalt er der en fantastisk udsigt til Himmelbjerget på den anden side af søen, men regndisen har blokeret udsynet i dag. Dynæs med voldanlægget tegner sig dog stadig tydeligt nedenfor.
Efter en rundtur omkring Gl. Laven går turen videre mod vest, denne gang oppe i højderne. Først kuperet græsmark, derpå ind i Linå Vesterskov (ditto kuperet). Det er blandet løvskov og nåleskov. Gennem den nøgne løvskov kan man af og til se høje græsbakker tårne sig op uden for skovbrynet. Det er en krævende vandring gennem skovklædte bakker, der når op i 90-115 meter højde, men også mærkeligt fri for udsigter på grund af den tætte skov. En lang mudret sti fører ned ad bakke, i retning af Svejbæk. Regnvand løber i lange strømme og pytter på den mudrede skovvej, rødt af udvasket jern.
Svejbæk og Sejs er to sammenvoksede byer, i praksis en forstad til Silkeborg, de ligger på det flade område mellem søerne og jernbanen, og med deres tætte bebyggelse udgør de et kedeligt og overraskende langt stræk (tre en halv kilometer) på vandreruten, som kun tilbyder ganske korte blik på sø og å. Jeg foretrækker i stedet at gå et stykke ad hovedgaden og dernæst dreje ind i landet for at komme frem til det fredede areal ved Sindbjerg (103 m)og Stoubjerg (99 m), de to fritstående, fredede hedebakker lige nord på jernbanen.
Regndisen hænger tungt over de to bakker, men heldigvis letter det lidt, mens jeg arbejder mig op på de to toppe, ad de absolut blideste ruter. Og godt det samme, mine lår protesterer mod endnu et par opstigninger efter Linå Vesterskov, så det ville have været en skam med denne sidste kraftanstrengelse før Silkeborg blot for at se på tågedis. Det sidste time dagslys, og heldigvis med en tålelig udsigt over søerne, her hvor Borre Sø bliver til Brassø.
Efter at være steget ned fra bakken går min vej ud til Brassø, der hurtigt indsnævres til Remstrup Å, som dette stræk af Gudenåen, mellem Brassø og Silkeborg Langsø, kaldes lokalt. Den ene tomme marina afløser den anden, med opbevaringspladser, hvor de store både står parkeret i tætte stimer (øjensynligt er der ikke nogen, der synes det er værd blot at have en simpel robåd på Gudenåen). Og da marinaerne forsvinder på denne side af åen til fordel for skoven, er de godt i gang på den anden side, her og der med et oplyst klubhus. Som jeg nærmer mig Silkeborg bliver de dog afløst af villahaver med bådebroer, ofte udsmykket med lysende julepynt eller juletræer. Der går to togbroer over Gudenåen; den ene er stadig i brug til tog på Skjernbanen, det tog, jeg tager hjem, ruller over den. Den anden togbro blev brugt til den forlængst nedlagte Gjernbane (der førte hele vejen til Langå), der nu er omdannet til banesti, og hvis bro således er konverteret til fodgængerbro.
Jeg kunne gå over den bro og lige hen til Silkeborg Station, men jeg har lyst til at følge åen hele vejen til Papirfabrikken og åens indløb i Silkeborg Langsø. Papirfabrikken er naturligvis lukket for år tilbage og omdannet til lejligheder, hotel, kultur og forlystelses. De gamle og nye bygninger er pyntet til jul og stråler i vintermørket. Foran, nærmest mig, ligger rutebådene fortøjet. En enkelt af dem har også fået lysende pærer monteret i anledning af julen – eller vintermørket. Ved papirfabrikken løber vandet nu frit under broen gennem et brusende strømfald.
Trækstien, som jeg senest gik i retningen Randers til Silkeborg (vandredag 25-28), ender få hundrede meter herfra, men Papirfabrikken var mål og årsag til meget af transporten, og kernen i den company town hvor af Silkeborg er opstået.
Fra broen ved Papirfabrikken og Hjejlebådene går jeg gennem byen til banegården. Jeg når at købe et krus varm kakao i kiosken, inden jeg kan sætte mig i toget og blive kørt over broen og gennem vintermørket tilbage til Århus.
Lady Chatterley’s lover, 118-160.
Jyske Vandreture 