klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
SE EN KØRSELSVEJLEDNING TIL DEN GENUDGRAVEDE JERNBANEBRO HER.
Vestbirk-Ry, 30,5 km.
Søndag den 14. december 2014.
Et hattrick var, hvad jeg havde håbet på. En decembersolskinsdag for tredje gang i træk. Men det begynder at regne, allerede da jeg står på busstationen i Horsens og venter på bussen til Vestbirk, og det bliver ved at regne i lange perioder det meste af dagen. Støvregn heldigvis, ikke nok til at tage regnslag på.
Min vej går nordpå i dag, men først vil jeg gøre en lille afstikker. Så jeg går mod vest et kort stykke vej, indtil det punkt hvor banestien mellem Horsens og Silkeborg føres under landevejen i en viadukt. Banestien deles mellem cyklister, vandrere og ryttere. Den smalle halvdel, der er af asfalt, er glaseret med et tyndt lag usynligt is, utroligt glat, så jeg foretrækker det halvt frosne sand, der ellers er beregnet til heste.
Det første stykke er landskabet græsklædte bakker, små søer og skovstykker. Dernæst forbi den nordvestlige ende af Naldal Sø, hvor jeg i sidste uge så den store svaneflok i gyldent vinterlys. Banestien slår en stor bue gennem skoven, og så står jeg foran Den Genfundne Bro. Som fremover skal kaldes sådan, således som det blev afsløret ved indvielsen i går. Sidste gang jeg gik her, vandredag 31, var jernbroen indlejret i en høj jordvold og overgroet med tæt krat, så det eneste indtryk man fik af Gudenåen, var den svage klukken af løbende vand langt nedefra.
I dag står broen her så i al sin velbevarede pragt og med et friskt lag rød maling. Gudenåen løber frit under broen, på begge sider af konstruktionen fører jordveje ned til det nye vadested for heste.
Restaureringen af den gamle bro er blevet fyldigt dækket på lokal-tv og har været lidt af et tilløbsstykke. Selv her dagen efter indvielsen er der en god snes mennesker til stede og adskillige biler på den nye parkeringsplads.
Efter at have givet mig god tid ved broen går jeg ad landevejen tilbage mod Vestbirk, krydser Gudenåen, og går ind ad en lille skovvej, der kravler op ad en bakke, hvorefter jeg står ved den opstemning og det lille kraftværk, der har skabt Naldal Sø og de to andre søer her. Stien langs kanalen med sort stillestående vand fører tilbage til landevejen mod Vestbirk. Jeg følger dog kun landevejen et kort stykke, før jeg tager en jordvej gennem de lave bakker, som fører mig frem til vejen mod Voervadsbro.
Som jeg går nordpå, ser jeg et skilt i vejkanten, der inviterer mig til at benytte en gangsti (hvis jeg fører min hund i snor). Stien går rundt om en lille sø af form som et “c”. Fra informationsstandere erfarer jeg, at det er Sortemose, der er blevet omdannet til en fiskesø.
Længere fremme erstattes asfalten af grus. Der er langt mellem gårdene, store arealer med græs, enkelte heste og lidt kvæg i foldene. Gudenåen løber på pæn afstand af vejen og kan kun anes indirekte. Undervejs passeres jeg af cykelryttere og løbere: det er søndag, og med lidt god vilje opholdsvejr, selv om den ophobede effekt af støvregnen efterhånden har gennemblødt min jakke.
Et par kilometer før Voervadsbro rammer jeg igen asfalt. Fremme ved den lille by genser jeg Gudenåen, først ved en kanolandingsplads, og så ved den landevejsbro, der fører over åen.
Fra Voervadsbro fører en afmærket vandresti gennem en smal kløft til Klosterkær vest for Mossø. Ruten er grusvejen øst for Gudenåen, den går ganske tæt på åen, af og til på selve åbrinken. Grusvejen går for foden af en skrænt, ti meter høj eller mere, sparsomt bevokset med egeskov. Det er et af de smukkeste stræk langs Gudenåen, jeg har set, og selv gråvejret og regnen kan ikke tage noget fra det. Nær bunden af den smalle dal viser et skilt af mod Sukkertoppen, et udsigtspunkt nogen finder smukkere end Himmelbjerget, men i dag har jeg ikke tid til at gå derop, den korte vinterdag tillader det ikke. Til gengæld har jeg en fantastisk udsigt over enge og å, med bakkekammen, skovene og Sukkertoppen i baggrunden, da jeg forlader grusvejen og går i en bue ad landevejen til Klosterkær.
Der er mange afmærkede vandreruter her, og den, der holder mig tættest på Gudenåen, går ind i det område, der kaldes Ny Vissingkloster. Først nord om Klosterkær, med masser af græs, oversvømmede enge, rørsump, og ifølge en lokal folder “Danmarks største indlandsdelta”. Dernæst en stor fritstående vandflade, der er skabt i en gammel tørvegrav. Gudenåens indløb og udløb findes i den vestlige ende af Mossø, få hundrede meter fra hinanden. Gennem rørsump og nøgne løvtræer kan jeg lige akkurat få et glimt af indløbet.
Dernæst må jeg gå tilbage vest på mod landevejen til Gl. Ry. Gennem overdrev og græsslette omgivet af plantage, dernæst ad landevejen mod nord, før jeg igen skal ad en bred grusvej mod øst. Det er en lang omvej. Men det er nødvendigt på grund af Salten Å, der løber mod øst fra Salten Langsø i vest frem Gudenåen, som den flyder sammen med. Landevejsbroen over Salten Å er slet og ret den eneste mulige bro. Åen er ca. ti meter bred her, overhængt med trækroner, og har en enkelt knopsvane vuggende på vandet.
Jeg kommer frem til Emborg Bro og Gudenåen. Det er et velkendt sted for mig, for vandreruten mellem Århus og Silkeborg går ad de samme få hundrede meter landevej. Hvis jeg forsatte ad den rute østpå, ville jeg komme til Alken. Men i dag går jeg ad små stier på Odderholm for at kunne blive tæt på Gudenåen, indtil den løber ud i Gudensø. Åen er vel fyrre-halvtreds meter bred, smukt slynget. Tæt på åen er der et stort bølget overdrev, stedvist med lysende rensdyrlav, der fører helt frem til Gudensø.
Gudensø har mere eller mindre form som en boomerang, og jeg skal den lange vej rundt om den. Stien støder til landevejen ved Øm Kloster, og jeg fortsætter mod øst. Undervejs passerer jeg en lille lavning i terrænet, der er resterne af Klosterkanalen. Munkene gravede den, da de blev klar over, at vandspejlet i Gudensø er tres centimeter lavere end i Mossø, og det gav dem en mulighed for at udnytte vandkraften.
Skumringen er efterhånden fremskreden, da jeg runder det skarpe hjørne af Gudensø og har fire kilometer tilbage, før jeg er i Ry. Vejen går tæt på søen, men Rys bebyggelse strækker sig langt sydpå, attraktive søgrunde, velsagtens, og jeg kommer til at gå en lang strækning i gadelampernes skær, inden jeg ankommer til Ry Station, fulde to minutter før et arrivatog til Århus.
Lady Chatterley’s Lover, 90-118.
Jyske Vandreture 