klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Tørring-Vestbirk, 27,5 km.
Lørdag den 6. december 2014.
En solskinsdag, kilet ind mellem gråvejrs- og regnvejrsdage på begge sider. Så jeg er tilbage i Tørring kl 10 denne lørdag for at få det meste ud af det sjældne solskin. Jeg går gennem byen og derefter ud i Uldum Kær syd for Gudenåen.
Uldum Kær er et naturgenopretningsprojekt, kombineret med bedre adgangsforhold for besøgende. Kæret er opdelt på mange jordlodder med få og isolerede indfaldsveje, men nu er der skabt længdegående stier, såvel som tværgående stier, herunder tre træbroer over Gudenåen, samt en landingsplads for kanoer (ved et sted kaldet Verdens Ende).
Hvor Gudenåen oven for Tørring løber i en forholdsvis snæver ådal, udvides ådalen og kæret neden for Tørrings sig hurtigt til at være kilometerbredt. De næste mange kilometer er jorden flad som en pandekage. Et kær er et sent stadie i det forløb af opfyldning og tilgroning, der er en naturlig skæbne for søer. Dertil er der suppleret med et afdræningsprojekt omkring år 1900. Deraf det flade terræn. Områderne nærmest åen er er våde enge og rørskov, længere væk er der egentlige marker. Gårdene ligger på pæn afstand af åløbet. Her og der er der små damme på engene. Ænder og svaner holder til i dem. En lille svaneflok græsser på en eng. Der er rovfugle i luften. Tavse tårnfalke og skrigende musvåger.
Min vej gennem nordsiden af kærret går ad små nyoprettede stier, små landeveje, grusveje og markveje. Nærmest Tørring er de nyoprettede stier på solid grusbasis, nær udgangen af kæret er det blot et sumpet spor over våd eng. Jeg må bruge min vandrestok til at lodde dybden i virvaret af mudder, tuer og fritstående sort vand, men kommer igennem uden at vandet kommer oven ind i støvlerne.
Undervejs gør jeg afstikkere ud på de små broer, der fører på tværs af ådalen over til den anden side af kæret. Særligt bred er åen nu indtil videre ikke, men vandet flyder rask til i betragtning af, at der næsten ikke er noget højdefald over åens løb, næppe mere end fem meter for hele dagens distance.
Jeg kommer ud af kæret og frem til den lille landsby Aale. De næste timer skal jeg følge den regionale cykelrute 33, Gudenåruten, mod nord. Det vil sige landeveje, der går i kanten af ådalen, der er ingen vandremulighed helt ude ved åen. Det første stræk er også Margueritrute, åbent land med vid udsigt over ådalen. Åen er skåret dybt ned i terrænet, men lader sig ane som en linje af enkeltstående træer, hvor landskabet er lavest, en antydning af rørsump her og der, og hvor vejen og åen kommer nærmest, et glimt af rindende vand.
Ved Åstedbro krydses åen og cykelruten af landevejen mellem Horsens og Nørre Snede. Jeg går den korte distance ned til broen over åen for bedre at bedømme åens bredde. Lidt bredere er den blevet. På den nordlige side af landevejen kan man se, hvordan åen har skåret sig så dybt ned i terrænet, at den har skabt sig egen lille kløft. Dette indtryk forstærkes, da jeg går videre og kan følge åens position som brat dykkende bakker på begge sider af vandløbet. Nærmest mig er terrænet ellers stadigt et fladt plateau, men det ændrer sig, som jeg begynder at komme ind i sydkanten af Søhøjlandet, lange bakkekamme dukker op, så svære at dyrke, at de har fået lov at henstå til afgræsning eller med skovstykker på toppen.
Jeg passerer landevejen mellem Horsens og Silkeborg, og nogle kilometer længere fremme forlader jeg cykelruten for i stedet at gå mod Vestbirk. Ved Bredvandmølle krydser jeg endnu engang Gudenåen. Efterhånden har den nået en anseelig bredde og tilmed oversvømmet noget sumpskov. Vejen går tæt på åen et lang stræk, der er rørsump derinde, et par svaner svømmer roligt rundt, deres røde næb klart synlige: knopsvaner.
En opstemning af Gudenåen ved Vestbirk har skabt tre små søer, og da jeg når frem til bakken oven for en af dem, Naldal Sø, venter der mig et fantastisk syn: omkring hundrede svaner ligger ude på søen, lysende hvide i den sene vintersol, deres sang giver ekko i den lille ådal.
Derfra er det kun en kun en kilometers vandring til Vestbirk og bussen 15:20 mod Horsens, en fuld halv time før solnedgang, en sjælden luksus.
Lady Chatterley’s Lover, 46-89.
Jyske Vandreture 