klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Vejle-Gudenåens Udspring-Tørring, 39,5 km.
Mandag den. 1. december 2014.
Det er den første december. Den første vinterdag. Og den første solskinsdag i lang tid. Nattetemperaturen har været under frysepunktet. Fra togvinduet ser jeg rimfrost over markerne. Ude ved kysten er der lovet frisk blæst, temperaturer på 3°C, som meteorologerne siger vil føles som 5-10°C’s frost på grund af wind chill.
Så jeg er godt klædt på og taget tidligt af sted for jeg skal gå langt i dag, længere end dagslyset måske rækker. Min vandredag begynder med en tur gennem Grejsdalen. Det er en strækning, jeg har ønsket at gå, siden jeg første gang så den fra toget mellem Struer og Vejle.
Klokken er hen ad ni, da jeg når hen til Vejle Sygehus, der er bygget op ad samme bakkeskråning, som markerer indgangen til Grejsdalen. Hvor skovvejen begynder vender jeg mig om og nyder udsigten over Vejle by i morgensolen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst havde frit udsyn over landskabet på den måde, det føles som om, der har været grå regndis og slørede, fjerne kyster de sidste mange uger, hvor jeg har gået langs fjordene og Lillebælt.
Grejsdalen er omkring seks kilometer lang, ikke mere end to-tre hundrede meter bred og kantet af høje, skovklædte bakkedrag. I bunden af dalen løber en å, en landevej og en ensporet jernbane. Der er sparsom bebyggelse hele vejen op langs jernbanen, heriblandt nogle gamle industribygninger, nu konverteret til beboelse, som i sin tid blev drevet af vandkraft fra møller og opstemninger langs åen. Det minder lidt om strækningen mellem Vojens og Haderslev, selv om den dal var betydeligt bredere.
Efter at være kommet ind i skoven bag hospitalet befinder jeg mig i omkring halvtreds meters højde over havet. Bakkekammene, der omgiver dalen, når op i halvfems meters højde. Det er løvskov efter løvfald, så jeg har et langt kig gennem træstammernes lysåbne søjlehal helt op til toppen af bakkerne.
De første kilometer går jeg ad en mudret jordvej gennem skoven. Der er tynd glasklar is på de små pytter og en frossen skorpe på mudderet. Vejen holder sig tæt på jernbanens skinner og af til passerer et regionaltog. En stor bræmme af høje padderokker lyser friskgrønt, ellers dominerer de visnede farver. Der er en jævn stigning op gennem dalen, indtil jeg kommer ud på landevejen, der slår et bredt sving og brat skruer sig op i stigning fra halvtreds til firs meters højde over havet. Det fører mig ud af skoven og ud på plateauet oven for dalen.
Herfra skal jeg gå de godt ti kilometer frem til Tørring. Det er det længste stræk, jeg har gået på min tur Jylland rundt, hvor jeg hverken kan følge en vandrerute eller en cykelrute. Landskabet er ellers smukt nok i vintersolen. I begyndelsen er det et let kuperet terræn, med bølgende grønne bakker, som jeg har en panoramisk udsigt over oppe fra landevejen, der er anlagt på en jordvold hen over terrænet. Som jeg nærmer mig Tørring bliver bakkerne færre, men længere. Den samlede stigning er ringe, hvis der overhovedet er nogen. Syd for Tørring krydser jeg motorvejen mellem Herning og Trekantområdet.
Jeg spiser min frokost på torvet i Tørring, og så er jeg klar til min vandring til Gudenåens Udspring. Gudenåen, der blot er tre meter bred her, løber igennem Tørring nord for bykernen. Åen må kun benyttes til kanosejlads neden for Tørring, på bestemte tidspunkter af året, med behørig tilladelse. Der er en plads til at sætte en kano i vandet og en stor kanoudlejning. Min vej går opstrøms, et kort stræk langs åen, så en omvej ud af byen og over den gamle landevej mod Viborg, før jeg igen møder åen, ved en bro og en opstemmet mølledam på den anden side.
Ved Gudenåens nedre løb fra Silkeborg til Randers Fjord kan man, bortset fra et kort stræk ved Tange Sø, gå på en sti, Trækstien, klods op ad åen. Sådan er det ikke her. Der er et markeret stiforløb hele vejen op til udspringet, ofte på begge sider af åen, men det følger kun åen over kortere stræk. Jeg begynder med at gå over en sumpet græsmark, derefter langs et krat, med væltede træer og et lille bæk i en dyb grøft. Åen er gemt et sted derude i vidstrakte sumpområder. Jeg kommer til at gå på kanten af ådalen, to-tre meter over dalniveau, men dalen er ofte skjult bag læhegn og små plantagestykker, nåletræ, så det er så som så med udsigten.
Omsider når jeg frem til åben grøn eng og genfinder åen. Der er en lille bro over den, men jeg holder mig på sydsiden. På nordsiden vokser krat vildt og rager langt ud over åen. Over store stræk synes åen at være gennemvokset af græs, der må finde fodfæste på sammenfiltrede grene og vandplanter. Stien er mudret og præget af udsivende vand fra engene. Siv og rør står højt.
Længere fremme trækker stien væk fra åen, følger kanten af en tilstødende ådal i en lang spiralbevægelse, der fører op til en højt udsigtspunkt. Bakketoppen er afgræsset af en fåreflok, der stirrer forhåbningsfuldt på mig, formodentlig i håb om en godbid. Jeg ser også friske hestepærer, og da jeg kommer til en lille kløft er den fyldt med en flok fjordheste. De stirrer også nysgerrigt på mig. Jeg tager mit kamera frem, og dyrene kommer til den forkerte konklusion: fra alle sider kommer de galoperende hen mod mig. Jeg står helt stille, og dyrene spredes omkring mig. En af dem lader sig klappe, de andre viger frygtsomt tilbage for min berøring. Jeg går roligt derfra, og hestene bliver stående uden at følge efter mig.
Stien går ad bakkede overdrev, med en flot udsigt over ådalen, hestene har bidt græsset ned til en ensartet højde, så det fremstår som en plæne, ingen golfbane ville behøve skamme sig over (bortset fra hestepærerne, altså) . Et langt stræk af plankebroer med ståltrådsnet monteret for større skridsikkerhed hjælper vandreren på vej. Efter at være nået frem til en smal landevej krydser jeg åen, der bliver umærkeligt smallere. Det næste kilometer byder på et fladt, åbent landskab, der skråner svagt ud mod åen midt i dalen. Først er det bred eng og overdrev med græssende får, og på det sidste stræk kommer et mere markant hedepræg, med små gravhøje her og der.
Jeg når grusvejen nord for Gudenåens udspring. Et skilt peger mod Skjern Ås udspring, få hundrede meter borte. Dette er Jyllands hovedvandskel. Den regn, der falder vest herfor ender i Skjern Å og dermed Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Hvor jeg står vil regnens vand havne i den spæde Gudenå og i sidste ende i Randers Fjord og Kattegat. Et par hundrede meter ad grusvejen, og et tilsvarende skilt peger mod Gudenåens udspring. Det er en ganske lille pøl vand fuld af visne blade, og ovenfor fire-fem meter rislende vand, af samme omfang som de sidste liter af en væltet spand vand. En sten ude i vandpytten bærer inskriptionen Gudenåens Udspring.
Hjemturen begynder. Klokken er hen ad tre, og kun det øverste af solens skive er synligt over trætoppene. Der står endnu en sten med inskription, et mærkeligt malplaceret spottevers, dernæst kommer man gennem en låge ud på en eng, hvor man kan se resterne af adskillige store cementbassiner, der engang blev brugt til badning, men nu står tomme tilbage, nogle af dem invaderet af buske. På denne side af åen går man på en højere dalskrænt, en hedebakke giver en fin udsigt over åen, der slanger sig af sted, endnu ikke større end en drængrøft.
Det hastigt svindende dagslys får mig til vælge en hjemtur gennem mørk plantage fra. I stedet krydser jeg åen og går i rask tempo tilbage mod Tørring over vide græsmarker og let slyngede bakker. Et kort stræk gennem skov bliver det også til, omkring Hammer Mølle, der også har bevaret sin mølledam. De sidste kilometer før Tørring er der kun en stimulighed, og til sidst krydser jeg den samme sumpede græsmark, hvor jeg begyndte flere timer tidligere.
Marken ligger øde hen, men halvfrosne klovaftryk i tæt mængde vidner om græssende kvæg, der har forvandlet store dele af marken til sump. Jeg sætter min fod tungt, hvor jeg tror, der er en fast tue men træder i stedet knædybt igennem mudder. Vel ude af folden skraber jeg så meget mudder væk som muligt med store håndfulde af højt vissent græs. Særligt smukt bliver det nu ikke, og jeg bilder mig ind, at der hænger en svag lugt at komøg omkring mig i bussen og toget hele vejen hjem til Århus.
Men det gør ikke noget. Jeg er tilbage ved Tørring, lige akkurat som det absolut sidste dagslys forsvinder, og det har været en smuk, kold vinterdag. Det sidste stræk indtil byen er i vintermørke, men på let og enkel asfalt, og snart også med gadelys. Ved det første stoppested jeg møder, må jeg kun vente fem minutter, og så sidder jeg i en bus på vej mod Vejle.
Lady Chatterley’s Lover, 8-46.
Jyske Vandreture 