72. Høl-Vejle.

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Høl-Vejle, 28,8 km.
Søndag den 23. november, 2014.

Det er søndag formiddag, så klokken er kvart i elleve, før jeg er fremme i Høl, parat til at fortsætte min vandring, efter rutebil 204’s snørklede vej på sydsiden af Vejle Fjord. Købmanden i Høl er stadig lukket, vejret er gråt, diset og varmt for årstiden, så intet er forandret siden, jeg forlod byen i sidste uge.
Høl, Hvidbjerg og Mørkholt udgør en mere eller mindre sammenhængende bræmme af sommerhuse, der fortsætter adskillige kilometer nordpå, nogle få hundrede meter i dybden. Af og til langs landevejen er der mulighed for at komme helt ud til kysten, der viser sig ofte at være sandstrand.
Mest imponerende er et stort klitparti ved Hvidbjerg Strand, der både byder på marehalm og åbne forblæste sandflader, samtidigt med at der er en storslået udsigt over fjorden, selv på en diset dag som denne.
Andre steder længere oppe ad kysten er de stejle skrænter overgroede, eller står tilbage med næsten lodrette klinter. Ved Mørkholt gør jeg en afstikker ind i landet. Der er endnu ikke skov over alt, markerne står tomme og høstede hen, bortset fra nogle store flader med kålroer, hvis rynkede blade lyser grønt hele vejen over mod de begyndende skovpartier. Jeg går gennem en lang smal dal ud fjorden. På en bakket eng deles en hest og et æsel om græsset. Æslet kommer og hilser på, mens hesten græsser uanfægtet videre.
Jeg er på vej ud mod Vognkær Enge, flade enge foran skrænterne og skovene. I det fjerne kan jeg høre æslet skryde. Ud mod fjorden er der rørskov og indad mod skovene er der sjappede enge. Heldigvis går stien på det værste stræk oven på et lavt jorddige. I skovkanten går det straks op ad en stejl sti gennem gammel bøgeskov. Nået op, kompenseres man for anstrengelserne ved en venlig retningshenvisning til den nærliggende “Udsigten”, på kanten af skræntens bratte fald, og med en flot udsigt gennem trækroner, der har tabt løvet.
De næste kilometer ind i landet gennem Gauerslund Skov byder på nogle af de mest opkørte skovveje, jeg nogen sinde har set. Mountainbikernes anstrengelser virker uanselige i forhold til det umådelige søle, skovvæsenets maskiner har efterladt sig. Det er mest bøg, men længere inde i skoven er der også nåletræer, og dernæst skovbrynet og kuperede enge.
Kort efter går jeg igen ind i skoven, på ny gennem en smal dal ud mod kysten. Jeg drejer fra den for at komme over til et sted, der hedder Trindhøj på det ene kort og Trinvold på det andet. Det er begge dele: et fritliggende bakkehøj, der har båret en ganske lille middelalderborg, som halvvejs oppe har haft en tør voldgrav, hvis rester tydeligt ses. Borgen var blot et tilflugtssted, ikke mere end 30 meter i diameter, og blot et tårn og befæstning. Nu er det en stor høj, bevokset med græs og halvbuske, et par træer i malerisk positur øverst. På den fjerne side af højen har en golfbane mast sig klods op ad højen.
Dernæst går turen gennem endnu en skovklædt slugt, i udkanten af Brejning, mod kysten. Efter engene kommer jeg til et lille lystbådehavn, suppleret med noget mondænt udseende lejlighedsbyggeri. Vejle Fjord er rig på gammelt sanatoriebyggeri, der nu er retrofittet til andre formål, og en hvid hovedbygning står et kort stykke fra fjorden med en vid plæne foran og adgang forbudt skilte demonstrativt anbragt.
Den næste kilometer, ved Brejning Hoved, viser sig at være temmelig barsk. Høje klinter, masser af væltede træer ud over den smalle strand, tegn på lejlighedsvise jordskred. Heldigvis er det muligt at slå sig igennem uden at skulle ud at vade i bølgerne, så jeg fortsætter, men jeg er glad, da jeg klinten omsider går i knæ, og jeg når sommerhusområdet ved Brejning Strand.
Herfra kan jeg gå i rask tempo i fladt terræn mod Sellerup Strand og Holtser Hage, der er det skarpe hjørne, på sydsiden af Vejle Fjord. Det yderste af pynten er fladt marint forland med en lille flok får på græs. For første gang kan jeg se Vejle Fjord broen i det fjerne, om end det kun er en linje i disen. Et smukt træskib ligger for anker i Andkær Vig, der er joller på sandstranden. Og skrænterne begynder igen.
Endnu engang skal jeg ind i landet. Først går jeg under den lille bro, der fører jernbanen mellem Fredericia og Vejle ud til den smalle strimmel fladt land tættest på fjorden. Og så følger endnu en lang opstigning gennem skov. Under forskellige navne er der sammenhængende kystskov herfra og næsten helt frem til Vejle Havn. Oppe på baglandets flade plateau forlader jeg skoven kortvarigt, før jeg igen træder ind mellem træerne, denne gang ved Munkebjerg Skovene. Hotellet af samme navn ligger på kanten af skrænten mod fjorden, for udsigtens skyld, forstås. Min rute slår et slag omkring hotellet. Der er muligheden for at benytte en lang trappe ned ad skrænten, men jeg foretrækker de slyngede stier.
Munkebjerg Skovene er berømte – i visse kredse i det mindste – for at være det eneste sted i Danmark, hvor taks vokser vildt. Og det er netop her, nær trappen. Jeg passerer den nedre ende af trappen og kan se, at det er udstyret med havelamper, der fortsætter hen ad skovstien. Jeg følger stien mod kysten, slår over på asfaltvejen, går under endnu en jernbanebro og står ved bredden af Vejle Fjord.
Jeg følger kystvejen hele vejen til Vejle. Det er et stykke vej, jeg tit har betragtet fra toget og ønsket mig at gå. Skumringen har sat ind, så jeg har min sikkerhedsvest på. Bilerne passerer med få minutters mellemrum. Af og til kører tog forbi inde i skoven, og bilers lyskegler glider hen over Vejle Fjord broen. Efter at have gået under broen når jeg snart efter frem til udkanten af Vejle, hvor jeg forlader landevejen til fordel for en fodgænger og cykelsti til Vejle.
Stien følger Vejle Å ind mod byen. Det er et øde område, åen er flankeret af industriområder på begge sider, sparsomt belyst, jeg møder kun en enkelt hundelufter på vejen.
På Vejle Banegård køber jeg en billet i automaten og kan gå direkte op i et tætpakket berlintog. Jeg læser nogle få sider i min bog, mens glade folk omkring mig snakker om deres rejseoplevelser.

Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks Barndom, 214-247.
D. H. Lawrence: Lady Chatterley’s Lover, i-xix, 1-8.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s