klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Fredericia-Høl, 26,1 km.
Mandag den 17. november 2014.
Det er den sjette dag i træk uden sol, til gengæld er det tørvejr, da jeg står af på Fredericia Banegård lidt over ni. Det bliver til lidt støvregn i løbet af dagen, men ikke antydning af solskin.
I dag skal jeg nordpå, ud til Trelde Næs, som jeg måtte opgive at komme til langs med stranden i sidste uge. Først går jeg mod centrum, og så i en bue ad Fredericia Vold. I sidste uge gik jeg foran de takkede vandgrave. I dag går jeg den langt kortere rute oven på volden, hen over den gule og den røde byport, forbi det hvide tårn med kanonerne foran. På små pæle kundgøres det, hvilken kongelig højhed, den pågældende skanse er opkaldt efter. Udsigten ud over byen og voldterrænet er flot her oppe fra. Stierne er flittigt brugt af hundeluftere, og der er også en kompliceret forhindringsbane og en smal bro i moderne materialer tværs over volden.
Fra den østlige ende af volden, nær havet, går det nordpå. Gennem boligkvarterer og forbi kasernen for Telegrafregimentet, ud på det åbne land. Her, i en vis afstand fra havet, er landet et fladt plateau i 35-40 meter højde over havets overflade, men ude på de østvendte kyster er skrænter op mod 20 meter højde, de står umiddelbart i havstokken ud mod Kattegat, med jordskred og væltede træer langt ud i bølgerne. Det var det, der forhindrede mig i at gå langs med kysten til spidsen af næsset i sidste uge.
Skovene på Trelde Næs er sammenhængende, men bærer forskellige navne. Langt den største del er i privat eje, fordelt på mange hænder. Det betyder, at der ikke er nogle af de velholdte grusveje, der præger mange statsskove. Og ingen skovvej parallelt med kysten. I stedet er der en mængde tværveje, der fører ind i skoven fra baglandet. De er som tænderne i en kam, og jeg er nødt til at gå ad de landeveje, der udgør kammens ryg, før jeg kan nå frem til den alleryderste spids af Trelde Næs, der er kommunalt ejet og har et net af stier ved den alleryderste pynt.
Vejen dertil går ad små landeveje, af og til grusveje, med militært område mod syd i retning af kasernen, små skovstykker i det åbne land, og Trelde Næs skovene tæt på som en grøn mur mod øst. Til sidst kan jeg endeligt gå stik øst, forbi et par sammenvoksede landsbyer med et optimistisk opslag om parcelhusgrunde til salg, og et gadeskilt med det prangende navn Fjordallé, der markerer en jordvej over en tom mark. Jeg kan vandre igennem et hjørne af skoven på min vej til fjordvejen. Inde i skovene er de få veje kørt til dybt mudder, og der er smidt murbrokker her og der for at bøde på det værste. Ved skovens udkant er der brede, våde enge med vid bevoksning af rør og siv.
Fjordvejen ud til spidsen af næsset går tæt på kysten, men det bliver kun til sjældne glimt af havet, for nordsiden af vejen er kantet af en endeløst lang strimmel af helårshuse og fritidshuse, kun et eller to huse dyb, af og til afbrudt af plantage. Der er tilstrækkeligt med helårsbeboelse til, at en bybuslinje fra Fredericia når herud; der er en øde campingplads, med en høj snoet vandrutsjebane der står vinterforladt hen. En stor rød trækvogn har ejernavnet påskrevet, en børnehave ved navn Mariehønen Evigglad, så stumper af den børnesang bliver hængende i mit baghoved en rum tid.
Endelig kan jeg komme ind på de kommunale stier og gå skråt mod sydvest frem til
skovens østlige skrænter. Her går en spinkel trampesti helt tæt på kanten, måske femten meter over havniveau. Kystlinjen er stærkt mærket af jordskred og består nærmest af en lang kæde af halve kratere; store mundfulde af nedskreden jord har brudt den lige kystlinje op i halvcirkler, hvor jorden er sunket dybt og langt ud i havet. Nogle steder står store træer tilbage på bunden af krateret, mere eller mindre oprejste, andre steder er de træfri kratersider overvokset af skræpper og padderok. Over lange stræk ligger rækker af træer, alle sammen i perfekt halvfemsgradersvinkel på kysten. De når langt ud i havet, for stranden er kun en meter eller to bred her.
Det er et østjysk costa brava, en vild kyst, utæmmet, næsten forhistorisk. Bestemt ikke en strand, man vandrer langsad på en kold novemberdag.
Sigtbarheden ud over havet er kun nogle få hundrede meter, så Fyn er uden for sysvidde. Der er hvidt skum på vandet, og det har en brunlig tone, som om det bærer sediment med sig. Oppe i skoven er løvhænget blevet tyndere, og den tætte underskov af bregner står vissen og rustbrun hen.
Som jeg går mod nordøst, mod næssets spids, falder skrænternes højde, og da jeg runder den yderste spids, kan jeg via en kort trappe komme ned på stenstranden. Den ringe sigtbarhed tager pynten af pyntens udsigt, så jeg begiver mig hurtigt videre, ind langs fjorden. Havet er roligere her, og der kommer et stræk øde badestrand til syne, nærmest som et spejlbillede af, hvad jeg så ved Stenderuphalvøen og Løver Odde, den dag jeg gik til Kolding.
Selv om det for det meste er tørvejr, er luftfugtigheden så høj, at jeg ustandseligt må pudse mine briller. En flok heste står apatiske i den fugtige luft, godt pakkede ind med dækkener.
Jeg går nu det samme afsnit af fjordvejen, jeg gik herud, men i modsat rækkefølge. Der er trods alt lidt liv herude, en løber, hundeluftere, bybussen, en håndværkers bil, så det er ikke ren sommerhusbebyggelse. På min venstre hånd, mod syd, er der udsigt til skov og enge, mod nord, tæt på skrænten og fjorden, ligger husene tæt sammen.
Først nær slutningen på min vandredag får jeg mulighed for at følge en smal vej ud til Bøgeskov Strand. Det er en lille ådal, få hundrede meter bred, omkring Spang Å, som skærer ud til kysten her. Der er en kort, flad sandstrand, med optrukne joller, en lille sommerhuskoloni, og en åhavn, mere med joller og småbåde til fiskeri og havjagt end til lystsejlads. Umiddelbart før fjorden udvider åen sig nærmest til en lille fjord, en sø med brede rørskove og vandfugle, et par fiskehejre på engene. En lille sti fører over engen, en træbro leder over åen, og så står jeg i Høl.
Herfra, ved stoppestedet over for den vinterlukkede købmand, tager jeg bussen til Vejle. Det tager næsten en time at køre de tyve kilometer til Vejle, for bussen må køre ind i landet for at undgå strandskovene og dernæst gøre afstikkere ud til kysten. Til sidst når vi dog frem til Vejle, i tide til et krus varm chokolade og et tog til Århus.
Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks Ungdom, 24-214.
Jyske Vandreture 