70. Middelfart-Fredericia.


klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Middelfart-Fredericia, 30,7 km.
Mandag den 10. november, 2014.

I weekenden tryglede tv-meteorologerne nærmest seerne om at komme ud at bruge søndagen udendørs, for mandagen blev grå og regnfuld. Men søndag passede ikke for mig, så nu står jeg her på Middelfart Station kvart over ti, mandag formiddag, himlen er grå, og det regner. Ikke hidsigt, bare støt og roligt, som om det kunne blive ved hele dagen. Heldigvis holder det op med at regne efter et par timer, men dagen bliver grå og solløs. Som lovet.
I dag skal jeg så tilbage til Jylland, i den modsatte retning over Den Gamle Lillebæltsbro, men ikke ad den korteste vej. I stedet går jeg stik syd fra Middelfart Station, indtil jeg kommer til Fænø Sund, det smalle farvand mellem Fyn og Fænø, den ø der ligger midt i Lillebælts strøm. Jeg vil gå en tur rundt om Hindsgavlhalvøen, før jeg forlader Fyn. Ved den obligatoriske lystbådehavn drejer jeg mod vest og går gennem de vidstrakte, rågefyldte, plæner i et kommunalt anlæg. Lidt bebyggelse er der også, endda med et par hoteller og restauranter, nær den attraktive kyst. Min vej tager mig lidt væk fra kysten, gennem høj og gammel bøgeskov med spraglet efterårsløv, frem til det røde træværk, der markerer indgangen til Hindsgavl Dyrehave.
Centralt i Dyrehaven er en stor slette, der minder meget om Eremitagesletten ved Dyrehaven i København. En lang allé tværs over sletten fører ned til slottet, et stykke fra vejen græsser en flok hjorte uanfægtet af regnen og mig. På den vestlige side af sletten følger jeg en vej i kanten af skovbrynet. Store mågeflokke har slået sig ned ude på det åbne græs, men det er inde i skoven, det foregår. Hjorteflokke samles omkring adskillige foderpladser, masser af hinder, hjorte med store gevirer, der puffer lidt til hinanden, uden at det dog kommer til mere. Tre foderpladser med tilhørende flokke ser jeg, på min vej ud til kysten, som jeg når syd for en øde campingplads.
Jeg tager en mudret sti uden om campingpladsen, stedvis kørt til pløre af mountainbikeryttere, og kan dernæst følge en kystnær sti hele vejen til broen. Efterårsløvet lyser med ekstra farve mod Lillebælts vand, der er klart, mørkt og uden refleksion på denne overskyede dag. Et par skovarbejdere er i gang med at rydde krat, og en børnehaveklasse er på vej ud til Dyrehaven. Ved foden af broens enorme betonbuer går jeg samme vej op, som jeg kom ned i sidste uge og ud på broen. Nede ved vandet er det diset af regn, men på broen er der stadig et smuk udsyn. Over landskabet og over alt det solide stål der udgør broen. På Fredericiasiden tager jeg trappen ned til den underliggende vej. Jeg har planlagt at spise min frokost i læ under broen. Heldigvis er regnen taget af.
Min plan for i dag er, at jeg vil gå gennem Fredericia i rask tempo og dernæst nordpå langs kysten til Trelde Næs, derfra vestpå langs fjorden, indtil jeg kan tage en bus ved landevejen mellem Fredericia og Vejle. Sådan kommer det ikke til at gå. Faktisk kommer jeg næsten kun til at gå i by og bymæssig bebyggelse resten af dagen, de næste fire timer.
Så nordpå altså, mod Fredericia, for det viser sig ved en nærmere betragtning, at jeg egentlig befinder mig i Snoghøj, engang færgested og en lille by. Men nu nærmest en forstad til Fredericia og i hvert fald inden for bybusnettet. Der er en smal stribe af opland og mark mellem Snoghøj og Fredericia, her passerer jeg motorvejen til Den Nye Lillebæltsbro via en almindelig viadukt, nogle få hundrede meter fra broens begyndelse, unægteligt mindre imponerende end vejen under den gamle bros store betonbuer. Dernæst er der en lang vandring, først gennem parcelhuskvarterer, så ad en lang indfaldsvej, der skærer brutalt gennem byen og slutteligt langs havnen.
Området omkring Fredericia er et lille stykke Ruhr-distrikt i Danmark, stærkt præget af tung trafikinfrastruktur med motorveje, broer og jernbaner, og industrielle anlæg omkring havnen, jernbanen og motorvejen. Indfaldsveje skærer dybt ind i byen, godsbaner sender udløbere ind, siloer og tårne hobes op ved havnen.
Længere inde, ved det ældste Fredericia, er byen imidlertid præget af sin fortid som fæsningsanlæg og garnisionby. De store voldanlæg er i vid udstrækning bevaret, og dem vil jeg gå langsad på min vej gennem byen. En lang takket og buet vold udgjorde forsvaret mod vest. Volden udgør en kunstig bakkekam gennem byen, voldgraven står tilbage som en kæde af damme med sort vand, fulde af siv og åkander. I sydspidsen af volden har DSB et lille mindeanlæg, oprindeligt for personel omkommet ved ulykker, siden også for DSB-folk dræbt som frihedskæmpere under Anden Verdenskrig.
Langs volden er enkelte karakteristiske bygninger bevaret, et hvidt tårn med kanoner foran, en gul og en rød byport. De står i smuk kontrast til anlæggets overvældende indtryk af grønt græs, sort vand og gulnende blade. Jeg har valgt en sti for foden af volden, men ved voldens østligste punkt stiger jeg op på voldens højeste punkt og belønnes med en flot udsigt over byen, og et indtryk af et andet karakteristika ved garnisionsbyen: snorlige gader, et gaderum opdelt i præcise rektangler.
Jeg kommer ud til kysten og går mod nord. Det første lange stykke for foden af en naturlig skrænt, en asfalteret gang- og cykelsti, strand på højre hånd, med optrukne joller, lavt hybenkrat og udsigt over Kattegat og nordspidsen af Fyn. Cykelstien svinger ind i landet, og jeg begynder at gå langs kysten mod Trelde Næs. Turen gennem byen har taget længere tid, end jeg havde regnet med, så der er højst halvanden times dagslys tilbage.
Skrænterne langs kysten er høje, mudrede og med lejlighedsvise udskridninger. Af og til står der skilte med advarsler mod at færdes på dem. Samtidig trækker de helt ud til vandkanten. Først er der kun et par meter strand at gå på, så rækker væltede træer ud i vandet. Jeg kan klatre gennem de døde grene på de første væltede træer, men dernæst begynder det nedskredne ler at nå helt ud i vandet, med væltede træer skubbet langt ud i vandet. Leret har lejret sig i mudrede terrasser, de mindste trin er en god meter høje. Jeg gør et par forsøg på at forcere det nederste af den nedskredne jord i håb om at nå frem til bedre terræn længere fremme. Men til sidst besinder jeg mig og indser at denne vej ikke er fremkommelig. Måske på en sommerdag, hvor man kan vade gennem vandet…
Plan B er at følge veje længere inde i landet ud til spidsen af Trelde Næs, der er kommunal skov og har et net af stier omkring næssets yderste punkt. Men det sparsomme dagslys gør det meningsløst, det ville blive mørkt, før jeg nåede derud. Så jeg går tilbage samme vej, jeg kom. Heldigvis kan jeg i stedet se mere af det storslåede voldanlæg, den del der går langs kysten.
Det er en ejendommelig fornemmelse at gå på ydersiden af den høje vold ud mod kysten og vide at byen ligger beskyttet inde på den anden side. Udefra ses først og fremmest en høj hospitalsbygning og havneinstallationerne lidt længere sydpå. På sin vis er det vel logisk, at min vandring gennem Sønderjylland med dets mange vidnesbyrd og krig og grænseland ender for foden af fæstningen i Fredericia. Den enorme vold, den vilje og de ressourcer der er lagt i at bygge den, det blodbad det ville have krævet at storme den, fortæller nok så meget om krig som en magthandling mellem stater og det enkelte individs sårbarhed i den situation.
I folkeskolen fortalte min lærer historien fra den første slesvigske krig: Fredericia blev sluttet inde af den slesvigske hær, som samtidig også forfulgte den danske hær op gennem Jylland og ud på Djursland (se vandredag 13). Den danske hær blev imidlertid sejlet fra Helgenæs til Fredericia, angreb slesvigerne der, samtidig med at garnisonens tropper gjorde udfald, og man vandt en overraskende sejr.
Ved sydspidsen af volden kan jeg vælge mellem to veje: den romantiske Kongensgade eller den ærligt benævnte Svovlsyrekaj. Det virker som et møde mellem byens fortid og nutid. Svovlsyrekaj lyder jo unægteligt tillokkende, men højt trådhegn, overvågningskameraer og krasse skilte gør et ugæstfrit indtryk, så jeg går ad Kongensgade. Den ændrer sig hurtigt fra industrivej til en af byens gamle rektangulære gader, som jeg ser mere af, da jeg går gennem Sjællandsgade, hvor man ser byens fine gamle byrum. Inden for voldene, så at sige. Jeg krydser mit spor ved Vester Vold og går op til banegården. Selv om jeg har skiftet tog her uendeligt mange gange, har jeg aldrig før set bygningen udefra. Det er en klassisk banegård, med store lysende vinduesflade i skumringen. I forhallen køber jeg en billet og går direkte op i et regionaltog, der kører mod Århus et minut senere.

Hengivelse, 25-182.
Jan Sonnergaard, Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks Ungdom, 1-24.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s