Stilling-Ry (86).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Stilling-Ry (86), 32,4 km.
Søndag den 22. marts, 2015.

Bussen kører fra Mølleparken mod sydvest, og som den passerer de forskellige bælter af forstæder og industrikvarterer omkring Århus og landsbyerne undervejs, ser jeg flokke af sorte fugle alle vegne. Det er råger, der er ude at fouragere i skare, og ingen plet er øjensynligt for lille.
Fra mit sæde højt i bussen er der en glimrende udsigt over Stilling Sø, der ser blå og klar ud i den kolde luft. Fra stoppestedet, det samme som jeg endte sidste uges vandring ved, går jeg i rask tempo ud af byen og mod nordvest. Landevejen fører via en bro over E45, hvis trafikbånd peger i den retning, som jeg også skal: mod Illerup Ådal. Men siden vandrere ikke er velsete på motorvejen, tager jeg en omvej nord om.
Kort efter E45 drejer jeg af mod Mesing. Vejen går direkte mod et langt skovbryn. Jeg gik langs med det for kort tid siden, på min vej fra Skanderborg til Århus (vandredag 80), efter at have krydset Illerup Ådal, med samt motorvejen og jernbanen på dalens sydside. Fra det flade land dykker landevejen ind i skoven i et par skarpe sving. Der er en lysning på bunden af den lille slugt, hvor jeg kort kan betragte et par musvåger i luften.
Fra den lille landsby Mesing lidt længere fremme fører en lang markvej mod syd til Sønderskov på nordsiden af Illerup Ådal. Nattefrosten har lagt glasklar is på pytterne, men solen skinner, og temperaturen er pænt over frysepunktet. Som jeg nærmer mig skoven, ser jeg flere rågeflokke på markerne, og et halv dusin rådyr der har vovet sig ud af skoven midt på dagen. Nogle få hundrede meters nedstigning ad en snoet skovvej, og jeg står i det sydlige skovbryn, på nordsiden af ådalen.
Illerup Ådal er berømte for sine oldtidsfund. De oprindelige fund blev gjort i den øverste del af ådalen, hvor jeg står nu, det består af krigsudstyr ofret til søen i flere omgange mellem år 200-450 efter Kristus. I de senere år er der foretaget arkæologiske undersøgelse i Alken Enge, hvor ådalen munder ud i Mossø. Her er der fundet et stor mængde skeletter ofret til søen. Det formodes at være krigerne fra en overvundet hær i et slag, der fandt sted omkring Kristi fødsel. Det lille museum i Skanderborg har for øjeblikket en særudstilling om disse fund (Mosens Gåde – krig og kult i Alken Enge, 25.6.2014 – 20.12.2015). Museet har også en permanent udstilling af dele af det oprindelige Illerup-fund, som naturligvis også kan ses på Moesgård Museum.
I denne del af ådalen, lige nord for Skanderborg, er der udlagt en afmærket vandrerute rundt i dalen på 4,7 km, som jeg er kommet for at gå. Fra skovbrynet fører en fugtig sti tværs over over ådalen. Engene er ganske tomme, for husdyrene er endnu på stald. På de fortidige ofringers tid var her en stor sø eller en kæde af søer. Nu om dage er her mest eng og mose. Illerup Å er blot en lille bæk, knapt en meter bred, klar, men ikke mere end ankeldyb.
Nær den sydlige rand af ådalen er der stadig et par mindre søer, omgivet af siv. Der ligger en god snes grågæs derude, og et par kommer flyvende til, tæt nok til at de orange næb træder tydeligt frem. De laver et større spektakel derude, men den enlige svane lader sig ikke forstyrre.
Der er forårstegn hele dalen rundt, piletræer med gæslinge på denne side, og da jeg kommer tilbage til nordsiden, røde hestehov, med røde blomsterstande og små skræppeblade, rødel med rakler.
Efter at have været dalen rundt stiger jeg op ad den stejle skovvej og går gennem skoven mod vest til landevejen. Det er ikke muligt at gå på dalbunden mod Mossø, så jeg må nøjes med at krydse ådalen ad de tilgængelige landeveje. Fra en bakketop med adskillige gravhøje et par kilometer fra Alken får jeg det første glimt af Mossø. Jeg forlader den travle landevej mod Ry til fordel for bivejen mod Alken.
Der er en Spor i Landskabet rute, som jeg vil følge. Den gamle skolesti, som jeg skal følge, viser sig imidlertid at være pløjet op og gjort til en del af en roemark, skønt markeringspælen stadig står der. Så jeg fortsætter til Alken, tæt på jernbanen, og går ad landevejen langs Svejstrup Enge. Heldigvis viser det andet afsnit af sporet sig at være fuldt tilgængeligt og glimrende afmærket. Det følger Langdalsbækken op i bakkerne. I begyndelsen en hurtigt strømmende bæk, indkapslet i en tynd strimmel af sump og træer. Dernæst følger stien siden af en smal slugt, eng på det første stykke, så en stejl bakkeside viet kommunal bekæmpelse af bjørneklo, dernæst en stor fårefold med får og adskillige lam, og ved slugtens øvre kant, ud til landevejen, et par hestefolde med to-tre smukke rødbrune dyr.
Resten af dagens vandring foregår ad små landeveje i det kuperede bagland mellem Ry og Alken. Der er små hyggelige landsbyer i Svejstrup og Boes. De højere liggende dele af landskabet er delt mellem skov og skrå markstykker, fra de højeste punkter med udsyn til Mossø. Jeg krydser Svejstrup Enge og jernbanen på et smukt stræk mellem Alken og Ry, som det altid er en fornøjelse at betragte fra togvinduet.
På dette sene tidspunkt føles stigningen fra engene op til plateauet ovenfor hårdt, men det bliver dagens sidste stigning. Plateauet viser sig at rumme en stor farm med frilandsgrise. Først er der store kvadratiske marker med grise og små svinehytter, dernæst en lang, dyb mark med flere grise og store læskure. Grisene er propre og lyserøde, bortset fra ét enkelt, grundigt tilstøvet dyr, der ved nærmere eftersyn viser sig at være ornen.
Ved landsbyen Boes er det tid til den sidste udsigt over Mossø (og den bakkeside jeg gik langs med på min tur rundt om Mossø (vandredag 79). Fra Boes er der fire kilometer til Ry, og efter et par kilometer støder jeg til en velkendt rute frem mod Ry (vandredag 75). Denne gang, hvor jeg har mere dagslys til rådighed, har jeg mulighed for en lille omvej i udkanten af Ry: ad en sti gennem et lille stykke plantage ud til Ry Mølle Sø, nær indsnævringen til Gudensø syd for. På bredden er kanoer stakket op, der er en badebro, og da jeg vender mig om yderst ude og kigger tilbage mod land, kan jeg på bakken bagved se det gamle sanatoriums bygning (nu om dage huser det et sclerosehospital).
Den sidste kilometer til stationen er hurtigt tilbagelagt. Jeg har ikke overblik over, hvornår søndagens ene tog i timen afgår, men det viser sig at være fem minutter senere, så få øjeblikke efter sidder jeg i toget og ser de velkendte landskaber passere.

Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 60-80.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s