Moesgård-Stilling (85).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture)..

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Moesgård-Stilling, 35,2 km.
Søndag den 15. marts, 2015.

Forhistorisk museum på Moesgård genåbnede sidste efterår i en ny moderne bygning, der allerede har vundet flere arkitekturpriser. Før det blev museet huset i længerne på godset. En smuk allé fører fra busstoppestedet og ind på den brostensbelagte gårdsplads. Da jeg flyttede til Århus i 1985, var hovedbygningen kalket hvid, men nu har det fået den lyserøde jordbæriskulør, som er den oprindelige. Der hører en smuk park til med krogede gamle træer, havedam og hvide broer og en kunstig gravhøj fra den romantiske periode. Dets senere funktion som etnografisk og arkæologisk museum har også bragt et thailandsk hus til parken. På markerne blandes oprindelige fortidslevn med museets rekonstruktioner af oldtidshuse.
Jeg går over gårdspladsen og skrår gennem parken ud til den lille asfaltvej, der fører ned til Skovmøllen. I sommerhalvåret er der et par skikkelige heste på den nordlige mark og en stor flok får på den sydlige mark, men nu er de indhegnede bakkesider tomme. Skovmøllen ligger lidt længere nede, et par hundrede meter inde i skoven. Det er bindingsværk i sort og hvidt, med en opstemmet mølledam på den ene side af vejen og en laksetrappe på den anden side. Giber Å løber her, og jeg vil følge den et stykke af vejen mod havet.
Egentlig skal jeg vandre ind i landet i dag, men først vil jeg gå omvejen ud til bugten. Giber Å flyder gennem gammel løvskov med masser af luft mellem de tykke stammer, åen har høje brinker, store sten i åløbet og her og der store træer væltet hen over vandet. Andre vintre har jeg set vandstær her, men ikke i dag. Der er duer i skoven og krager over trækronerne og på markerne. Det er en søndag formiddag, i en kuperet skov nær Århus, så den dominerende livsform nær jordhøjde er mountainbikeryttere, mange i overtræksjakker i giftig gul advarselsfarve.
Jeg krydser åen og kommer ud til kysten ved Moesgård Strand. Det er en overskyet, men tør dag, og en frisk vind gør det koldt på åbne steder, men den lille familie på stranden neden for trappen har en herlig stund med en drage og en hund.
Mod nord kan man tydeligt se de store kraner på havnen i Århus, mod syd er der åben strand og skov. Lidt længere henne løber Giber Å ud i havet tæt på det lille idylliske og ensomt beliggende Fiskerhus. Inde bag det ligger der en stor slette, med et af museets rekonstruerede fortidshuse. Sletten kan være fyldt med mennesker, deltagere og tilskuere, på de dage, hvor den bruges til vikingespil, men i dag har jeg den næsten for mig selv.
Jeg går ind i landet, gennem skoven, indtil jeg når det vestlige skovbryn, og jeg står på den anden side af Skovmøllen. Herfra vil jeg følge en afmærket vandrerute ind i landet, i begyndelsen adskillige kilometer langs Giber Å. Det først stykke er mudret, en fodsti over engen som har fået en hård behandling af hestehove, efterfulgt af et stræk gennem den lille skov Moesgård Have, med åen på den højre hånd og høje skrænter med udsivende vand på venstre hånd. Det ender i en større sump, foran en trappe, med et stort væltet træ på tværs.
Men der er en belønning for anstrengelserne, en smuk tur på kanten af dalen, med vid udsigt over enge og skov. Ruten går ad en fodsti kaldet Kvægdriften, fordi den i sin tid blev brugt til at drive landsbykvæg på græsning i skoven. Kvæget kom fra den lille landsby Fulden et kort stykke længere fremme. Landsbyen har små idylliske bindingsværkshuse og gårde helt inde i kernen af bebyggelsen. Den afmærkede rute fortsætter ad en markvej frem mod en træbro over en tilstødende bæk og en skovdækket bakkekam. En landmand bruger søndagen til at pløje, og en stor flok måger har kastet sig over den friskvendte jord.
Der er et frygteligt spektakel i trækronerne. De høje træer huser en rågekoloni, og de sorte fugle er i fuld gang med at indrette sig. Det er nu ikke en indflytterfest, sådan lyder råger hver eneste dag i sæsonen.
Efter at have krydset Oddervejen kommer jeg igen til at gå klods op ad Giber Å den sidste kilometer frem til Vilhelmsborg. Åen løber rask gennem en smal, lav dal, skovklædt på begge sider med masser af væltede træer på tværs åen. Det sidste stykke bliver vejen kantet af en gammel allé langs godsets park. Avlsbygningerne på Vilhelmsborg rummer et stor ridesportscenter (“rør ikke ved hestene” advarer et hjemmegjort skilt på en stalddør). Hovedbygningen ligger på, hvad jeg antager, er lugtafstand af staldene. En mindesten fortæller om godsets fortid som Gyldenkronefamiliens baroni. Det står ikke på stenen, men oprindeligt var det en hollandsk købmandsslægt ved navn Marselis: familiens danske adelsnavn blev dannet ved en sammensætning af navnene på den hollandske og den danske møntfod: Gyldenkrone.
Giber Å er opstemmet ved Vilhelmsborg, til en sø, snarere end en dam. Udløbet er ført under vejen og falder brat adskillige meter. For at give fiskene en chance for at komme opstrøms er der bygget en stor laksetrappe fra åen til søens niveau. Fra Vilhelmsborg går jeg stik nordpå, mod Holme Bjerge, ad en lille vej ved navn Hovstien, der krydser ådalen. Øverst på den fjerne bakke kan jeg lige akkurat ane mit mål: Jelshøj. På bunden af dalen er der engarealer over mod Hørret Skov (der nyder en vis lokal berømmelse, fordi den huser en aggressiv musvåge, der ikke generer sig for at gå til angreb på mennesker).
Jeg har gået denne vandrerute mange gange over årene, men det er et par år siden sidst, så i den lille landsby Hørret kommer jeg til at vælge den forkerte markvej og kommer omkring en håndfuld kolonihaver, hestestier og nyplantede plantager, før jeg er tilbage på ret vej ved foden af Holme Bjerge. Muligvis er det det sted i Danmark, hvor der er flest heste per indbyggere. I hvert fald er der folde med flotte hvide pæle og rækværk alle steder, heste i foldene, en hesteklinik, og en kvinde der kommer trækkende med en hest.
Jelshøj (128 m) er det højeste punkt i Århus Kommune. Fra toppen af den lille gravhøj har man et vidt udblik over byen og bugten: i centrum de få karakteristiske højhuse, havnen; et fragtskib og katamaranfærgen ude på bugten. Ganske tæt på, lige neden for bakken, den yderste forstads klyngehuse.
Det sidste stræk af den afmærkede rute følger bakkekammen, med dens andre højdepunkter Myreknold og Tulshøj. Stien er blot en smal passage mellem hestefolde, hvis eltråde knitrer advarende. dernæst gennem gammelt læhegn, hvor en musvåge skriger foroven.
Den afmærkede rute stopper her. Jeg, derimod, skal videre, over det åbne agerland, til Mårslet og derfra til Solbjerg. Det er opdyrket land hele vejen, let kuperet, lange flade bakker, slet ikke som ude ved kysten. Der er enkelte forårstegn undervejs: et par viber og en stor gyllespreder. I det åbne landskab kan det hvide kirke i Astrup ses på lang afstand. Der drejer jeg fra, og en kilometer senere er jeg fremme ved Solbjerg.
Den sidste del af dagen program er vandringen langs sydsiden af søen. Stilling-Solbjerg Sø. Det er den samme sø, kaldet Stilling Sø i vest og Solbjerg Sø i øst. (Og hvis den nuværende regerings ambitiøse jernbaneprogram bliver virkeliggjort kan der komme til at gå en bro hen over søen for at opnå en afkortning af jernbanen mellem Århus og Horsens). Jeg har gået rundt om søen en enkelt gang, men i dag skal jeg blot til den anden ende af søen.
Der er ikke ret mange steder, man kommer rigtigt tæt på vandet, men fra bakkerne er der en flot udsigt over søen, hvis konturer aftegnes knivskarpt. Halvvejs fremme, ved den lille landsby Vitved drejer jeg væk fra søen for at tage vejen gennem Pilbrodalen. Pilbrodalen er en skarpt nedskåret dal, med enge, kær og småsøer, og en grusvej der fører igennem den. Der er nogle små klynger af høje træer på bakkerne på de to sider af indgangen til dalen. De har hver deres rågekoloni med skrigende fugle. Andre småflokke af råger søger føde på engene og markerne.
Enkelte markstykker er pløjet, der er så meget sand i jorden, at den blotlagte jord fremtræder med en smuk hvid glans. Et par højlydte gæs overdøver kort rågerne, mens de flyver ind til landing i en af de små søer. Oppe på grusvejen må jeg træde til side for at lade en hest forspændt en sulky passere. Jeg har planlagt en afstikker fra turen gennem dalen; den går ad en sti direkte op ad bakkesiden, langs en majsmark ud til landevejen ovenfor, gennem en juletræsplantage, op på en græsklædt bakke med en smuldrende gravhøj øverst. Det er Ørnekol (128 m). Kold og forblæst, men med en glimrende udsigt hele horisonten rundt. Pilbrodalen er forsvundet ud af syne. Længere fremme ad landevejen går der dog en sti ned til dalen, hvis grusvej fortsætter endnu en kilometer.
Næsten fremme: Ad landevejen mod Stilling, i kanten af søen, men på en fodsti der ofte er hævet over landevejens niveau og giver et vist udsyn over søen gennem træernes nøgne grene. I søens vestlige ende omgives søen af Stillings bymasse, men et lille naturområde med en strand har dog fået lov at stå tilbage. Min vej går imidlertid gennem byen til landevejen, hvor jeg finder stoppestedet for rutebilen mod Århus.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s