klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
… i Rold Skov.
Rold Skov IV: Øst, 32,9 km.
Mandag den 9. marts, 2015.
Det er den første rigtige forårsdag i år, højt solskin og tæt på 10 grader. Flot vejr til min sidste vandredag i Rold Skov i denne omgang. Fra stationen i Skørping går jeg mod øst ad den gamle hovedgade, indtil jeg kan dreje mod syd ind i skoven. Det er den private del af skoven, men grusvejene er velholdte, skydetårnene står tæt, og træerne er gamle og høje eller skovede og væk. Terrænet er kuperet, så hvor de høje træer står på en bakkeknold, tegner de sig i dramatisk profil som så mange søjler mod en klar blå himmel.
Jeg kommer ud ad skoven ved det nordøstlige hjørne og går ad landevejen mod Hellum, mens jeg kan nyde udsigten til et af de sikreste forårstegn: En kæmpestor gyllespreder der langsomt kravler hen over en lang bakkeside for fuldt vingefang.
Jeg er på vej til Hellum for at gøre en omvej ad et afmærket vandrespor. Det går ad grusveje nordpå op i bakkerne i landevejens bagland. Tættest på landsbyen er det agerland, hvor majsstubbe står tilbage, længere væk er der græsning, små plantagestykker og endda et par lyngstrimler. Grusvejen ender halvvejs oppe på siden af en ådal med græsklædte runde bakker, på den grønne bakkekam overfor ses Kapelhøj og et enligt træ. Sporet giver adgang til at gå gennem en græsmark op til Bavnehøj, hvorfra der er vid udsigt over landskabet. Min folder hævder, at man på en klar dag kan se helt til Limfjorden. Det lykkedes ikke for mig, men mens jeg betragter udsigten i min kikkert letter to harer fra deres leje nær mig og er langt borte, før jeg bemærker dem. Et par hundrede meter væk slår de sig ned tæt på hinanden i en afhøstet majsmark og kigger tilbage på mig. Efter et par minutter smutter de væk til en nærliggende stump plantage.
Fra en fjern bakkesides skovbryn kommer et par ravneskrig, men jeg kan ikke få øje på fuglene. Fem minutter senere, da jeg er godt på vej ad en markvej tilbage mod Hellum, kommer to, nej tre, ravne tumlende hen over himlen. Normalt er ravne sky og vagtsomme fugle, der holder sig på lang afstand af mennesker, men lige nu har trioen overhovedet ikke øje for mig; de flyver klods op ad hinanden under skrig og skrål, og jeg kan iagttage dem tættere på end nogen sinde før. Selv for en ukyndig betragter, uden selv den mindste lillebitte fjer på, er det tydeligt, hvad dramaet går ud på: To er bedst, og tre er for mange. Fuglene forsvinder ind over et skovstykke, og da de et par minutter senere igen kommer til syne, flyver to ravne mod øst og en ravn mod vest.
Fra Hellum går jeg ad asfaltvejen ned ad bakken mod Madum Søs østlige ende. Det er langt bedre vejr, end da jeg sidst var her. Vandet er strålende blåt, og der ligger troldænder ude på bølgerne. Denne gang går jeg væk fra søen, mod øst, ind i plantagen. Halvanden kilometer inde ligger Langmosen, en stor og velbevaret højmose. Fra sydsiden af mosen, gennem åben bøgeskov er der bedst udsyn over mosen. Mosen er et langt vandret stræk af gule, visne tuer, der står så tæt, at mosefladen fremtræder vaskebrætsagtig. Ude i mosen er der små øer af nåletræer og enkle steder med åbent vand. På nordsiden er der nåleskov. Efter at have gået rundt om mosen, når jeg igen ud til landevejen øst for Madum Sø.
Sidst, jeg var her, gik jeg gennem skoven til den vestlige ende af søen. I dag går jeg gennem det åbne landskab i den hensigt at benytte de små veje til at skrå mod sydvest, indtil jeg når frem til landevejen mod Skørping. På papiret ser det let ud, i praksis er situationen noget mere rodet: grusvejene bliver stadigt uslere, går dernæst over i jordveje, og markveje der til sidst blot er traktorspor for enden af marker eller indhegnet plantage. Jeg bliver nødt til at gå langs markskel et stykke vej, men når til sidst frem til det sydøstlige hjørne af Rold Skov og dernæst ad skovveje til landevejen.
Endelig står jeg ved den parkeringsplads, hvorfra et spor fører ud til Store Blåkilde. Lille Blåkilde, som jeg besøgte på en tidligere vandretur i Rold Skov (82) har rent faktisk større vandføring. Det er en såkaldt strømkilde, der bryder frem fra en lodret kalkvæg og skaber en plaskende bæk med masser af strømhvirler og hvidt vand. Store Blåkilde derimod er en såkaldt bassinkilde (somme tider også kaldet en damkilde), hvor kildevandet presses ud i bundet af det lille bassin, der dannes.
I mit eksemplar af Danmarks Natur, bind 5: De Ferske Vande, kapitlet om Dyrelivet i Rindende Vand og Kilder, har lektor, dr. phil. Anker Nielsen dette at sige om det sted, jeg står ved:
Vor største bassinkilde er Blåkilde syd for Rold Skov; dens bassin er 12,5 meter bredt og 4 meter dybt. Til trods for sit navn har Lille Blåkilde større vandføring end Blåkilde. Navnet skyldes, at den hvide bund gennem det krystalklare vand ser blå ud; det er vandets egenfarve. Store bassinkilder har publikumstække, men for biologen er de ikke af stor interesse.
Vel, kilden leverer måske ikke tilstrækkeligt med småkrebs og vårfluelarver til at indfri den kræsne doktors krav til en fornøjelig eftermiddag, men jeg, og Rebild Turistbureau med mig, synes nu nok, at den er en omvej værd. Og de mange skoaftryk på de mudrede stræk af stien derud viser, at vi ikke er alene om at synes det. Kilden ligger et godt stykke ude på den svagt skrånende brede eng og kan ikke ses fra landevejen. Dens vand afvandes til Villestrup Å, der løber mod syd til Mariager Fjord. Bassinets vand har det blålige skær og er glasklart. Fra kanterne og ud mod midten vokser store klynger af vandplanter, der ses så klart som i et vel gennemlyst akvarium. I centrum af kilden er der store lyse pletter på bunden. Det er sand, der hele tiden hvirvles omkring og pulserer omkring de punkter, hvor vandet presses ud i bunden af dammen. Det konstant fremvældende vand skaber en let, men permanent uro på dammens overflade,
Efter at have besøgt Blåkilde går jeg et stykke ad landevejen mod Skørping, og derefter gør jeg en lang bue ind i den private del af Rold Skov frem mod Arden. Det er grusvej, mellem ældre nåleskov og enkelte partier af bøgeskov. Pludselig bliver jeg opmærksom på lugten af sukkerroer, jeg ser mig om og opdager et læs roer i vejkanten. Jeg stirrer surt på roerne: hvordan skal jeg nogen sinde se hjorte, når de bare kan trykke sig i tykningen hele dagen lang og så komme og hente sig en natmad i mulm og mørke?! Et par kilometer længere fremme ser jeg ikke desto mindre hoved og ryg af to hinder over et lavt bøgekrat med visne blade. Hjortene bevæger sig næsten lydløst gennem underskoven, en solsort på skovbunden lyder som en elefanthjord i sammenligning.
Der er stadigt rigeligt dagslys, da jeg kommer til Arden, og blot fem minutter senere stiger jeg op i toget mod Københavns Lufthavn.
On the Spartacus Road, 325-344.
Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 1-60.
Jyske Vandreture 