Rold Skov III: Vest (83).


klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Rold Skov (III): Vest (83), 36,6 km.
Lørdag den 7. marts 2015.

Arden Station, på en dag med bedre vejr end min første vandredag i Rold Skov. Forår i luften, overskyet men tørt. Som jeg går mod nord passerer jeg den græsmark i udkanten af Arden, som heste og gæs delte mellem sig, sidst jeg var her. Hestene, med dækkener på, står stadigt ved høhækken i folden, men gæssene har forvildet sig ud på vejen og nipper til en parcelhushæk. Jeg kanter mig uden om dem, og håber de lejlighedsvise bilister på den lille vej er lokalkendte.
Ved skovbrynet går jeg mod vest. I begyndelsen i skovkanten, langs en sti flankeret af høje gamle løvtræer og udblik over markerne. Et par piger hest på en af skovenes ridestier og en fært af hest i luften. Dernæst et langt stræk gennem nåleskovsplantage. Træerne står på snorlige rækker, og højden og alderen varierer fra sektion til sektion. Ensartetheden giver hver sektion et kasseagtigt udseende, som forstærkes af den snorlige grusvej.
Efter at have krydset landevejen mod Støvring fortsætter jeg mod vest frem til det mere kuperede landskab ved kanten af Lindenborg Ådal. Der var hængt et skilt op, som forbød indsamling af kastestænger, men jeg ser nu ikke en eneste hjort.
Skovvejen går mod syd, holder sig midt på skrænten. Åen er knapt synlig i bunden af den snævre dal. Kilderne i ådalen ligger tæt på skrænten. Nogle af dem starter blot som en fugtigt mudderplet i skovbunden på begge sider af skovvejen. Et enkelt sted er en kilde ført under vejen i et orange pvc-rør, og nogen har placeret verdens mindste møllehjul under kilden. Ikke mere end knæhøjt, med små trævinger, som vandstrålen plasker udover med en lang slæbende rytme. Andre steder starter en kilde i en grøn sump eller i en kløft stuvet fuld af væltede træer.
Den vestlige del af Rold Skov er godsskov, der er et stærkere præg af skovbrug, friskfældede træer, endnu med en lugt af savsmuld hængende i luften, andre steder stabler af kævler, flis, dybe dækaftryk på mudrede veje. Et enkelt sted lyser klynger af blomstrende vintergækker op.
Lindenborg Å løber under den høje jordvold, der bærer landevejen mellem Arden og Års. Der er udstrakte moseområder både nord og syd for. Åen selv er næppe mere end en halv meter bred på dette sted. Den har sit udspring blot tre kilometer syd herfra og løber mod nordøst, frem mod udløbet i Limfjorden øst for Ålborg. Simested Å har sit udspring ganske tæt på og løber mod sydvest frem til Lovns Bredning.
Jeg kommer ud af skoven i den vestlige ende og går et stræk gennem åbent landskab. Undervejs passerer jeg Nørlund Slot. Dets allé er lige blevet stynet, og havens gamle træer er blevet fældet, så det gør et underligt bart indtryk. Nørlunds Gæstebud står der på et skilt, der er biler i indkørslen, så slottet er øjensynligt åbent for forretninger.
Torstedlund hedder den næste afdeling af Rold Skov, som jeg kommer ind i. Jeg ser stadig ingen hjorte, men jægernes små skydestande står tæt. Det er sikkert min viden om, at det er godsskov, der sniger sig fordomsfuldt ind, men det forekommer mig, at de små trætårne ser solidere og pænere ud, end mange af de vakkelvorne, pilrådne konstruktioner, jeg har set på andre vandreture. Det er mest nåleskov, men af og til er der små klynger af gamle løvtræer eller striber af tynd løvskov langs skovvejene. Jeg gør en omvej for at se den mindesten, der står på kanten af en mose, dybt inde i skoven. Den bærer navnene på besætningen på en britisk flyvemaskine, der blev skudt ned i april 1945. Propellen er monteret over stenen.
Min rute svinger nordpå, jeg kommer på afveje og må have kompasset frem for at finde ind på den rette vej. Som jeg forlader skoven og kommer ud på det åbne land, springer to kronhjorte i tæt vinterpels lydløst hen over en bakket mark og forsvinder ind i skoven.
De næste kilometer er over åbent land, mest ad grusveje og enkelte smalle, godt slidte asfaltveje. De fører mig frem til kanten af Lindenborg Ådal, som jeg stiger ned til via et enkelt, sylespidst hårnålesving. I bunden af ådalen ligger Røde Mølle, en klynge huse med røde tage, en afsnøret mølledam og store græsmarker hegnet ind med noget af det højeste vildthegn, jeg nogensinde har set. Åbenbart skal ingen farmhjort falde for fristelse til et liv i vildnisset.
Nu går jeg langs med bunden af ådalen mod nord, indtil jeg når Thingbæk Mølle (og Kalkminer). Her krydser jeg ådalen ad landevejen i retning af Rold Storkro. Undervejs går jeg endnu en gang over Lindenborg Å, der nu har opbygget en noget større vandføring. En illustration af det gamle mundheld om, at mange (kilde)bække gør en stor å.
Rold Storkro viser sig at være et mere romantisk navn, end virkeligheden kan leve op til: Det er et kompleks af bygninger i konferencecenterstil. Tre spinkle hjorte deler en lille indhegning foran kroen, bagved er der store, godt fyldte parkeringspladser.
Der er kun små to timers dagslys tilbage, så jeg går i rask tempo gennem skoven i retning mod Arden. Det er kuperet terræn, meget nøgen løvskov, men også filtrede nåletræsfelter; der er skovsøer og små damme, mosepartier, meget af det godt overgroet. Ved Jætternes Baghave står skovens højeste træer, douglasgran omkring fyrre meter høje og hundrede år gamle.
Jeg hører et kort ravnekald, en ravn flyver over trætoppe i det fjerne. Den forsvinder, men jeg hører stadig kalden og pludselig ser jeg en anden ravn sidde ved stammen, halvvejs oppe i et højt nåletræ. Det er kun fordi, træet står løftet op på en lille knold, og der er blå himmel bag det, at jeg kan se silhuetten af ravnen klart og tydeligt. Jeg holder blikket stift rettet mod fuglen for ikke at miste dens position i virvaret af grene, mens jeg famler efter kikkerten. Men ravnen går på vingerne og kommer ikke tilbage, kalder heller ikke.
Et par kilometer længere fremme kigger jeg op efter et højrøstet kragetræk på vej mod nattens rastested, da et par ravne glider lydløst i lav højde hen over trætoppene. Og blot få hundrede meter før det sydlige skovbryn, ved en lysning, ser jeg dem igen. En af ravnene slår sig ned i en trætop godt hundrede meter væk og begynder at kalde. Ved lysningens kant står et stort sundt grantræ, med tykke, nålestrittende grene. Raven ignorerer den og sætter sig i et tyndt, afrakket træ ved siden af. Dette træ er næsten lige så højt, men næsten uden grene. Øverst er der et ynkeligt topskud, der svajer i det lette vind, og da ravnen sætter sig bøjer det tydeligt. Fuglen vipper lidt frem og tilbage, som om den leger med at finde og tabe sit eget balancepunkt. Så begynder den at kalde, et hæsere kald end krager, men med samme kropssprog, hovedet skubbet frem med åbent næb, flad linje hen over nakke og ryg, og så fuld lydstyrke. Fem minutter kan jeg betragte den i kikkerten, før den flyver videre.
Gæssene er væk, og hestene er taget på stald, da jeg går ind i Arden ad samme vej, jeg kom fra om formiddagen. På stationen venter jeg en halv time, og det er mørkt, da toget kommer.

On the Spartacus Road, 212-324.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s