Hadsten-Langå (290).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Hadsten-Langå, 29 km (290).
Lørdag den 3 november.

Det er en fin dag til en vandretur, solskin, ingen vind og omkring 10 graders varme. Det føles mere som en god oktoberdag, end som en novemberdag. Mængden af dagslys kan vejrguderne imidlertid ikke rokke ved: det er den tid på året, hvor jeg ikke kan tillade mig lang transporttid, hvis jeg vil nå frem til dagens endemål, mens det endnu er lyst.
I dag starter min vandretur, som flere gange før, i Hadsten, midtvejs mellem Århus og Randers. Byen skylder jernbanen sin eksistens, og det er behørigt anerkendt med en skulptur af to jernbanearbejdere på perronen. Jeg går forbi den fine nyklassicistiske kirke, mod nordvest, ud af byen, og ned i den brede ådal, der fører Lilleåen de sidste 15 km frem til Langå og udløbet i Gudenåen. En mindre ådal støder til fra nordøst og lægger ekstra vidde til engene her.
Et lokalt naturgenopretningsprojekt har reetableret et stort vådområde, Vissing Enge. Dertil hører naturligvis afgræsning med kvæg; de store dyr står på rad og række ved parkeringspladsens kortbord for at byde den besøgende velkommende. Vissing Enge udgør en stor grøn trekant, afgrænset af to landeveje og Lilleåen. Den Jyske Længdebane løber langs åen, så med jævne mellemrum ruller hvide DSB-tog og grønne Arriva-tog tværs gennem landskabet. Langt ude på engene, tæt på jernbanen, i silhuet mod det flade landskab, står et lille udsigtstårn til fuglekiggere og andre interesserede.
Jeg slår ind på den sti, der fører derud. Efter en halv snes meter letter en hare fra lejet centimeter fra min tå og piler ud over marken. En tårnfalk flyver fra pæl til pæl, holder korte pauser, inden den svinger sig op i luften og på ny begynder at afsøge dalbunden. Et par svaner ligger på en af de små søer ude på engene. På begge sider af de brede enge er bakkekammene dækket af skov.
Efter at være vendt tilbage til landevejen fortsætter jeg mod vest for foden af bakkerne. Små rågeflokke fourager på markerne med en enkelt måge som selskab. To store rovfugle patruljerer de farvestrålende skovbryn. Røde glenter, det passer til efterårsløvets gule og røde farver.
Længere fremme breder skoven sig fra det øverste af bakkekammen helt ned til landevejen. Det er Essendrup Skov, en afmærket Spor i Landskabet sti fører gennem løvskoven ad jordveje og trampestier. Skoven rummer et mindre antal gravhøje, sammensunkne og lette at overse – hvis det ikke havde været for opstillede informationstavler. Der er stadigt en hel del løv tilbage på træerne, men der er alligevel faldet tilstrækkeligt med blade til at udviske den spinkle trampesti, så jeg ender med at måtte krydse over skovbunden, uden om krat og fugtigt terræn, indtil jeg når frem til en skovvej.
Det er min hensigt at krydse ådalen øst for Laurbjerg. Først gør jeg imidlertid en kort afstikker til byens kirke: Den lille kullede granitkirke har et hvidkalket våbenhus med en runesten med lodrette inskriptioner i to bånd.
Tilbage på min egentlige rute krydser jeg ådalen. Lilleåen skærer sig gennem skovene med en bræmme af kær og eng. I kanten af skoven, ud til engene, ligger Bidstrup Gods med røde avlsbygninger og en flot hvid hovedbygning. En imponerende lindeallé fører derover. Undervejs kan jeg kaste et blik tilbage på nordsiden af ådalen med dens stejle skovklædte skrænter, en del af det større bakkemassiv, hvis højeste punkt er Lysnet, 131 meter over havet (vandredag 177).
Bidstrup Gods ejer en stor del af den omliggende skov. Mod syd går godsets skove over i den nordlige fløj af de store Frijsenborg Skove (vandredag 175). Jeg runder den røde avlsgård, hvis bygninger spejler sig smukt i en dams spejlblanke sorte vand.
De næste kilometre vandrer jeg op over den skovklædte bakkekam, der adskiller Lilleådalen fra Granslev Ådal, dernæst tilbage over den vestlige bakkekam mellem Granslev Ådal og Lilleådalen, indtil jeg igen er tilbage ved Laurbjerg. Syd for skovbrynet er en lang jævnt bakkesiden delt op i nypløjet agerjord, men ved den lille landsby Granslev, snævres ådalen ind til en tynd streng af eng mellem Frijsenborgs skove på bakkesiderne (vandredag 187).
Fra Laurbjerg går jeg gennem Houlbjerg Skov mod nord. Her er der løvskov på skrænterne ud mod engene og nåleskov på det højere, fladere land. Inde i skoven er der store sletter, skabt ved skovning af grantræer. Det er en privatskov med opkørte, mudrede skovveje i et uoverskueligt labyrintisk mønster, ganske uden skiltning, så jeg holder mig nær skovbrynet mod øst, indtil jeg igen når åbent land.
Endnu engang står jeg med udsigt til enge mellem skovklædte bakker og en herregård centralt i billedet. Denne gang er det imidlertid Østergård Hovedgård, og det er Gudenåen, der løber gennem dalen. I øst munder Lilleåen ud i Gudenåen, ved Langå, hvor jernbanen krydser Gudenåen, og min vandretur vil slutte. I første omgang går jeg imidlertid mod vest, indtil jeg når frem til den landevej, der fører over åen. Klokken er endnu ikke fire, men solen står lavt, skyggerne er lange, og det begynder at blive føleligt koldt.
Den lave sol giver åens strømmende vand en kold blåsort farve. Det er første gang, jeg krydser Gudenåen ad denne bro. Alligevel har jeg været her adskillige gange før: Trækstien løber langs sydsiden af Gudenåen her (vandredag 26). Trækstien – også kaldet Pramdragerstien – løber fra Silkeborg til Randers. Det er ikke bare en af landets længste vandrestier, det er også en af de vådeste på grund af nærheden til åen.
Nord for broen stiger landevejen stejlt op gennem skoven, og ikke så snart har jeg rundet bakketoppen, før jeg begynder nedstigningen til Langå. Byens kirke ligger højt på bakkesiden. Nær kirketårnet står endnu en runesten. Langå er det sted i landet, hvor der er fundet flest runesten. Oprindeligt var der seks, men flere af dem gik helt eller delvist tabt i attenhundredtallet. I dag er der kun én tilbage her ved kirken.
Jeg når frem til togstationen i Langå og opdager, at der er næsten en time til næste tog mod Århus. Heldigvis er Langå en af de stadig færre stationer, hvor der endnu tilbydes rejsende en ventesal. Så jeg sætter mig til rette på en hård træbænk, finder min bog frem, og giver mig i kast med ventetiden.

Nadeschda Mandelstam: Das Jahrhundert der Wölfe, 306-347.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s