Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Eckernförde-Fleckeby-Schleswig, 29,8 km (289).
Lørdag den 20. oktober 2018.
I foråret gik jeg to vandreture på nordsiden af Slien (vandredag 250 og 251). I går gik jeg så langs sydsiden af fjorden fra Kappeln til Fleckeby (vandredag 288). Og i dag er det tid til det sidste stræk fra Fleckeby til Sleswig. Det er imidlertid ikke nogen lang distance, så denne lørdag er der lidt ekstra kilometer at slå til søren med. Så jeg står på bussen mod Kiel, bliver siddende da den kører igennem Fleckeby og står i stedet af i Eckernförde.
Eckernförde – Egernförde med grænseområdets danske navn – ligger ved fjorden af samme navn, syd for Slien. Landet mellem de to fjorde danner en halvø ved navn Schwansen. Fjorden Eckernförde er kortere og bredere end Slien, mere en bugt eller vig.
Før jeg begiver mig mod vest, går jeg en tur på Eckernfördes havnefront. Lystbådene ligger inderst, tættere på fjorden ligger små fiskerbåde fortøjet på en lang række, og der er en travl handel, direkte fra båden sælger fiskere friske fisk til en strøm af lokale kunder. Større træskibe ligger langs havnepromenaden ud mod fjorden, med et rødt- og hvidstribet fyrtårn på kajernes hjørne.
Bøgeskoven på nordsiden af fjorden er stadig grøn. Flådefartøjer ligger for anker ved en marinestation. En lang sandstrand løber mod syd, der er opstillet skulpturer, og der står stadigt et stor stort antal af de karakteristiske kurvestole, som tyskerne bruger på stranden: Eckernförde har en betydelig kur- og turistindustri. Det er en smuk dag med sol og vandrende skyer, men det er også noget blæsende på den åbne strand, så det er uden fortrydelse, at jeg drejer ind i byen og går mod vest.
Windeby Nor var engang en del af fjorden, men nu er det en ferskvandssø, selv om betegnelsen nor stadigt indgår i navnet. En sti fører rundt om søen. Et opslag forklarer om fund af Tysklands mest berømte mosefund, pendanter til Tollundmanden og Gravballemanden i Danmark. Fundene er udstillet på Gottorp Slot, inderst i Slien. Men de blev fundet lige her, ved tørvegravning, som har forvandlet mosen til en dam med sort vand.
Snart efter når jeg ud til norets langt større vandoverflade, omkranset af skov og hegn og med byens profil i øst, blot med et par både på vandet. Vandfuglene holder til i den vestlige ende af søen. Ænder, svaner, skarve, grågæs og canadagæs. Skarvene er specielt glade for en stor hvid sten nogle få meter fra bredden. Endnu et informativt opslag forklarer, at stenen er rødlig granit, ført hertil fra Sydsverige af istidens gletsjere. Den hvide farve skyldes fuglenes afføring.
Stien fører fra noret, op ad en lang bakke med dyrket land. Herfra. og et godt stykke mod vest, finder man resterne af Dannevirkes Østmur. Dannevirkes hovedanlæg rakte fra Schleswig, inderst i Slien, og over til det fugtige terræn omkring marsk og enge i det vestlige Slesvig (vandredag 143). Østmuren, her ved Windeby Nor, muliggjorde forsvar af halvøen Schwansen og det sårbare færgested ved Missunde.
Hvor jeg står er resterne af muren reduceret til et lavt jorddige inde i hegnet, med en antydningen af en fordybning foran, en rest af den dybe grav, foran fæstningsværket, der var en del af Dannevirke-konstruktionen. Muren følger toppen af bakkekammen mod vest. Det er et smukt landskab af bølgende bakker, levende hegn og skovstykker.
Efter en omvej gennem landsbyen Kochendorf genfinder jeg Østmuren ved en jordvej øverst på bakkekammen. Her er den bevaret i halvanden meters højde, og skærer sig igennem åbent land og skov. Med regelmæssige mellemrum vokser store egetræer på jordvolden, der også er dækket af et tæt bregnekrat. I det åbne land står egeløvet og bregnerne med de samme gule og brune efterårsfarver, i skoven er der stadigt grønt i både top og bund.
Fra Østmuren svinger jeg i en bue mod vest, og umiddelbart øst for Fleckeby, når jeg frem til Slien på det punkt, hvor jeg forlod fjorden i går. Der er enge og rørskov her. Kvæg græsser et sted, og på den næste mark er der store bigballer emballeret i lyserød plastic.
Skovene ved Louisenlund begynder her. Tidligere var godset en sommerresidens for hertugslægten på Gottorp, som efter Anden Verdenskrig stillede det til rådighed for en kostskole. En smuk allé fører hen til godset og rundt om dets hovedbygning, foran hvilken der er en herskabelig have ud mod Slien.
Skovveje og -stier løber går gennem godsskoven og langs kysten, dernæst over det højere liggende land, indtil jeg igen står ved Slien, denne gang ved Fartorp, umiddelbart over for Schleswig. Solen står efterhånden lavt over himlen, jeg står i kold skygge, men der er et smukt lys over byen, med domkirketårnet, det hvide højhus i bunden af fjorden og Gottorp Slot.
Jeg går over landevejsbroen mellem Slien og Haddebyer Nord. Solens stråler reflekteres i et blændende skær på norets vandoverflade og gør det umuligt at se Hedeby, der ligger derovre, med Dannevirkes halvcirkel om de rekonstruerede vikingetidshuse (vandredag 148). Over for den lille kirke ligger et udskænkningssted med det hedenske navn Odins, derfra går en vandresti langs med vandet og ind til byen.
Jeg runder Wikingturm og kommer forbi Gottorp Slot, hvor moseligene fra Windeby er udstillet sammen med Nydambåden, fundet nær Als Sund (vandredag 146) og bragt hertil som prøjsisk krigsbytte. Tilbage af dagens vandretur er blot Schleswigs kystpromenade og den sidste kilometer frem til mit hotel.
Nadeschda Mandelstam: Das Jahrhundert der Wölfe, 190-306.
Jyske Vandreture 