Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Kappeln-Fleckeby, 38,1 km (288).
Fredag den 19. oktober 2018.
Kappeln er en havne- og turistby en halv snes kilometer fra udmundingen af Slien, den 40 km lange, smalle fjord der fører fra Østersøen ind til byen Schleswig. I foråret gik jeg langs nordsiden af fjorden ind til Schleswig (vandredag 250 og 251). Nu er jeg tilbage for at tage turen langs sydsiden.
Der er to færgesteder tilbage; ved Arnis og ved Missunde. Her er fjorden på sit snævreste, og færgerne er tilsvarende små, som de færger der besejler Randers Fjord. Der er også to broer, ved Lindaunis og her ved Kappeln. Begge broer er klapbroer, og ligesom jeg træder ud på Kappelns bro over Slien, bliver broklapperne slået op for at lade et par højmastede lystbåde passere.
Det giver mig lidt ekstra tid til at nyde udsigten over Kappelns havnefront, der byder på et par fint restaurerede bygninger, endestationen for en veteranjernbane og adskillige fortøjede turbåde, en af dem en hjuldamper. Det er en smuk dag med sol på en høj himmel, Sliens vand er tindrende blåt.
Da jeg kørte hertil med rutebilen fra Schleswig lå der en antydning af rimfrost over de grønne marker, som et fint lag støv. Men nu er temperaturen vel omkring de ti grader, og det er fint vejr til en vandretur.
Klapperne sænkes, de ventende biler sætter i gang, og jeg krydser fjorden og drejer mod vest ad en lille landevej. De få skridt bringer mig fra byens larm til naturens larm: En stor flok grågæs har slået sig ned på græsmarkerne ud mod Slien, og deres spektakel kan høres langt væk.
Gæssene lader sig ikke forstyrre af de få sejlbåde, der glider over Sliens blå overflade. Der er ikke langt mellem de små marinaer og sejlsportsklubber langs fjorden, og de færreste både er halet på land for vinteren.
Fjorden har skåret sig dybt ned i landskabet og er flankeret af høje bakkesider langs begge bredder. Der er enge og rørskove ud mod fjorden, små skove og dyrket land højere oppe på bakkesiden. Gæs og kvæg deler engene imellem sig. Svaner holder til langs den nordlige bred.
Skovbrynene har fået efterårsfarver. Det dyrkede land består især af store marker med uhøstede kålroer. Der er langt mellem gårdene, og megen af jorden er formodentlig godsjord; jeg kommer i hvert fald forbi et par stykker af slagsen. Et stykke længere fremme, ved Stubbe Gods, får jeg mulighed for at vandre et længere stykke vej gennem godsskov, der når helt ud til fjorden.
Først går jeg ad en lang allé forbi den gamle hovedbygning, dernæst ad en markvej, hvor sorte køer græsser på en grøn bakkeside, kronet med en gravhøj øverst. Og endelig fører en hulvej ud til fjorden, hvorefter jeg kan gå flere kilometer for foden af skovklædte bakker, umiddelbart ud til rørskov, der indimellem tillader smukke udsigter over fjorden.
I øst kan jeg, hen over de høje rør, se Sliens anden klapbro, en kombineret vej- og jernbanebro ved Lindaunis. Den høje løvskov når helt ud til bredden af fjorden, i blandt er der smukke gamle egetræer med tykke stammer. Af og til rammer et faldende agern jorden tæt på mig og føjer sig til de mange andre på skovstien. På den anden side af fjorden falder solstrejf over bølgende grønt agerland og skov i efterårets mange nuancer.
Naturligvis ender turen gennem skoven ved en sejlsportsklub. Derfra følger jeg en slynget grusvej op gennem agerlandets bakker og ud til landevejen. De næste kilometre går over højere land på afstand af fjorden.
En rovfugl trækker over himlen, jeg hører ravneskrig og ser to af de sorte fugle stile målbevidst den. Ravnene bliver selv genstand for opmærksomhed fra krager, og rovfuglen søger højere op og cirkler uforstyrret over landskabet. Jeg tror først, at det er en musvåge, men som den skifter retning træder dens trekantede kløftede hale frem: en glente.
Jeg genfinder Slien ved Ornumer Nor, en af fjordens mange små sidefløje og følger noret mod vest, frem til Missunde. Undervejs kommer jeg forbi et skilt, der viser hen til krigergrave fra 1864. Cirka 500 danske og tyske soldater døde her i krigens tidligste fase. I mange hundrede år lå rigets sydlige forsvarslinje her. Central stod Dannevirke (vandredag 143), flankeret mod vest af de våde enge og marsken ud mod Vadehave, og mod øst Slien. Missunde var et svagt punkt, det er et af fjordens snævreste steder, stadigt væk et færgested, og et oplagt sted at sætte tropper over og omgå Dannevirke, derfor blev der kæmpet om færgestedet både i Treårskrigen (1848-1850) og i 1864. Danskerne vandt, men næste dag blev det opgivet at holde Dannevirke, og den danske hær trak sig tilbage til Dybbøl og Als. Krigens sidste fase var den tyske invasion af Als, hvor de tyske soldater på 8 minutter krydsede det langt bredere Als Sund. Krigergravene ligger også tæt der (vandredag 147).
Snart efter når jeg frem til færgestedet, hvor en lille færge arbejder sig utrætteligt frem og tilbage over det korte stræk fra bred til bred. Den nordlige bred, hvor jeg stod i foråret, forekommer blot et stenkast borte.
En sti gør det muligt at gå langs sundet, indtil fjorden åbner sig i en stor bredning. På den anden side af bredningen kan jeg se Schleswig by, let genkendelig på de to karakteristiske elementer i dens silhuet mod himlen: den middelalderlige domkirkes tårn og Wikingturm, et 90 meter højt højhus fra 1970’erne som står ved en af byens lystbådehavne.
For et kort bemærkning forlader jeg fjorden og går i stedet igennem en plantage. Der er malet gule pile på stammerne – strækningen indgår i vandreruterne mod Santiago de Compostela.
Så langt skal jeg nu ikke. I stedet genfinder jeg bredningen, passerer høje skrænter og også en enkelt badestrand, før jeg igen kommer ud på åben land. Fjorden er kantet af små laguner og smal rørskov, ænder og gæs ligger ude på vandet. Skyerne står tættere, men solen kaster stadigt bjælker af lys ned på fjorden.
En slynget markvej fører langs med fjorden og dernæst over engene over til en travl landevej. Jeg går et kort stykke mod vest, til Fleckeby, og busstoppestedet for bussen mellem Kiel og Schleswig.
Nadeschda Mandelstam: Das Jahrhundert der Wölfe, 170-190.
Jyske Vandreture 