Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Wedel-Hamburg, 26,1 km (287).
Torsdag den 18. oktober 2018.
S-toget mod Wedel er propfyldt, da det forlader Hamburgs hovedbanegård. Folk står tæt sammenstuvede, mens vi kører igennem forstæderne, forbi Altona, og videre mod vest. Men da toget når frem til Wedel, er vi kun to passagerer tilbage.
Wedel er endestationen. Byen ligger i delstaten Slesvig-Holsten og ikke i byen og delstaten Hamburg. Jeg har været her før (vandredag 205). Wedel var endemålet for Hærvejen, og Ochsenweg, nutidens tyske cykelrute langs den historiske vej fører i forlængelse af den danske vandrerute fra Padborg og hertil.
I sin tid blev Hærvejen benyttet af mere end 50 000 kreaturer per år. Nogle af dem endte i slagtehuse i Itzehoe eller Neumünster, men mange af dem nåede frem til det store kvægmarkedet i Wedel, her ved bredden af Elben. I centrum af byen marker en lille skulptur på en piedestal stedet for det historiske marked. Skulpturen viser en ko ved siden af en bonde og en kvæghandler, der giver håndslag på en handel. “Under Roland,” som en mindeplade forklarer.
Roland står få meter borte. Det er en fire en halv meter høj bemalet statue af sandsten, fra 1558. Det viser en ridder med draget sværd. I middelalderen var en rolandsstatue et symbol på, at en by havde købstadsrettigheder med ret til at afholde marked og lokal retshåndhævelse. Wedels Roland står med friske farver – i løbet af århundredernes gang bliver den af og til renoveret.
Wedel formodes også at have givet navn til en gammel adelsslægt af samme navn, i Danmark repræsenteret ved lensgreve Wedell, landets største godsejer med godserne Wedellsborg og Frijsenborg (vandredag 92).
Fra det højere liggende land går jeg ned ad den lange bakke til Elben og det gamle færgested. Vejret er ret usselt, regn, og regndis som lægger et slør over den fjerneste bred. I sommermånederne er det et større turistmål, i dag har de sorte krager de hvide bænke for sig selv.
Elbwanderweg, stier, af vekslende kvalitet, fører langs bredden af Elben ind mod Hamburg. Der er skrænter ud mod floden, et snævert forland, af og til med sandstrande der giver bademuligheder i sæsonen. Stien veksler mellem flodbred og skrænt. Ofte når bebyggelse med villaer helt ud til kanten af skrænten, andre steder er der brede, velholdte stier kantet af gamle egetræer og med fin udsigt over floden og disen. I dette vejr møder jeg mest hundeluftere. Ude på floden passerer de store godsskibe hinanden.
Over en længere strækning bliver jeg nødt til at gå ind i landet for at omgå et større afspærret område ved et kraftværk. Jeg passerer et gult skilt med ordene Freie und Hansestadt Hamburg, det formelle navn for delstaten Hamburg. Ikke desto mindre er dette et grønt landskab, hvor løvskove veksler med enge. På engene græsser udelukkende heste, der er hverken kvæg eller får at se. Snart når jeg til et fredet område med gammel løvskov, hvor skovstier fører ud til skrænterne mod Elben. Stien snor sig langs de skovklædte skrænter, et rød- og hvidstribet fyrtårn titter op over trækronerne.
Snart når jeg frem til Blankenese, oprindeligt en fisker- og skipperlandsby. Nu om dage er den især kendt for sin badestrand. I dag ligger den øde hen, bortset fra endnu et bolsjefarvet fyrtårn. Et stort containerskib lusker forbi ude på Elben, blot få meter borte, en lille slæbebåd hænger i hælene på det.
Skrænterne er tæt bebygget med villaer. Ved lange bådebroer ligger pramme med flydende restauranter fortøjet. Jeg er kommet så tæt på Hamburg, at det er slut med skovveje og stier, i stedet fremtræder det flade land foran skrænterne som park, med cykelstier, brede velholdte grusstier, små stakitter i sortmalet jern. Der er stadigt væk skovpartier, og af til små marinaer. Indimellem er der færgesteder, lange broer fører ud til platforme, hvor små færger ligger til. De er beregnet til cyklende og gående trafikanter, færgefarten binder storbyen sammen på tværs af Elben. Den sydlige flodbred er domineret af industrianlæg, først og fremmest Airbus-fabrikkerne, hvor en række fly står parkeret.
Flere steder står mindesten for stormfloden i 1976 med angivelser af vandhøjden. Her i Danmark førte den til evakueringer omkring Tønder og Ribe.
Længere fremme føres lange flisebelagte stier gennem et hyggeligt kvarter ned ældre huse. Det er vel fortove, men der er ingen landevej eller gade, blot fliser, huse på den ene side, små haver ud mod Elben på den anden. Et par af ejendommene er værtshuse med maritimt klingende navne.
Snart efter når jeg frem til en lille museumshavn med store og små træskibe, og herefter begynder den egentlige havnefront. Det er en blanding af gammel industri og ny bebyggelse med kontorer og boliger. Her er gamle pakhuse, kraner og køleanlæg, og ny arkitektur med glasfacader. Det er Altona, en gang en vigtig by i hertugdømmerne under den danske krone, men siden 1938 indkorporeret som en bydel i Hamburg.
På tærsklen til det indre af Hamburg ligger Landungsbrücke, udgangspunkt for havnerundfarter og et populært turistmål med en række caféer og souvenirkiosker. Katamaranfærgen til Helgoland afgår også herfra (vandredag 163). Umiddelbart fremme ligger Elbphilharmonie, Hamburg nye vartegn, et yderst bekosteligt musikhus, hvis kurvede overbygning skal bringe sejlskibe i erindring.
Jeg følger havnekanalen videre, langs kanten af Speicherstadt, et kvarter med smukt renoverede pakhuse mellem gamle kanaler. Købmændenes statelige gamle bygninger er en uendelig variation i brune mursten over det samme tema. Kvarteret er på UNESCOs verdensarvliste. Nye og gamle broer giver let fodgængeradgang til kvarteret, der under navnet HafenCity er et stort udviklingsprojekt for byen
Som jeg nærmer mig afslutningen på dagens vandretur, viser vejret endelig tegn på at klare op. Hovedbanegården ligger lige opad bakken. Og, som toget kører mod nord, er der sol over landskabet.
Nadeschda Mandelstam: Das Jahrhundert der Wölfe, 1-170.
Jyske Vandreture 