Sønder Omme-Skjern (286).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Sønder Omme-Skjern, 30,6 km (286).
Søndag den 7. oktober 2018.

Det er en smuk dag til en togtur tværs over Jylland. Solen stråler fra en skyfri himmel, og fin dis hænger over enge og kær. I Kibæk skifter jeg fra tog til bus for det sidste stræk til Sønder Omme.
De store, flade marker er blevet høst. Løvet er begyndt af få efterårsfarver. Nogle træer er længere fremme end andre. De lange læhegn fremstår med et kulørt stregkode-mønster: De består af varierende løvtræer, plantet i et repeterende mønster, så de røde bjælker mellem det gule og grønne løv gentages med regelmæssige mellemrum.
Jeg går mod vest, de første kilometer langs landevejen mod Tarm. Et stykke fremme krydser landevejen Omme Å, den er på vej mod udløbet i Skjern Å. Jeg skal i samme retning, men for det meste med vandløbet ude af syne. En smal asfaltvej løber nord for åen, snart går den over i grusvej. Høstede majsmarker står tilbage med tykke stubbe. Forude kan jeg se plantagerne.
Med stadigt større hyppighed kan jeg høre skud, ofte to-tre stykker ad gangen. Jeg nærmer mig Borris Sønderland, som er et af Danmarks største militære øvelsesterræner (vandredag 98 og 165). Det er nu ikke militæret, der skyder, jeg har på behørig vis sikret mig, at der er offentlig adgang til øvelsesområdet denne dag. Så skydningen kommer fra jægere og sportsskytter, der benytter tilgængelige skydebaner i udkanten af det militære område.
Efter et kort stræk gennem plantage når jeg frem til den ringvej, der løber i kanten af øvelsesområdet. Ringen er skabt ved at binde eksisterende asfaltveje sammen med grusveje. Brede brandbælter, gråt sand, løber langs ringvejen. De tjener også som kørselsveje for bæltekøretøjer, som små skilte i gult og sort viser. Her og der har bæltekøretøjer nu også skåret deres karakteristiske mønster ned i asfalten. Øvelsesterrænet er skabt ved to store statslige jordkøb i 1903 og 1953, Inden for ringvejen er alle huse og gårde fjernet.
Kernen i området er en af Danmarks største heder. I den centrale og nordlige del af terrænet er den en stor, åben og sammenhængende flade. I dag går jeg igennem den sydligste del af området, hvor landskabet er en mosaik af hede, små plantagestykker, krat og udstrakte kær og hedemose. Det tager sig smukt ud i gyldent efterårslys.
Jeg følger ringvejen mod sydvest, skuddene lyder nu ubehageligt højt, og snart efter passerer jeg skydebanen, hvor en håndfuld biler holder på en parkeringsplads ved et lille hvidkalket hus, sikkert stuehuset til et husmandssted, der har fået lov at blive stående. En ældre dame med kaffekander i hænderne står i døråbningen.
Kort efter krydser jeg Omme Å og kommer frem til store moseområder med åbne flader af sort vand. Her og der er der spor efter hjorte, kronhjorte, ofte tre-fire stykker ad gangen. Hochsitze står ude i terrænet. Et par fiskehejrer flytter længere væk, musvåger patruljerer skovbrynene.
Af sikkerhedshensyn er offentlighedens adgang til skydeterrænet begrænset til bestemte veje. Der er ikke kapacitet til at sikre rydning af ueksploderet ammunition fra de mindre veje, og naturligvis er færdsel uden for vejene forbudt. Uden for ringvejen er der på lange stræk et bælte af plantage, her og der er der hede under tilgroning med et uigennemtrængeligt krat af gyvel og enebær, og der er også græsmarker og majsmarker. Fire elektriske tråde, den øverste to meter over jorden, vidner om områdets store bestand af hjorte, deres appetit, og naboernes mishag.
Som jeg runder den sydlige ringvej og kommer ind på den vestlige sektion, får jeg et bedre udblik over åben hede, i et smukt stribet mønster af mørkebrun lynghede og gylden græshede, som de militære installationer ikke tager noget fra.
Jeg forlader Borris Sønderland ad en jordvej langs skovbrynet ved en tilstødende plantage og kommer snart ud i åbent terræn. Små grusveje løber mellem en håndfuld øde beliggende gårde. En af vejene er lukket for motortrafik, men til fods kan jeg fortsætte og krydse Omme Å fra syd. Den store hede er blot få hundrede meter borte, men skjult bag træer og krat.
En lang lige grusvej fører mod vest, ud til landevejen. Den skærer gennem høstede majsmarke, og også her er der hyppige klovaftryk fra kronhjorte. Jeg bruger landevejen til for sidste gang at krydse Omme Å og står nu ved den østlige ende af Skjern Enge, et af landets største naturgenoprettelsesprojekter (vandredag 49, 97, 99, 102 og 121). Engene er vidstrakte, afgræssede af kvæg, heste og får. Her er stier til vandring, cykling og ridning, træbroer i forskellig størrelse og trækfærger.
I dag kommer jeg ind i området på en ny måde, ad den grusvej der løber syd for Omme Å og fører frem til en flot træbro over Skjern Å, umiddelbart vest for det punkt, hvor Omme Å og Skjern Å løber sammen. Hvor de to åer støder sammen trækkes den mellemliggende eng ud i en spids grøn trekant, sortbroget kvæg græsser der, og en mindre bro over Omme Å gør det muligt at komme derover.
Jeg krydser den større træbro og fra den nordlige bred af Skjern Å kan jeg, få hundrede meter borte, se det grønne dige, med den velkendte sti, der fører frem til Skjern. Der er grønt græs hele vejen derover, jeg ser en låge ind til marken få meter væk og en tilsvarende låge på den fjerne side af marken. Mod bedre viden beslutter jeg mig for at skyde genvej over engen, i stedet for at tage omvejen ad hjulsporet, der fører mod øst.
Det viser sig hurtigt, at det grønne græs står i flere tommer vand. Jeg forsøger at zigzagge mig igennem ad tuer og højere partier, men snart træder jeg igennem på højre fod og står i vandet til knæet. Jeg genovervejer kort mulighederne, beslutter så, at nu kan være det samme og fortsætter tværs over den sumpede eng. En lille flok rødt kvæg betragter med berettiget skepsis mit projekt.
Jeg bruger vandrestaven til at prøve mig lidt frem. En bred stribe vand uden spor af vegetation krydser min vej. Jeg stikker mistroisk spidsen af vandrestaven i, og den synker i til en meters dybde: en gammel drængrøft. I et stort spring slipper jeg helskindet over, og står snart efter ved stien på toppen af diget. Inden jeg går videre, tømmer jeg støvlerne for vand og vrider sokkerne op.
En del af naturgenopretningen ved Skjern Å bestod i en genslyngning af det udrettede vandløb, en anden del bestod i en hævning af vandstanden ved at dræning og pumpning ophørte. I dag bruges flere af de gamle pumpestationer som udsigtstårne for områdets besøgende. En stor del af de fladeste engpartier er nu lavvandede søer, hvis omfang kan varierer over året.
Fra diget har jeg et fint udsyn over de våde enge, hvor husdyr og fugle deler området. I vest kan jeg se bilerne køre på landevejen mellem Tarm og Varde. Diget møder landevejen umiddelbart nord for broen, og jeg drejer mod nord for at gå de sidste kilometer frem til togstationen. Mine fødder føles klamme og kolde – men jeg har et tørt par sokker i rygsækken.

Gudrun Pflüger: Wolfspirit, 164-250.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s