Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Skjern Enge, 30 km (121).
Fredag den 16. oktober, 2015.
Det er blot små fire måneder siden, jeg sidst besøgte Skjern Enge, og nu er jeg så tilbage – denne gang med gummistøvler i stedet for vandrestøvler. Sidste gang var det først på sommeren, i dag er det midt i efterårets træksæson, så jeg håber at se masser af fugle derude. Det er skydække, med lejlighedsvise gennembrud af solen, en kold vind kommer fra øst, heldigvis ingen regn.
Jeg går ad den kendte vej gennem Skjern frem til engene, før jeg skifter til gummistøvler. Umiddelbart syd for byen kan man krydse åen ad en flot træbro, døbt Kong Hans Bro. På nordsiden af åen fører en sti langs med åen, der snor sig ud på de flade enge, fjernt fra det gamle dige, hvorpå der løber en solid grusvej.
Som jeg går langs med åen, letter en fiskehejre fra sivene. Engenes små søer er tæt besat med ænder og gæs. Hvide svaner kan ses fra lang afstand, både på engen og åen. Terrænet bliver hurtigt tiltagende sumpet. Det er derfor, jeg er i ført gummistøvler: jeg håber at kunne gennemføre dette afmærkede stykke trampesti, tidligere i år måtte jeg nemlig opgive.
Selv med gummistøvler kommer jeg imidlertid ikke meget længere. Åen har gennembrudt brinken og skabt en to meter bred kanal ind til de oversvømmede enge, mindst to en halv fod dyb som jeg forsigtigt fastslår med vandrestokken.
Plan B er at forsøge at omgå den gennembrudte åbrink ved at cirkle uden om oversvømmelserne eller finde en vej igennem, hvor vandet står lavere end overkanten på mine gummistøvler. Jeg bruger meget tid på at søge efter en vej frem, men jeg bliver uvægerligt tvunget til at springe fra tue til tue, mens min prøvende stokkespids forsvinder foruroligende langt ned i dyndet på de mest uventede steder. Tuer synker under mig, mens jeg overvejer mulighederne, jeg er grundigt sprøjtet til og har været lige ved at skvatte et par gange. I kikkerten kan jeg se et lokkende fugletårn få hundrede meter væk, men der er sumpet eng imellem.
Til sidst bøjer mig for det uundgåelige og går et pænt stykke tilbage og skrår dernæst over den højereliggende eng over til grusvejen på det nordlige dige. I stedet gør jeg længere fremme en afstikker ud til et andet fugleskjul, bygget helt ude i kanten af Hestholm Sø, som Skjern Å danner her. Det er et rummeligt træskur, med plexiglasfront ud mod vandet. Fugleflokke har fordelt sig på søen, i læ af rørskoven ligger en stor flok blishøns, længere ude ænder, gæs og svaner. Små hurtige vadefugle, med knivsbladvinger, letter fra græsset, da jeg går tilbage til diget.
Jeg krydser ådalen ad landevejen mellem Skjern og Lønborg. Rastende dykænder letter i småflokke fra rørene og de små søer. En andrik holder stand længe nok til, at jeg kan identificere den som en krikand. Den lange, lave bakkekam rejser sig langs sydsiden af ådalen og ender i en banke, hvor Lønborgs hvide kirketårn knejser på toppen, det dominerende landmærke i Skjern Å’s delta.
I midten af dalen er der bygget et stort fugletårn, med parkeringsplads og adgangsrampe for kørestole. Jeg stiger op i tårnet og træder ind i observationsrummet, som en god håndfuld danske og tyske fuglekiggere deler imellem sig. Udsigten over dalen, åen og søen er naturligvis fremragende, og jeg afsøger pligtskyldigt vandfladerne med min lille kikkert, før jeg begiver mig videre.
Skjern Å har to udløb fra Hestholm Sø. Jeg tager trampestien på nordsiden af det nordlige udløb. Der er stadigt køer på græs i denne del af engene. Store fugleflokke flyver i luften over dem, ænder og gæs i lange lige linjer, eller højere oppe i v-form. Små spurveflokke i tættere formation og nervøse, hurtigt skiftende mønstre. Fiskehejrer og svaner er næsten konstant i syne. Stien og engene er vandmættede og danner pytter, rustfarvede vand, sort vand, sommetider med fedtet olieovertræk, af til pytter med klart vand.
Åens to hovedløb smelter sammen blot for at adskilles få hundrede meter længere fremme. To heste og et føl galoperer langs den sydlige bred. De standser, bringer mulerne sammen, adskilles, drikker af åen, galoperer igen. Et par hundrede meter nedenstrøms holder en større flok heste til, vildheste, der bruges til naturpleje her.
I det fjerne kan jeg se Pumpestation Nord. Sidst, jeg var her, var bygningen under renovation, men i dag er den åben for publikum. Og publikum er der, mange har brugt en dag i efterårsferien til at tage i Skjern Enge. Jeg skal naturligvis også op til observationsplatformen på taget af den gamle pumpestation. Der er et godt dusin børn og voksne deroppe, fire-fem teleskoper. monteret på stativer, peger ud over engene.
“Se der, en havørn!” siger en far til sin søn, “skal du se den?” Jeg finder min kikkert frem og nyder godt af hans vejledninger til sønnen: “Nu flyver den forbi kirketårnet.” Ørnen er for langt væk til at være majestætisk, men det er ubestrideligt en meget stor fugl. “Jeg kan se den, jeg kan se to ørne!” udbryder sønnen begejstret. “Det er gæs,” svarer faderen kompromisløst, “du skal se derovre, nu flyver den forbi vindmøllerne.”
Jeg betragter det vidt udbredte landskab, mens en blasert fuglekigger fastslår, at Skjern Enge intet er imod Skagen, når det gælder rovfugle, men når man nu kun bor et kvarter væk, så …
Man krydser Skjern Å’s to hovedløb ved hjælp af små trækfærger. Imellem de to grene af åen ligger Kalvholm, som er hestenes ø. Fire af de smukke heste holder til ved færgestedet uden at lade sig genere af de hyppige gæster fra færgerne.
Jeg tager trampestien på den sydlige bred af det sydlige hovedløb tilbage mod landevejen. Ude på åen går et svanepar på vingerne efter et imponerende løb hen over vandets overflade. Kort efter ser jeg en skarv ligge der ude og får et godt indtryk af fuglens slangeagtige hals og hoved, inden den også går i luften.
Sort kvæg græsser på Lønborggårds marker. Stadigt større flokke af højlydte ænder og gæs fylder himmelrummet over engene, der på denne tid af året er lukket for færdsel. Heldigvis er der en udmærket sti langs åbrinken, fugtig nok til at jeg kan glæde mig over mine gummistøvler.
Jeg når ud til landevejen neden for banken med Lønborg Kirke. I dag skal jeg ikke op til kirken, i stedet åbner jeg lågen ind til folden med kvæg og går mod øst. Køerne ser først mistroisk på mig, på trods af at jeg taler beroligende til dem, sætter i løb og samler sig i en flok på bakkesiden. Jeg går tæt forbi dem, et af dyrene, tydeligt større end de øvrige, er rent faktisk en tyr, bemærker jeg, ikke uden en vis personlig interesse. Tyren rokker sig ikke en tomme, men er ikke det mindste aggressiv – blot ikke imponeret.
De tunge dyr har efterladt dybe klovaftryk i skråningens bløde ler, men jeg er nødt til at krydse det for at komme ud til åbrinken. Det indre af engen er våd sump, jeg er nødt til at gå på den højere brink. Åen løber i store slyngninger langs sydkanten af Hestholm Sø. Kort før Pumpestation Sydøst kommer jeg op på diget, forlader det for at følge endnu en slyngning, kommer tilbage, og herfra følger jeg diget mod øst.
Vandfuglene har fyldt hele dagen, men mellem deres skrig hører jeg pludseligt en ravn. Der er faktisk to. I kikkerten følger jeg den første på en lang tur fra agerlandet ud over engene. Den flyver stadigt lavere, står til sidst ligesom stille i luften, umiskendeligt sort, og lader sig falde den sidste meter lodret ned, hvor den forsvinder i det høje græs.
Stien på diget er svundet ind til en ganske spinkel trampesti, ikke afmærket på kortet, og sikkert skabt af lystfiskere. Også på dette stræk er åen delt i to hovedløb, diget følger Den Sydlige Parallelkanal. Stien er sjældent er sjældent mere end et par håndsbredder vid og afsluttes med flere hundrede meter gennem meterhøjt brændenældekrat, før jeg står ved broen og den grusvej, der løber parallelt med jernbanen, et kort stykke væk.
Jeg har god tid til mit tog, så jeg vil gøre en omvej ad en markeret trampesti, tilbage langs nordsiden af parallelkanalen, til det punkt hvor den møder det egentlige hovedløb, og dernæst langs dette til Kong Hans Bro. Det første stykke vej, ad et gammelt dige, går også fint, men hvor diget er brudt ned for at sætte åen fri, møder jeg samme problem som først på dagen: Åen har slidt en vej ind til de oversvømmede områder, og strækningen er ikke længere passabel, end ikke i gummistøvler. Og waders er trods alt for lystfiskere og ikke vandringsmænd …
Tilbage ved grusvejen følger jeg så den frem til Kong Hans Bro og videre tilbage mod Skjern. Skumringen er fremskreden, og klokken er hen ad syd, da jeg er tilbage på stationen i Skjern. Der er et kvarter til togafgang, men toget holder parat, lige til at sætte sig ind i. Det er rart endelig at kunne skifte fodtøj: Tredive kilometer i gummistøvler, så føler man sig lidt platfodet.
Charles C. Mann: 1491 – The Americas before Columbus, 65-158.
Jyske Vandreture 