Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Hald Sø, 24,5 km (122).
Søndag den 18. oktober, 2015.
Grå dis hænger lavt over det nordøstlige hjørne af Stanghede, som jeg når frem til efter at have gået en kilometer fra stoppestedet ved Bækkelund, sydvest for Viborg. For halvanden måned siden kom jeg den modsatte vej på de sidste kilometer af en vandretur til Kongenshus Hede og Dollerup Bakker (vandredag 116). Dengang stod heden i fuldt flor; i dag er den farve for længst falmet, til gengæld står en høj busk med flammerødt efterårsløv på den triste hede.
Mine næste skridt går nu ikke ud på den flade hede, men derimod gennem den snævre Troldeslugt, således benævnt efter de mange slyngede og vildt voksende træstammer i dette skovstykke. Det er sidste søndag i efterårsferien, og der er mange mennesker ude at nyde naturen, mange børn – og børnebørn – i selskab med voksne. Og der er heller ingen mangel på hunde, med og uden snor.
Stien gennem Troldeslugten ender ved dammen ved Niels Bugges Kro, nær bredden af Hald sø. Min tur rundt om søen begynder i nordøstlig retning, hvilket vil sige at jeg straks i hurtig rækkefølge kommer forbi de rester af borganlæg, der præger dette hjørne af Hald Sø, omkring Hald Hovedgård, den fredsommelige arvtager efter militæranlæggene.
Niels Bugge, hvis navn lever videre i kroen, har også lagt navn til Niels Bugges Hald, en stor græsbevokset borgbanke på engen ud mod søen. Han byggede sin borg i 1345, men tilknytningen til netop dette sted er vist mest baseret på lokal overlevering.
Jeg fortsætter ad stien langs søbredden. Der er en flot udsigt over til Inderøen, den store skovklædte halvø der rækker langt ud i Hald Sø. En andeflok ligger på det rolige vand i vigen. Den grå dis dæmper efterårsløvets farver på halvøens mur af træer.
Stien går i en snæver allé på dette stræk, formodentlig oprindeligt anlagt i forlængelse af den park omkring hovedgården, som skilte viser vej til. Jeg har imidlertid kurs mod borgholmen, der huser det såkaldte “Tredje Hald”. Undervejs kommer jeg forbi “Det Første Hald”, resterne af en borgvold på en bakke, hævet over søen, hvor der formodentlig omkring år 1300 stod en borg af træ, traditionelt kaldet Brattingsborg.
Niels Bugges Hald var “Det Andet Hald”. “Det Tredie Hald” er et stort voldanlæg på en holm i søen, forbundet til fastlandet med en spinkel landtange, hvor der i dag kommer en lind strøm af besøgende. Det blev bygget i 1500-tallet. Der er bevaret enkelte murstensfragmenter, kælderhvælvinger, og det har et lavt tårn, i røde mursten, en rekonstruktion fra sidst i det nittende århundrede. Fra tårnets top er der en flot udsigt over søen, skovene og bakkerne.
Tilbage på fastlandet bestiger jeg Brattingsborgs bakke, hvorfra der jo så er en find udsigt til halvøen med borgen og det omgivende sø og land. Jeg benytter Naturstyrelsen folder om Hald Sø, hvorpå der med stiplet linje er angivet en sti, der fører over de afgræssede bakker mod nordøst. Efter noget besvær lykkedes det mig at finde adgangsvejen (man skal gennem et læhegn). Et par kommer gående i modsat retning, men ellers er stien vist ikke meget brugt. Kvægstierne står slidt langt klarere i terrænet, og på visse stræk er trampestien helt forsvundet. Fredsommeligt kvæg græsser i det høje, våde græs.
Jeg forlader folden og fortsætter ad en sti langs søen, og dernæst videre lang Non Mølleå, i det nordvestlige hjørne af søen. Hald Sø er op til 31 meter dyb, hertillands er kun Furesøen dybere (38 m). Mølleåen er søens udløb, sammen med Viborg Søernes vand udledes det via Nørreåen til Gudenåen ved Fladbro (vandredag 25 og 119).
Adgangen til Hald Sø er vanskeligere på østsiden end vestsiden. Jeg må gå adskillige kilometer ad landevejen mellem Viborg og Vejle, en lang uendelig bakke, før jeg endelig kan dreje fra. En afmærket sti fører ned gennem Kapeldalen, en af mange smalle kløfter ned mod søen. Navnet kommer fra det middelalderlige Skt. Margrethe Kapel, der lå her. Det er en markvej, der går over i en trampesti, en smal stribe græsning, der ender i en fladere, bredere mark. Køerne græsser uforstyrret videre, kun de nærmeste dyr ser mig skeptisk an.
Til min store glæde finder jeg en umarkeret sti, der fører langs søbredden gennem den private skov og hen til et stisystem lidt længere mod syd, så jeg bliver sparet for at gøre en større omvej op i baglandet og ud til søen én gang til. Træerne har endnu meget af løvet, så videre udsigt over landskabet er begrænset til få punkter. Solen får langsomt mere magt, og solstrejf kommer og går over bakkerne.
Jeg forlader søen gennem endnu en snæver kløft, hvorigennem Mostgård Bæk løber. Her er der heste på det lange smalle græsstykke. Ad grusveje og små landeveje når jeg frem til højderne over Dollerup. En afmærket sti fører ned til den sydlige ende af Hald Sø. Undervejs passerer jeg et fantastisk udsigtspunkt på et bakkefremspring. Der er en storstilet genoprettelse af overdrev i gang på dette sted, hvor bakkekamme fra fire verdenshjørner mødes. Brune lyngskrænter mod nord på den anden side af søen; grønne bakker i vest, hvor den landevej snor sig ned, som jeg kom ad på min vandring fra Kongenshus til Dollerup for få uger siden.
Efter at være steget ned fra udsigtspunktet når jeg frem til søbredden, går videre gennem Dollerup by, stiger op ad lyngbakkerne, under følelig protest fra mine lægmuskler, og står så endnu engang øverst på Dollerup Bakker. Og ikke som den eneste, østsiden af søen havde jeg næsten for mig selv, men her, på dette klassiske udflugtsmål, har det smukke efterårsvejr kaldet mænd, kvinder, børn og hunde af huse.
Hærvejen går på toppen af bakkerne, og jeg følger den mod nord, mens jeg nyder udsigten over hedebakkerne, den blå sø og det kuperede landskab på den anden side af søen, som jeg netop kommer fra. I dag skal jeg ikke over heden, i stedet går jeg ud på Inderøen, hvor overgangen mellem lyng og bøgeskov er knivskarp. Bøgetræerne står med gulnende blade, gennemlyst af klart sollys, der når helt ned på skovbunden og giver sidste års visne brune blade et skær af orange.
Efter Inderøen følger jeg landevej og sti mod nord, indtil jeg igen står ved Niels Bugges Kro, hvor jeg startede min tur rundt om søen. Herfra tager jeg den korteste vej til stoppestedet ved Bækkelund, en enkel kombination af skovstier, koblet sammen med en markvej, men ikke desto mindre er det også en strækning af Hærvejen, som her forbinder Viborg Plantage med Hald Sø og Dollerup Bakker. Der er også overnatningsmuligheder i shelters eller på teltplads.
Jeg når frem til busstoppestedet med mere end to timers smukt dagslys tilbage: der er ingen mangel på spændende stier i området, men jeg har tilbragt dagen i smukt og varieret landskab – det er nok for i dag.
Charles C. Mann: 1491 – The Americas before Columbus, 158-240.
Jyske Vandreture 