Kolding-Vejen: Kongeåen I (123).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Kolding-Vejen: Kongeåen I, 41,2 km (123).
Tirsdag den 27. oktober, 2015.

Langs jernbanen er der rimfrost på engenes græs, men da toget når frem til Kolding, er den omsider forsvundet under den kolde sols stråler. For sidst i oktober er det nu en varm dag, små ti grader, dertil solrig på trods af drivende skyer.
Efter at være stået af toget på banegården i Kolding, går jeg som det første igennem den fodgængertunnel, der fører under banen og over til havnen. Jeg skal den modsatte vej, i retning af vadehavet nord for Ribe, men ikke uden at have kastet et blik på Kattegat, selv om det blot er et havnebassin med fragtskibe og foderstofbygninger på kajen. En enkelt træskude har dog også fundet plads inderst i havnen.
Dernæst krydser jeg Kolding Å, få hundrede meter før dets udløb i fjorden, og snart går det stik syd, og op ad en uendelig lang bakke, på vej mod forstaden Vonsild. Halvtreds højdemeter stiger bakken, før den går over i et fladt plateau.
Vonsild har en pudsig gul kirke, lidt middelhavsagtig, slet ikke den gængse hvidmalede landsbykirke. Min vej går mod vest, ind i landet. En blandet flok af kragefugle, råger, krager og alliker, holder til i vejtræerne og de harvede marker, jeg kommer forbi, før den lille landevej føres under motorvej E45 og videre mod den lille Kobbelskov, der effektivt dæmper støjen fra motorvejen.
Et kort stykke længere fremme ligger Fovslet Skov, men jeg tager ikke enkleste vej derhen. I stedet går jeg mod sydvest, til Svanemosen. Svanemosen er en højmose, som søges reetableret ved fjernelse af træbevoksning og forhøjelse af grundvandsstanden. Den er blot en af flere højmoser, som jeg har besøgt på mine vandreture, intakte, fragmenterede eller under reetablering: Lille Vildmose (vandredag 19), Store Vildmose (vandredag 35), Kongsbjerg Mose ved Draved Skov i Sønderjylland (vandredag 58), Store Økssø Mose i Rold Skov (vandredag 81 og 115) og Langmosen, øst for Rold Skov (vandredag 84).
Svanemosen minder mest om Langmosen, med en stor bevaret indre moseflade, mere eller mindre oval og omkranset af skov. Skovbrynet er domineret af birketræer, hvis stammer står lysende hvide mod efterårsløvet. Elhegn er under opsætning, men der er ingen spor af, at dyr har været sat til afgræsning. Der er slåede stier gennem mosen, som giver mulighed for en rundtur. I sagens natur, det højtliggende grundvand, er de ganske fugtige her og der. Træer er i stor omfang ryddet fra det centrale moseafsnit, i tydelig kontrast til den vestlige ende. I den østlige ende er der rejst et fugletårn.
Der er ikke åbent vand på den egentlige moseflade, det visne gule siv og græs danner en ubrudt slette. I sydkanten, som bag et spinkelt gardin af spredte nåletræer og birke ligger en lille sø. Der er ænder på vandet og et par små øer ude i søen, men det er søbredden, der røber den egentlige historie: Søen udgør en næsten perfekt firkant. Der har været omfattende tørvegravning her, i ned til fem meters dybde, efter hvad teksten på et kortbord ved områdets parkeringsplads fortæller. Og dette er uden tvivl en vandfyldt tørvegrav: få naturlige processer skaber lige linjer og rette vinkler.
Jeg følger en trampesti langs søen, runder retvinklede hjørner og forlader så søen for at gå mod vest. Fovslet Skov ligger umiddelbart vest for Svanemosen, kun adskilt fra den af en tynd strimmel agerland. Mit kortmateriale har ingen markerede stier, men jeg håber at finde trampestier og markveje over til naboskoven.
Først kommer jeg til en dam med sort, stillestående vand. Den er meget mindre end søen, men har de samme lige linjer og rette vinkler. Jeg gør mit bedste for at finde en vej mod vest, men de spor, jeg følger, er vist mere dyreveksler end tilgroede trampestier. Til sidst når jeg dog frem til en halvanden meter dyb grøft i skovkanten, hvor over en venlig sjæl har lagt to tykke træstammer, afsavede i præcise længder.
Så efter at have krydset en høstet mark står jeg i den sydlige del af Fovslet Skov, der har i dybe drængrøfter, hvad den mangler i stier og veje. Jeg søger tilbage til det østlige skovbryn, der er afgrænset af et bevokset jorddige og beslutter at følge det mod nord. Hvilket er lettere sagt end gjort, så jeg søger ud på den afhøstede mark. Et sted inde i den tætte skov skriger en ravn, men den viser sig desværre ikke.
På marken nær det modstående skovbryn, ved Svanemosens skov, rejser en flok hjorte brat hovederne og de lange halse. Hinder og en hjort med stort gevir. I korte ryk, afbrudt af små mistroiske pauser hvor de stirrer intenst i min retning, krydser de den smalle strimmel åben land, gør et sidste ophold i smuk kontrast mod efterårsløvet og forsvinder lydløst ind Fovslet skov.
Da jeg når frem til det punkt i skovbrynet opdager jeg til min glæde en skovvej, som snart krydses af noget så civiliseret som grusveje, og mit kortmateriale er igen på højde med situationen. Kort efter dukker statsskovenes karakteristiske røde skilte op, dernæst de blå skilte, der her markerer cykelrute 64 – Kongeådalen.
Terrænet fremtræder fladt, med en svag hældning mod syd. Ikke desto mindre løber Den Jyske Højderyg gennem Fovslet Skov, i omkring 70 meters højde over havets overflade. Så som jeg går gennem skoven passerer jeg også vandskellet. Regn der falder i den østlige del af skoven ender i Kattegat. Regn der falder i den vestlige del ender i Vesterhavet; drængrøfterne og bækkene udgør en del af Kongeåens udspringssteder syd og øst for Vamdrup.
Jeg forlader skoven af en grusvej, flankeret på begge sider af bevoksede jorddiger, og når hurtigt frem til landsbyen Hjarup, hvor den gamle skolesti via en rødmalet bro krydser Hjarup Bæk, der fører vand fra landet nord for Fovslet Skov frem til Kongeåen.
Landevejen fører frem til Vamdrup gennem et svagt kuperet landskab, med mange levende hegn og grønne engområder omkring bækkens slyngede forløb.
I Vamdrup går jeg væk fra hovedgaden og følger i stedet et gang- og cykelstiforløb, der for første gang bringer mig frem til det vandløb, der også officielt betegnes Kongeåen. Specielt royalt fremtræder den nu ikke lige her, ikke meget mere end en bred drængrøft med sort vand, snorlige forløb, flankeret af en asfaltsti og klippet plæne. Den har dog fået en nydelig tunnel under jernbanedæmningen, tilmed er der plads til en gangbro på langs af åen.
Jeg må forlade åen for at gå igennem Vamdrup, krydser i byens udkant Nagbøl Å, et betydelig tilløb til Kongeåen, og genfinder først de kongelige vande et stykke vest for byen, hvor landevejen krydser åen. Oprindeligt hed vandløbet Skodborg Å, det fik navnet Kongeåen, fordi det i historiens løb kom til at danne grænse mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Efter den tabte krig i 1864 og tabet af Slesvig og Holsten, kom Danmarks sydgrænse til at gå ved Kongeåen i perioden 1864-1920. Det er her, fra vest for Vamdrup og over mod Vadehavet, at åens løb kom til at danne landegrænse.

Udklip1864a
Grænsen 1864-1920: Historiske generalstabskort fra Prøjsen, overlejret Geodatastyrelsens moderne landkort.

Ud over cykelruten er der nu også i et kommunalt samarbejde etableret en ny vandrerute, der bærer Kongeåens navn. Der er håb om, at den kan føres helt frem til åens udspring, men indtil videre stopper den ved østkanten af Vejen Kommune (Vamdrup og omegn er en del af Kolding Kommune, der pt. ikke er med i samarbejdet).
Jeg kommer ind på Kongeåstien ved den lille landsby Skudstrup, og kort efter opnår ruten dobbelt markering, eftersom den på en strækning syd for Vejen er identisk med et stykke af Hærvejen. Så ligesom i sidste uge, ved Hald Sø (vandredag 122), kommer jeg til at dele rute med Hærvejen, blot længere mod syd.
Hvert år er skiftet fra sommertid til vintertid en programsat overraskelse. Solen begynder allerede at synke betænkeligt i den vestlige horisont. Ruten går ad en lille landevej, på afstand af åen, indtil Knagmølle Bro. Herfra går et flot stræk af vandreruten ad en trampesti på den høje brink syd for åen. Engene er ganske smalle, og skumringen er fremskreden, så jeg må gøre mig umage for at finde de markeringspæle, der til sidst fører bort fra åen, over en eng, langs en mørk grusvej ud til den brede, befærdede landevej syd for Vejen.
Det er buldermørkt nu, i vest hænger en appelsinrød fuldmåne lavt over plantagen. Jeg finder min gule sikkerhedsvest med de reflekterende bånd frem, monterer de små blinkende cykellygter foran og bag, hvidt og rødt, og går de sidste kilometer ind til vejen. I sikkerhed for bilister, men ikke uden et spændende møde med en mørklagt cyklist, inden jeg når ind til byens fortove og gadelygter.

Charles C. Mann: 1491 – The Americas before Columbus, 240-324.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s