Vejen-Gredstedbro: Kongeåen II (124).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Vejen-Gredstedbro: Kongeåen II, 40,3 km.
Lørdag den 31. oktober, 2015.

Dagslys er en mangelvare på denne tid af året, så jeg tager en time tidligere af sted. Da jeg står på perronen i Vejen, har DSB imidlertid skånselsløst formøblet min ekstra times lys på aflyste tog og forsinkelser. Så jeg fatter om vandrestokken og går i rask tempo ad landevejen mod syd for dog at få så meget ud af de tilmålte timer som muligt.
Efter at have krydset broen over Kongeåen når jeg frem til det punkt, hvor jeg skal genoptage min tur ad Kongeåstien, der her følges nogle få kilometer med Hærvejen. Det er små grusveje, gennem lidt skov, og på pæn afstand af åen. Ved en rødmalet landevejsbro skilles de to vandreruter, Hærvejen fortsætter mod nord i retning af Askov, Kongeåstien går stik vest, og jeg forlader landevejen til fordel for engene og rørsumpene langs åen.
På denne strækning er stien tvedelt, man kan vælge nordsiden eller sydsiden af åen. Jeg tager den sydlige åbrink – den tyske side i de år, hvor åen dannede landegrænse. Og jeg synes, at jeg har gjort det rette valg, her er høje brinker, to fod over øjeblikkelig vandstand, og ingen rørskov; på den nordlige bred er der brede bræmmer af rørskov og ingen, eller tilbagetrukne, brinker. Det skal snart ændre sig naturligvis, nordsidens brinker vokser til to-tre meters højde, og jeg kommer til at gå gennem fugtig rørsump
Kongeåstien er en ganske ny vandrerute, og det ses. Stien er afmærket med høje pæle af frisk træ, de har en karakteristisk rødmalet top. Med få undtagelser er afmærkningen god, pælene står tæt, der er ofte korteborde og et antal informationsstande ved parkeringsplader, adskillige steder er der bygget nye træbroer over åen, der er låger gennem folde og plankebroer på nogle af de fugtigste steder.
Stien er så ny, at der endnu ikke er blevet slidt et genkendelig trampespor på mange stræk af dagens rute, der i stort omfang går i kanten af åen. Jeg må ofte se mig godt for, for ikke automatisk at komme til at følge en af de mange veletablerede kvægstier på engene. Det første stræk kan jeg gå på god fast engbund, men snart går jeg gennem fugtig rørsump, senere i kanten af oversvømmede enge.
Som regel er det indre af engene vådest; det skyldes at tidligere oversvømmelser især har aflejret materiale ved brinken af åen, der således bliver forhøjet, hvorved yderligere vand tilbageholdes i det indre af engen. Ofte er højdeforskellen imidlertid så ringe, at åbrinken gennemsives af engens vand og bliver blød og pløret. På udsatte steder er terrænet svært mærket af køernes klove, der kan synke en fod ned på de blødeste steder og skaber et netværk af ubetrådt eng, gennemhullet af dybe huller, udskåret af de tunge dyrs klove. At gå der er næsten som at hoppe fra tue til tue.
Med andre ord: Mange vil foretrække gummistøvler. Jeg, derimod, har af ren vane holdt fast ved mine vandrestøvler, og kan således glæde mig over grundig tilsøling og en tiltagende fugtig fornemmelse i sokkerne.
Åen har stadig ikke nogen stor vandføring, dens opland er også stærkt begrænset i forhold til Gudenåen eller Skjern Å. Brinken er høj på nordsiden, dalbunden er lidt bredere på sydsiden, men kantet af højdedrag parallelt med åen.
Efter nogle kilometer kommer jeg til rester af et gammelt stemmeværk, der i sit tid har været en del af en for længst nedlagt ålegård. Her forlader stien kortvarigt åen, men genfinder den ved Foldingbro, i tiden mellem 1864 og 1920 et toldsted. Ved en høj på kanten af ådalen er der sat mindesten for Genforeningen.
Ruten fortsætter på nordsiden af åen, indtil jeg kommer til en af de nye fodgængerbroer, hvor adgangen til broen på begge sider sker af karakteristiske metalramper med et “gulv” af glatte metalrør. Kvægriste – hvis et eller andet høved skulle få den tanke, at græsset er grønnere på den anden side af åen.
Vest for Foldingbro stiger den sydlige brink pludselig til fem meters højde, med en decideret skrænt ud til åen. Et lille egekrat med krogede stammer og flot efterårsløv har fået lov at stå på toppen.
Solen har svært ved fuldstændigt at brænde igennem disen, men det er en behagelig vandredag, tørt og ikke koldt. Der er ænder og vadefugle på engene, musvåger i luften og en lille flok hejrer på en dyrket mark.
Langs et stykke af åen kommer jeg til at gå på lave græsbevoksede skrænter i kanten af ådalen, med glimrende udsigt over åens tætte slyngninger, hvor den flade eng mellem slyngningerne er præget af oversvømmelser. Lejlighedsvist høres skud, og jeg ser enkelte jægere med orange hattebånd.
Syd for Tobøl krydses Kongeåen af landevejen. Åens funktion som statsgrænse ophørte op her, 1864-grænsen kom til at gå syd for Ribe, ved Hviding (vandredag 56 og 114). Også her er der muligheder for at følge stiforløb både nord og syd for åen. Det valg, jeg står overfor er imidlertid knapt så behageligt. Hvor længe endnu kan jeg fortsætte langs åen. Solen hænger lavt, og jeg savner den times dagslys, DSB har berøvet mig. Dette er ikke et terræn, der indbyder til vandring i mørke. Jeg ser på mit kort og træffer en afgørelse.
Udklip1864b
Grænsen 1864-1920: Historiske generalstabskort fra Prøjsen, overlejret Geodatastyrelsens moderne landkort.

Lidt endnu langs sydsiden af åen. Og i det hidtil fugtigste terræn, flad våd eng, med udsigt til en flot solnedgang i vest og en flok hvide svaner på åen. Som jeg nærmer mig svanerne går de på vingerne, ikke væk fra mig, men hen imod mig, først i løb hen over vandoverfladen og så med tunge vingeslag, så de passerer mig i øjenhøjde, få meter væk.
En kilometer længere fremme er det slut for i dag – med vandring over engene i det mindste. Med hjertet fuldt af sort mishag mod Statsbanerne følger jeg en grusvej mod syd, frem til landevejen mod Gredstedbro. Jeg tager min sikkerhedsvest på og monterer de blinkende lygter for og bag, går mod de sidste rester af solnedgangen. Det skulle have været en smuk tur langs åen i det sidste eftermiddagslys, i stedet bliver det til en times vandring ad mørk asfaltvej, kun brudt af bilernes hvide forlygter og røde baglys.
Efter den møjsommelige vandring over våd eng føles den lille asfaltvej som en ren motorvej. I skumringen kan jeg lige akkurat skimte ådalen lidt mod nord, og syd for Gredstedbro krydser jeg for sidste gang i dag Kongeåen. Jeg ankommer til byens lille station, lykkeligt uvidende om, at det også må hjemvejen vil lykkes DSB at lægge en time ekstra på min rejsetid. Klokken bliver ti, før jeg er hjemme.

Charles C. Mann: 1491 – The Americas before Columbus, 324-360.
Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: xix-xxviii, 1-123.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s