klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt
Skjern-Ølgod, 35 km.
Lørdag d. 14. juni, 2014.
Endnu en sommerdag med solskin, lidt køligere end i sidste uge. En mor og en datter på måske 10 år taler sammen på sædet bag mig, uden at jeg på noget tidspunkt får set nærmere på dem. Da toget nærmer sig Laven østfra gør moderen datteren opmærksom på hytterne med frilandsgrisene. Med den forventelige begejstring for de små pattegrise til følge. Og lidt mere:
”Jeg vil også have en gris, en minigris,” kræver pigen. Moderen laver en uforpligtende lyd, og pigen fortsætter: ”De er så søde, og,” tilføjer hun snusfornuftigt, ”når de bliver man store, kan man spise dem.” Moderen forsøger lidt chokeret at modsige datteren, der imidlertid ikke lader sig bringe på andre tanker og siger, som om det drejede sig om en marcipangris ved juletid: ”Jeg skal have en minigris. Og så skal jeg have en dejlig masse bacon.”
Der bliver ingen frilandsgrise at se under dagens vandring. Det er kvægland. Fra stationen i Skjern går jeg sydpå til det gamle dige, der løber stik vest på nordgrænsen af Skjern Enge. Jeg har gået her før, da jeg gik Jylland på Tværs ruten, fra Skjern til Nymindegab. Græsset står højt og frodigt på engene, der er masser af køer på græs. Åen bliver bred her, i et fliget egebladsmønster, bredt nok til at blive kaldt for søer på kortet. Der ligger svaner i stor mængde derude. I det flade land rager Lønborg Kirke højt op over landskabet, fordi den ligger på en lille bakkeø. Jeg krydser broerne over engene, nyder udsigten nær kirken og går videre sydpå.
Der gemmer sig en lille landsby bag kirken, der ellers står så ensomt i landskabet. I byen er Drivvejens mærkpæl placeret forkert, men jeg korrigerer i forhold til kortet, lidet anende, at jeg er på vej ind i et af de mest sjusket afmærkede stræk af ruten. På vej ud af Lønborg hører jeg pludselig den karakteristiske bløde trommen fra en heftig sommerbyge mod træernes løvhæng. Solen skinner imidlertid fra en klar himmel. Det viser sig at være en af de evindelige vandingskanoner, der er anbragt så tæt på vejens læhegn at den under sin rundgang rammer mod trækronerne og endda kaster en kraftig stråle ud på vejen. Heldigvis er strålen så på vej ud på marken, og jeg kan gå i tørvejr over den våde asfalt, mens duften af jord og sommerbyger fylder mine næsebor på en kort strækning af ti meter.
De har højt vintersæd på markerne, masser af majs, kartofler, raps og et enkelt sted også ærter. Noget af kortet er allerede mere gult end grønt.
Rutemarkeringen er væk, de næste steder jeg drejer fra. Jeg må gå tilbage et par gange, før jeg endelig erkender den overgroede markvej, som den vej jeg skal slå ind på. Den fører til et hedeområde, hvor der ganske vist er skilte, men ikke det mindste spor af sti, ikke så meget som en jordstribe slidt bar til at vise frem. Der er en gammel overgroet hulvej, fuld af tuer i bunde, som jeg i mangel af bedre følger. En rævegravs friskt udskrabede sand vidner om, at der ikke er voldsom trafik her. Heldigvis er der kun nogle få hundrede meter, så fører stien ind på et stort indhegnet hedeareal, som er Lønborg Hede. Kvæg og heste deler folden. Hestene ignorerer mig, men kvierne følger mig nysgerrigt på vej, forsøger gerne at snige sig ind på mig bagfra, tøver når jeg vender mig om og styrter en halv snes meter væk, når jeg rækker en hånd frem mod dem. Med en vis lettelse bemærker jeg yvere under bugen på de store dyr. Men selvfølgelig, den der har flere hundrede kilo dødvægt at flytte rundt på behøver hverken penis eller rovdyrtænder: det er tilstrækkeligt at undlade at bremse.
Heden er smuk og stor, flad som en pandekage og med en lille sammensunken gravhøj der kun er et par spadestik fra at være et muldvarpeskud. Efter heden går jeg ad brede grusveje gennem et landskab, hvor plantager møder dyrket jord, og der ligger spredte ejendomme langs vejen.
Ruten gør et kort afstik ad asfaltveje for at føre mig gennem et fantastisk lille, skjult hedeområde med den dybeste hulvej, jeg endnu har set, skyttegravsdyb.
Jeg var glad for den oplevelse, men desværre er rutemarkeringen nu helt kaotisk. Jeg ender med at genfinde den, på den omvej jeg må gå for at finde tilbage til den tabte rute på et punkt længere fremme. Åbenbart er ruten blevet ændret siden min bog og dens vandrekort blev udgivet.
Da jeg kom til Skjern ved tolv-tiden var der et stort motionsløb under vejs. Rundt om fjorden hed det. Og som jeg nærmer mig Ølgod, nu ad asfaltveje, begynder små grupper af cyklister, i trikot og på racercykler at passere mig. Folk der cykler hjem fra arrangementet, konkluderer jeg. I Ølgod viser de sig af have gang i et konkurrerende motionsarrangement, et løb mod kræft. De sidste kilometer til Ølgod går langs banelegemet. De rustne skinner er næsten smukke i solskinnet. Langs skinnerne står der høje fingerbøl, både lilla og hvide.
Jeg kommer til Ølgod med halvanden time til det næste tog. God tid til at finde kolde drikkevarer. Og læse i min bog. Jeg kommer hjem ved halv ellevetiden.
The Rainbow: 167-304
Jyske Vandreture 