klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt
Ølgod-Varde, 33,6 km.
Lørdag den 21. juni, 2014.
I dag er min vandredag nummer halvtreds, så altså en slags rund dag. Vejrudsigten har hele ugen talt om et vejrskifte: sidste uges varme sommervejr afløses af bygevejr og op til stærk blæst vest på. Så jeg har pakket mit regntøj, og mens toget kører mod vest, ser jeg vinden slå bølger i de mange røde græssletter langs skinnerne.
Sommersolen, filtreret gennem et skydække, lægger et mærkeligt intenst farveskær over landskabet. Kornet og græsset lyser grønt og saftspændt, og de store søer, der er på benene ved Lavens svinehytter, vender bredsider til, der changerer i lyserødt og laksefarvet, som toget nærmer sig, og først det sidste sideblik i farten, som vi passerer dyrene, lader den grå hinde af skidt over svinebørsterne stå frem.
I Silkeborg glemmer et par unge mænd en lædertaske på bagagehylden, og i Ikast står lokotivføreren ganske enkelt af og går over og afleverer tasken til det modsatrettede tog, der venter på perronen ved siden af. Rart, at det kunne klares uden bombehunde og Rullemarie.
I Ølgod lader jeg solcremen blive i rygsækken, slår vandrestokken ud i fuld længde og går mod syd, mod de mørke skyer der ruller ind i hastig rækkefølge. Dagen starter på flad jord, og det bliver ikke meget mere kuperet i løbet af dagen. Der er majsmarker over alt, grønne ørkner som en tysk biolog kalder dem på grund af den ringe artsdiversitet, som de understøtter. Der er grønt korn og græs, hvide landsbykirkers tårne i det fjerne.
I løbet af dagens vandring ser jeg hele tiden små afskårne hedestykker lige spredt langs vejene, mens jeg kommer kun til at gå et ganske kort stræk igennem hede, et halv dusin kilometer efter Ølgod. Tinghøjene hedder det, og det er formodentlig de fire høje, der har reddet fra at blive til majsmark. En informationsstander viser et laserfoto, hvor gamle hulveje ses som lyse skygger. En gang gik en vigtig færdselsåre, og, som det forklares, kongen beordrede, at der skulle holdes ting lang væk fra bebyggelser for at imødegå umådeholdent alkoholindtag blandt bønderne, snapseting.
Kort efter mødes det østlige og vestlige drivvej, der danner en cirkel ved Ølgod, og jeg fortsætter mod syd. Det er grusveje og små asfaltveje i dag, ingen jordveje eller trampede stier. Nordpå er det bække jeg krydser, længere mod syd er de svulmede op til mindre åer. Varde Å er vist endda den vandrigeste å i landet. Straks terrænet bliver en anelse kuperet vrimler det frem med navne som bjerggård dit eller bjerggård dat, en vil hævde at hedde Skovhøjgård, skønt der hverken er skov eller høj lige der. En traktor passerer mig og drejer ned ad en bred, flad, snorlige grusvej, der strækker sig uendeligt ud i horisonten. Bjerggårdevej hedder den så. Er det indbildning, forfængelighed eller humor, jeg tør ikke afgøre det.
Undervejs ser jeg et museum for Danmarks første andelsmejeri, gylletanke dekoreret med børnemalerier og et legehus, fritstående og helt alene ude i majsmarkerne. Det er stadig kvægland, og folk er åbenlyst stolte af det: der er skilte med kosilhuetter, der er en mælkejunge ophængt ved indkørslen, og skilte der oplyser, hvilken race man der betror sig til. Dansk Holstein står der, et sted hedder slet og ret Limousinegården. Det er sjældent, at jeg mærker den skarpe stank fra svinefarme, der er den blødere lugt af kvæg, af ensilage, af motorolie og korn på marken. Høslettet er godt i gang på markerne, det er naturligvis bigballer i farvet plastik alt sammen.
På forunderlig vis har jeg kun mærket lette stænk hele dagen, selv om skyerne ser sorte ud, og der kun er korte glimt af sol. Det sidste stræk ind mod Varde går jeg langs jernbanen. Umiddelbart før banegården krydser jeg Varde Å, der er bred, men pænt friseret og urbaniseret herinde midt i byen. Sidst, jeg var her i byen, var da jeg gik kyst-til-kyst stien, fra Blåvandshuk til Vejle, som jeg så krydser her. Varde Banegård er en flot klassisk provinsbanegård i gule mursten, som desværre ikke byder på mange tilgængelige faciliteter for den rejsende, selv ventesalen er aflåst. Heldigvis husker jeg den sørgelige tilstand fra sidst og husker at købe mad og drikke på Statoiltanken ved åen. Jeg har fem kvarter til mit tog går 1923, tid, jeg bruger på at læse The Rainbow færdig og begynde på Hamsun. Et par tyrkerdue holder til på baneterrænet, afsøger perronen for krummer og lader deres kald genlyde med stor flid.
Toget fra Esbjerg ankommer, jeg stiger på toget og bliver straks mødt af en fortættet dunst af Gammel Dansk. Et oprømt selskab i den fjerneste ende af toget fylder hele toget med mandelatter og højlydt samtale. De skal af i Ølgod, navnet i sig selv en kilde til fornyet morskab for dem, og fra mit vindue i stillekupeområdet ser jeg otte solide mænd i tresserne stige af noget, hver trækkende deres cykel, og en for en stiger de på og cykler væk, med et prægtigt sving over overgangen mellem perronen og hen ad perronen, trivelige maver og den værdige rette ryg, som jeg genkender fra cyklisterne i Livets gang i Lidenlund.
Efterhånden er jeg jo godt bekendt med turen fra Skjern til Århus, men jeg holder trofast øje med landskabet på udvalgte steder for at se, om rådyret græsser i skumringen og haret springer. Det sene sollys kaster et usædvanligt smukt lys over Søhøjlandets bakker, ved Laven står bakken overfor vigen i dybe gyldne og grønne nuancer. Klokken er halv elleve, da toget når Århus.
The Rainbow,304-418.
Knut Hamsun, På Gjengrodde Stier, 1-122.
Jyske Vandreture 