Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Havneby-Skærbæk, 33,4 km (285).
Søndag den 23. september 2018.
Jeg forlader det hyggelige vandrehjem i Havneby efter morgenmaden. Vejret er bestemt ikke fremragende, men dog en hel del bedre end i går (vandredag 285). Blæsten er stadig følelig, og regnen kommer og går i løbet af dagen, solglimt er få og flygtige.
I går gik jeg en rundtur på Rømø og vendte tilbage ad landevejen fra nord. I dag starter jeg derimod med at vandre mod nord, men ikke ad landevejen. I stedet følger jeg små jordveje tættere på kysten. Jeg har fri udsigt hen over grønne enge og rørskov og kan således se, at vandet stadigt står højt på vaderne mellem øen og fastlandet.
Solen bryder kortvarigt gennem skyerne og lægger et skarpt, glitrende lys over vandet. Ovre på fastlandet står kirken i Ballum frem i diset profil bag en bjælke af lys på vandet foran. Hestene i folden ved siden af mig benytter modlyset til at stille sig an i dramatiske positur. En regnbue lyser over det uundgåelige sommerhusområde, jeg dernæst går igennem.
Et lille hedeområde med lave, tilgroede klitter har overlevet både opdyrkning og sommerhusudstykning. I vejsiden blomstrer en smule sen hedelyng i lilla. Jordvejen svinger i en lang bue ud til landevejen, nær et feriecenter, naturligvis. Det er tæt på landevejskrydset med Småfolksvej, den vej, der i går førte mig fra øens indre heder og plantager ud til landevejen mod Havneby. I dag tager jeg så samme landevej videre mod nord.
Som det første passerer jeg Tønnisgård, som er en af øens mange stråtækte, firlængede gårde. Mange af dem har murværk kalket i den samme karakteristiske røde farve som den gård ved Havneby, der huser Rømøs vandrehjem. Tønnisgård, derimod, står med røde mursten i mørtlens grå gittermønster. På plænen står et stort hvalkranium: gården tjener nu som naturcentrum i Nationalpark Vadehavet. Og hvalfangst har en stor plads i øens kulturhistorie.
Kort efter når jeg frem til Rømøs største vejkryds: landevejen nord-syd krydses af vejen øst-vest fra Rømødæmningen til badestedet og feriecentret Lakolk på øens vestkyst. Senere på dagen skal jeg gå ad dæmningen til fastlandet. Først skal jeg dog på en rundtur i den nordlige del af øen. Det er en tur på fladt, inddæmmet land med små landsbyer, ikke meget mere end klynger af gårde. I vest kan jeg se en lav række af indlandsklitter. Som jeg så i går begynder hederne og plantagerne der.
Ved Toftum ligger en ganske lille bygning, der i omkring hundrede år tjente som skole. Blandt initiativtagerne var nogle af øens søfolk. Fra sekstenhundredtallet og frem slog mange af øens fiskere sig på skibsfart. Nogle af dem tjente godt på hvalfangst, og de, der havde arbejde som kaptajner, blev kaldt kommandører. En del af indtjeningen blev brugt på fast ejendom på den hjemlige ø. Og her i Toftum ligger den mest berømte af disse “kommandørgårde”, ejet af Nationalmuseet. Den står også uden pudset og kalket murværk – røde teglsten og mørtel var godt nok til kommandøren.
Et kort stykke vej længere mod nord, i landsbyen Juvre, ses et andet vidnesbyrd om fortidens hvalfangst: et hus med et stakit lavet af kæbeben fra grønlandshvaler. Skipperne tog hvalknogler med hjem for at afbøde øens mangel på træ. Dette er det eneste bevarede hvalbensgærde i Danmark.
Jeg nærmer mig diget omkring Juvre enge. Trapper giver adgang til toppen af diget, men militære advarselsskilte advarer om faren for øjenskader fra laserlys (især ved brug af kikkerter). Vest for diget ligger marskenge og højsandet Juvre Sand. Det er et militært område med adgangsforbud. Forsvarets piloter træner her angreb på forskellige attrapmål, på marsken foran mig står to “jagerfly”, der ligner store versioner af papirfly. Andre steder står kampvognsatrapper, og ellers har heste- og kvægflokke grønsværen for sig selv.
Hvor diget slår et knæk og løber mod øst står et militært observationstårn malet i gule og sorte advarselsfarver. Langs indersiden af diget løber en smal vej, som vil føre mig mod syd til Rømødæmningen. En bred drængrøft, en kanal vel, løber klods op ad vejen. Inde på engene græsser sortbroget kvæg. Og fire rådyr som hastigt springer væk, da de får øje på mig. En enkelt vildkanin hopper også skyndsomt over vejen og ind i rørene.
Diget og forlandet afgræsses af får. Mod nord kan jeg se Mandø. Fuglene er i luften, på forlandets enge og mudderflader, men der er en bevægelse langt fra kysten, der fanger min opmærksomhed. To store brune fugle på en øde revle, næsten i niveau med havet. Jeg kan ikke afgøre det med det blotte øje, men i kikkerten ser jeg det tydeligt: To havørne, voksne, med lyse hoveder og hvide haler, siddende side om side.
Tættere på land holder skarvene til, sorte fugle, på en lille græsholm. Nær Rømødæmningen jager fiskehejrer på lavt vand. Jeg giver mig i kast med den lange vandretur over dæmningen, den er næsten ti kilometer lang. Det er højvande, så der er kun få vadefugle i gang. Ænder og måger sidder i lange rækker over vandlinjen, skarvene sidder enkeltvis på de få pæle ud for kysten.
Der er kun en smal stribe land på hver side af dæmningen, landindvinding blev opgivet for 25 år siden. På fastlandssiden er der imidlertid bred marsk. Her har fiskehejrerne søgt op på engene. De jager hver for sig, gerne med mindst 100 meters indbyrdes afstand. I blandt dem går hvide hejrer. Det er sølvhejrer, en sjælden art at se i Danmark, der er langt fra dens hovedudbredelsesområde fra Sydøsteuropa og videre ind i Asien og Afrika. Af og til kommer små flokke dog her til landet.
Dæmningen fortsætter over marskens våde jord og frem til fastlandets dige. Store fåreflokke græsser her. En flok spurve går i luften, langt fra sort sol, men dog med en antydning af de hurtigt skiftende elegante mønstre af forskydning, fordobling, fortætning… Alt for hurtigt falder flokken dog til ro i rørene langs grøfterne.
Jeg går de sidste kilometer ind i landet, mod Skærbæk, hvis kirketårn er et pejlemærke i det flade landskab. Banegården her er et arvestykke fra tiden mellem 1864 og Genforeningen, da dette var tysk land, og grænsen lå ved Hviding længere mod nord (vandredag 56).
Gudrun Pflüger: Wolfspirit, 72-164.
Jyske Vandreture 