klik på blåt nummer for at se denne vandredag (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Horsens-Søvind, 16,7 km.
Tirsdag den 25. januar, 2011.
En overskyet, solløs dag. Normalt plejer jeg at forkæle mig selv med en jumbo-størrelse caffe latte i toget, men efter at kiosken på banegården i Århus er overgået til Seven-Eleven har jeg store forbehold mod produktet, så i stedet har jeg et krus med varm chokolade stående på bordet ved togvinduet, som jeg sipper af, mens jeg ser på landskabet og læser i min bog.
Dagens tur udgår fra banegården i Horsens. På min vej mod havnen og fjorden går jeg ad byens centrale handelsgade. Der er tøjstativer og små vogne med ophobede varer, og ind imellem, i dissonans, er der en bronzeskulptur af Christian Lemmerz, Madonna (Darfur), en indhyllet kvinde, siddende på hug med et barn på skødet.
Udfaldsvejen fra Horsens er bred og trafikeret, havnes høje bygninger står i nøgent grå beton. Udsigten til fjorden er spærret af firmaer og institutioner. Kun et stort plænestræk giver frit udsyn, jeg ser et skarvetræk over vandet, måger, ænder og kragefugle på græsset.
Bedst, som jeg frygter en ny dag på landevejen, svinger cykelruten bort fra vejen og bliver til en langt mere behagelig grusvej, fri for motoriseret trafik, to meter bred. Selv om temperaturen er omkring frysepunktet, er vejen blød og opkørt, dybe spor af cykeldæk. I dag kommer jeg hjem med støvlerne oversmurt med brunt mudder og ikke med salt.
Stien krydser en lille bro og kommer ud på et flere kilometer langt jorddige, der forløber tæt langs fjorden. Det gør indtryk af engang at kunne have haft jernbanespor. Til Hou eller Odder?
Her i bunden af fjorden er det midterste tredjedel isfri, men der er is på begge sider af fjorden, hvid og bølgefri, skønt våd af vandet fra tøet is, mågerne går rundt derude.
Ved byen er der hundeluftere og cyklister, men længere ude, hvor stien forlader jorddiget og i stedet følger fjorden ad skovveje har jeg det for mig selv, bortset fra enkelte skovarbejdere i det fjerne, synlige gennem bøgeskoven uden løv, den karakteristiske, langt udtrukne knagen af et træ, hvis stamme knækker på roden.
Skovvejen runder et næs, og jeg står med fri udsigt til Vorsø, engang hjemsted for Danmarks eneste og største skarvkoloni, lukket land for almindelige nysgerrige. På en af min barndoms fødselsdage bad jeg om, at vi kørte til Horsens Fjord for at prøve at se skarv, den var en langt mere eksotisk fugl dengang. Det var i juli måned, vi stod og kiggede over på Vorsø, og kørte over til Alrø, der var skarver på bundgarnspæle, jeg tog fotos med et almindeligt kamera, der forvandlede de store, sorte fugle til små, mørke plamager på billederne.
Nu er det januar, og der er ikke en skarv i syne, ikke nær bredden, ikke over øen. Hvad skulle de også her? Vandet nær bredden er iset til, her kan man ikke fange nogen fisk.
De sidste kilometer til Søvind går gennem et behageligt, kuperet terræn, ad en bred grusvej, langs upløjede stubmarker, grønne græsmarker, med en smuk udsigt over fjorden. En gård har to skibscontainere stående, Hanjin står, det minder fjernt om varmere dage i Kina. Råger fylder en mark med liv og leben.
De åbne bakker gør det koldt for ørerne, selv med hue på, jeg er nødt til at trække hætten op over huen.
Logistikken med ruten og den offentlige trafik har gjort dagens vandring kort, kun 17 km blev det til. Jeg har en halv times ventetid på en bus. Jeg kan komme hjem både over Horsens og Odder, ligesom landskabet har sit opland og sine vanskel har den kollektive trafik det også. I dag tager jeg turen over Odder, og derfra til Århus med Oddergrisen.
Nostromo, side 99-134.
Jyske Vandreture 