klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Juelsminde – Horsens, 27,5 km.
Mandag den 17. januar, 2011.
Rutebilen fra Horsens er næsten tom, og isen er næsten forsvundet fra parkeringspladsen ved rutebilstationen i Juelsminde.
Tågen hænger over landskabet, og jeg får kun tillukkede blik over Kattegat, da jeg begynder vandringen mod Horsens.
En god del af dagens tur foregår langs en ganske trafikeret landevej, kantet af dybe grøfter fulde af smeltevand og sne. Grøftevandet er rødt af okker ved plantagen nord for Juelsminde og overstrøet med papemballage og de obligatoriske øldåser, kørt rødspætteflade.
Tøvejret har efterladt store søer på de lave steder på markerne, langs bækkene står læhegn, haver og folde under dybt vand. På markerne ligger korte og lange rækker af big baller, emballerede i plastic. Andre steder bruger de en grel hvid farve, men her på egnen er halmen pænt pakket ind i jægergrøn plastic. Høsttiden var den bedste tid på året i min barndom, der var et fællesskab omkring at køre halm ind, stakke det på vognen, vælte det af ved gården og stakke det i laden. Nu er det et job for én mand.
Landskabet nord for Juelsminde er let kuperet, store flade marker og let skrånende bakkestrøg. Ind imellem gør min rute en afstikker fra landevejen og fører mig gennem små landsbyer og flækker. Danmarks Statistik har en mandtalsdefinition på, hvornår en landsby er en landsby og ikke en flække eller en samling huse. For mig at se er der et enklere kriterium: hvis der er en frisør, er det en vaskeægte, regulær landsby. Vores landsbyfrisør lå i Resdal. De har alle sammen et pænt skilt ude ved vejen. Tag dog ikke fejl og gå ind hos Knuds Klip og Fræs: han udlejer maskiner til havepleje.
Der er en mærkelig Palle Alene i Verden stemning over at gå gennem landsbyerne, de ligger øde hen. I det højeste kører der en bil igennem, med usynlige, ansigtsløse mennesker i.
De landsbyer jeg går igennem har pæne, gamle landsbygader med stråtækte huse og en bræmme af moderne parcelhuse udenom. En landsbykirke præsenterer sig hvid og nydelig mod Kattegat.
Øst for Glud slår ruten et knæk, og jeg vandrer mod vest, mod Horsens, men pænt uden for synsvidde af fjorden. Der ligger en smule sne på markerne og i grøfterne, kager af sammenkørt is langs vejen. Men jeg går på solid asfalt, efterladt sand ligger tykt langs kanten af vejen.
Efter Glud går jeg et langt stræk langs landevejen. Hvad skal alle de mennesker dog i Juelsminde, tænker jeg. Rutebilerne fra Horsens kommer forbi med et timeslags regelmæssighed. Nær Juelsminde så jeg en huskat snige sig af sted med morderisk beslutsomhed, nu ser jeg nogle få heste på de øde marker.
De sidste kilometer før Horsens drejer min vej væk fra landevejen, fører mig gennem et skov til en motionssti langs fjorden. Bredden er kantet af bred rørsump, isen ligger stadig på fjorden, Horsens ligger i bunden af fjorden, halvt skjult bag tågen.
Urbaniteten melder sig stadig mere påtrængende, mens jeg nærmer mig Horsens: der er løbere, hundeluftere, en kvinde med en barnevogn, cyklister, parcelhuse på venstre hånd og lygtepæle, et kraftværk med fugle i kølevandets åbne våge, og til sidst rammer mine saltstrimede vandrestøvler uundgåeligt fortovet i Horsens.
Jeg skifter papirark, til mit bykort over Horsens, finder min vej gennem gaderne til banegården, køber en billet i automaten, og blot to minutter senere stiger jeg op i et intercitytog til Århus.
Nostromo, side 66-99.
Jyske Vandreture 