Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Langå-Øster Bjerregrav, 27,6 km (291).
Onsdag den 7. november 2018.
Tågen hænger lavt over landet. Det er ikke blot dis over de fugtige enge langs Gudenåen, eller morgentåge der letter i løbet af dagen; det er en tæt ærtesuppe, der varer ved dagen ud og ofte reducerer sigtbarheden til mindre end 100 meter.
Fra banegården i Langå går jeg bag om den gamle egeskov mellem by og å og slår ind på den cykelsti, der løber langs jernbanen og ud mod Gudenåen i retning mod Randers. En låge i en fold giver adgang til at gå, ad Trækstien, på brinken af åen (vandredag 25). Jeg holder mig dog på cykelstiens asfalt, for om et par kilometer skal jeg dreje af mod nord.
I tågen kan jeg lige akkurat se til den modsatte bred. Det høje bakker på begge sider af åen er skjult. Små flokke af råger og krager flytter sig mellem engene og de små klynger af træ. De følger mig på vej med højlydt skræppen. Tre lysende punkter vokser sig større i tågen og et DSB-tog dukker frem fra den grå dis.
En fiskehejre letter på den anden side af jernbanen og en skarv flyver over mit hoved. Lyden af højlydt snadren fra ænder og gæs bliver højere. Fuglene forbliver skjult i tågen, men jeg kan lige akkurat ane omridset af den engsø, der er opstået her, efter at Aage V. Jensens Fonde har købt engene syd for åen og sat gang i et naturgenetableringsprojekt (vandredag 177).
Bommene går ned foran den grusvej, der krydser jernbanen, og jeg må vente på, at endnu et tog passerer mig, inden jeg selv går over sporene og op ad den lange bakke, der fører op til landsbyen Grensten. Bakkesiderne er nypløjede, og læhegnene er næsten udviskede i disen, kirkens omrids dukker spøgelsesagtigt op. Først da jeg træder ind på kirkegården bliver murenes røde farve mulig at erkende.
Inden jeg går videre, kigger jeg ind i våbenhuset. Runerne er indridset i flere parallelle, lodrette bånd, og teksten lyder: “Toke Smed rejste denne sten efter Revle, søn af Esge Bjørnssøn. Gud hjælpe deres sjæl.” Runesten blev rejst fra den sidste del af jernalderen og gennem vikingetiden, også efter at asatroen blev erstattet af kristendommen.
Ådalene her i området er slidt dybt ned i terrænet, og de næste kilometre vandrer jeg over det flade plateau mellem Gudenådalen og Nørreådalen. Landskabet er gråt over grønt. Der er en smule får og heste på græs, men ellers står foldene tomme. Enkelte steder dyrkes gul sennep som efterafgrøde, og det føjer overraskende felter af gule blomster til landskabet, fremhævet af den grå dis. I kanten af en mark står en bræmme kamille med gule og hvide blomsterhoveder.
På det flade land ligger de to landsbyer Helstrup og Øster Velling, hver med sin kullede kirke. I kanten af Øster Velling Skov, nord for landsbyerne, står to fredede sten.
Det er fortidsminder, men langt ældre end runesten. De to sten bærer helleristninger fra bronzealderen. De indridsede tegn har formodentlig tilknytning til denne tidsalders solkult. Furerne i stenene er næsten umulige at erkende med det blotte øje, men en opstillet informationstavle viser fotos med mønstrene opmalet med både hvidt og rødt. Figurerne er meget anderledes end de skibsafbildninger, jeg har set ved Bornholms helleristningsfelter (vandredag 214 og 268).
Jeg går mod nord og når frem til Nørreådalen, en lang stejl stigning fører derned, som en service for cyklisterne er der opstillet skilte med oplysning om stigningsprocenter og henvisning til Tour de France. Tågen er tæt i dalen, og sigtbarheden rækker kun halvvejs over til den nordlige bakkeside.
Den smalle landevej fører direkte over de brede enge, over Nørreåen, og snart kan jeg ane omridset af den skovklædte bakkekam og landsbyen Ålum for foden af skoven. En kirke med et rødmalet kirketårn hæver sig over husene. Af de mange runesten, der er fundet i Nørreådalen, står fire ved denne kirke, fem kilometer mod vest ved den lille Skjern Kirke står der yderligere to (vandredag 183).
Ålum er en hyggelig lille landsby med mange stråtækte huse. En skovvej fører op ad skrænten, gennem skoven. Skovene her hører til det statsejede gods Fussingø (vandredag 182 og 226).
Tågen er knap så tæt mellem træerne, og efterårsløvet kommer virkelig til sin ret. I begyndelsen er der også store partier med nåleskov, og granernes matte mørkegrønne får løvets farver til at træde stærkere fremme. Længere fremme dominerer løvskoven; i det milde efterår hænger der stadigt meget løv på grenene, og fra skovbund til de øverste kviste spiller bladene i gule, orange og røde nuancer. I øjenkrogen fanger jeg en hurtig bevægelse af blankt skind, det hvide agterspejl fra en hjort, og så er den væk.
Jeg passerer bakkekammens højeste punkt og stiger straks ned gennem mere bøgeskov, indtil jeg står ved Fussingø Mølle. En smal bæk løber langs den opstemmede mølledam og videre. Dette er dagens tredje ådal, bækken er Skals Å, en af Himmerlands store åer. Gudenåens og Nørreåens forenede vandmængder løber ud i Randers Fjord og Kattegat. Skals Å, derimod, slår en bue mod øst, men løber derefter mod vest, indtil den udmunder i den inderste del af Limfjorden, Hjarbæk Fjord (vandredag 200).
En af de afmærkede ruter i statsskoven fører mod nordøst, Skals Å løber et stykke langs skovbrynet og dernæst tværs gennem engene. Jeg forlader skoven og når ud til landevejen ved bakkekammen oven for Fussing Sø. Tågen er tættere end nogen sinde, og søen er langt uden for synsvidde.
Snart efter krydser jeg den travle hovedvej mellem Randers og Viborg og går ad små veje frem til Øster Bjerregrav. Det er en hverdag, så jeg kommer ikke til at vente længe på en bus.
Nadeschda Mandelstam: Das Jahrhundert der Wölfe, 347-383.
Jyske Vandreture 