Rødkærsbro-Silkeborg (386)

Udklip386

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rødkærsbro-Silkeborg, 37,6 km (386).
Fredag den 9. oktober 2020.

Det er midt på formiddagen, da jeg stiger ud på perronen i Rødkærsbro, og morgenens sol og blå himmel varer stadigt ved, kulden lige så. I modsætning til de nærliggende byer Bjerringbro og Kongensbro, der begge ligger ud til den brede Gudenå, har Rødkærsbro blot den spinkle Vindelsbæk at glæde sig over. Vandløbet forsvinder næsten i den smalle grønne stribe kær, der dækker lavningen syd for jernbanen.
Fra lavningen kommer jeg op på plateauet mellem områdets store og små ådale. Det er et let bølgende landskab, overvejende agerland. I begyndelsen går jeg mod sydøst ad den gamle Århusvej, der, på trods af at den er afløst af en omfartsvej, stadig er ganske trafikeret. Snart drejer jeg dog stik syd, samtidig med at jeg krydser Tange Å, hvor der stadigt er bevaret en gammel vandmølle. På trods af at den lille å er svært tilgængelig for vandrere, er den et velkendt syn for mig: Toget mod Viborg følger åen på klods hold fra landsbyen Tange til Rødkærsbro. Åen munder ud i Tange Sø, der er skabt ved opstemning af Gudenåen (vandredag 91). Ved indvielsen i 1920 producerede Tangeværket næsten en fjerdel af Jyllands elforbrug.
Det åbne landskab giver et vidt udsyn, slugten omkring Tange Å trækker langsomt væk fra vejen, ret forude nærmer jeg mig et skovområde. I vejkanten står hyld med tætte klaser af modne sorte bær, hvis blanke overflade spejler stilkenes røde farve.
En god del af skoven er lysåben bøgeskov, lave jorddiger kanter begge vejsider, og røde låger giver adgang til skovvejene. Ved en lysning i skoven ligger godset Palstrup, omgivet af voldgrave. Fasaner løber over marken, en enkelt går tungt på vingerne.
Den gamle avlsgård ligger ud mod vejen, en gammel bro fører over voldgraven. Godsets hovedbygning ligger tilbagetrukket, men jeg får et fint blik på den, da jeg går op ad en grusvej langs voldgraven. Figurklippede buske pynter nær vandet, små flokke af rådvilde fasaner løber mellem mark og buskads. Længst inde i voldgraven trykker en stor flok ænder sig.
Der er en ydre voldgrav som omgiver såvel avlsgård som hovedbygning, dertil en indre voldgrav omkring hovedbygningen. Lave hvide mure markerer den indre bro og store plæner breder sig omkring den høje hovedbygning og dens to lave længer.
Tilbage på landevejen fortsætter jeg mod syd ad små veje, indtil jeg når frem til ådalen omkring Alling Å. Denne å løber i en smal dal frem mod Gudenåen. I ådalen ligger Alling Sø og Hinge Sø. Jeg stiger ned ad bakkesiden og når frem til den østlige ende af sidstnævnte. Få hundrede meter borte ligger en lille kirke med hvidkalket tårn og et skib i røde mursten. Fra parkeringspladsen ved kirken fører en slået sti ud til søbredden. Der er tilstrækkeligt sol tilbage til at lægge et glitrende skær over vandet. Skarver flyver over himlen og hvide svaner duver på vandet. Højt på himlen afsøger en tårnfalk den slåede mark. I dobbelt højde af hvad man normalt ser. Det hedder ikke falkeblik for ingenting.
Der er en smule skov omkring søen, men ellers agerland, store bræmmer af rørskov. En rød kano er trukket på land, og en lille træbro gør det muligt at gå ud forbi rørene. Græsset er gennemtrukket af vand, jeg tager et langt skridt frem og lander tungt på broen, der gynger uventet meget. Forsigtigt tager jeg de få skridt ud til enden af broen og kan bese søens fulde længde.
Jeg følger stien tilbage til kirken og går mod vest ad landevejen. En stor flok gæs har slået sig ned på en eng ud mod søen, og skarverne har valgt sig et træ ved søbredden, hvor de i fællesskab tørrer vinger. På den modsatte side af søen falder solen blødt over det øverste af bakkesiden.
Et kort stykke længere fremme støder jeg på Hinge Søbad, med plæne, en ganske lille sandstrand og en badebro. En lille informationsstander fortæller om søen, at den er mærket af næringssalttilførsel fra landbrugslandet, men “for det meste” er badevandskvaliteten “glimrende”, dog skal man være opmærksom på perioder med algeopvækst. Min barndoms skolebusrute kørte langs bakkesiden på den modsatte side af søen. Jeg plejede at nyde udsigten over søen og tælle fasaner og rådyr på markerne mellem skovene. Når folk talte om søen dengang, plejede man af og til at tilføje, “at den er sur nok til at afsyre møbler”. Men øjensynligt er der sket visse fremskridt siden dengang.
Fra badebroen kan jeg i vest se herregården Vinderslevholm. Den ligger på en halvø ud i søen og gør et smukt indtryk, lave længer i sort og hvidt bindingsværk, en høj hovedbygning, hvidkalkede, kamtakkede gavle og rødt tegltag.
Langs vejen er store partier af den fugtige jord groet til med rør og dunhammere, pilekrat er begyndt at brede sig. Vejen slynger sig gennem skovene ved godset og samtidigt op på kanten af ådalen, så da jeg kommer ud fra skovbrynet, har jeg dalen udbredt under mig. Et godt stykke fremme kan jeg se den travle hovedvej mellem Silkeborg og Viborg krydse dalbunden. Der er en let vind i luften, og en håndfuld alliker morer sig med flyveøvelser over et stykke uhøstet majsmark. En spredt flok sorte råger søger efter føde på den høstede mark, hvor de store, grove stubbe løber i lange rækker mod horisonten.
Ved hovedvejen må jeg vente i lange minutter, mens et ubrudt bånd af biler passerer. Heldigvis skal jeg kun gå et kort stykke ned ad bakken, før jeg kan slå ind på en uanseelig grusvej, der krydser ådalen på skrå. Hvor dalbunden begynder, ligger en lille put-and-take sø. I sin tid lå der et dambrug her. Ejeren lå i evig strid med hejrekolonien ovre i skoven ved Vinderslevholm. På trods af udspændte nylonlinjer over dammene, og skudte hejrer hængt op til skræk og advarsel, så man altid en af store sulte fugle i luftrummet mellem skov og dambrug.
Dalbunden er dækket af kær, mens grønne enge vinder frem på bakkesiden. Grusvejen fører gennem skoven på den sydlige dalside, smukke gamle egetræer står som søjler langs vejsiden. Oppe på plateauet vandrer jeg videre mod syd, snart på ny ad små asfaltveje. Over mit hoved tætner det, sollyset er væk, sorte skyer bygges op.
Jeg kommer igennem de små landsbyer Mausing og Sinding og drejer af mod Øster Bording. En stor flok måger fester på en nyharvet mark. De flytter uroligt på sig, da jeg går forbi, men opgiver ikke den indbydende jord. I Øster Bording drejer jeg ind på banestien, der fører helt til Lysbro i udkanten af Silkeborg. Det er et langt bevaret fragment af den gamle jernbane mellem Silkeborg og Rødkærsbro (vandredag 136).
Store marker på begge sider af den smalle banesti er dækket af en grøn efterafgrøde, olie-ræddike, der har store buskede blade og små hvide korsblomster. En viadukt leder stien under den nye motorvej mellem Århus og Herning. Da jeg gik her for fire år siden, var motorvejen endnu ikke åbnet, og den store jordvold, hævet over landskabet, lå spøgelsesagtig tom hen. I dag er der tæt trafik deroppe.
Snart efter begynder banestien et langt fald ned mod Silkeborg på bunden af Gudenådalen. For at gøre faldet så jævnt og langt som muligt af hensyn til datidens togdrift er der her og der gravet dybt i bakken. Silkeborg Sønderskov, Vesterskov og Nordskov er de mest populære og besøgte skove omkring byen, ikke mindst på grund af deres nærhed til søerne. Her, i den vestlige udkant af Silkeborgs forstæder, er der imidlertid også skov, plantager, der går over i hinanden hele vejen over til Bølling Sø (vandredag 173). Det er tydeligvis mest lokale, der kommer her, mange hundeluftere imellem dem.
Små enge og sletter bryder skovdækket. Regnen begynder at falde, først som en tøvende byge, så mere konstant. Jeg forlader banestien og slår ind på en sti, der fører gennem en tom fold og videre gennem skov ud til Vestre Ringvej, der, før motorvejen, tog meget af den gennemgående trafik. På den anden side af vejen finder jeg efter lidt søgen den asfaltsti, der fører over Lyså. Funder Å dannes umiddelbart syd for Bølling Sø og løber frem til den smukke Ørnsø, få hundrede meter mod syd (vandredag 236). Lyså er den korte, brede å, der fører vandet fra Ørnsø frem til Silkeborg Langsø og Gudenåsystemet. Asfaltstien ud til broen er nærmest en dæmning gennem en sump, hvor uigennemtrængeligt krat står i sort, stillestående vand. Selv på en kold dag i det begyndende vinterhalvår er der en tydelig stank af råddent vand. Krattet breder sig også langs åen (og vest for Ørnsø). Broen krydser åen få meter fra udløbet i Silkeborg Langsø, der tager sig uventet skummel ud under tæt skydække og tung regn.
Silkeborg Langsø er syv kilometer lang, om end delt i flere stykker af indfaldsveje med dæmninger og broer. Hele den nordlige bred og store partier af den sydlige bred er bebygget. Efter at have passeret broen, skal jeg da også igennem et parcelhuskvarter, før jeg tager hul på dagens sidste kilometre, gennem skoven til centrum af Silkeborg. Inde i skoven er der ly for regnen. Stien passerer nogle få udsigtspunkter ved søbredden, søens overflade er brudt op i utallige små cirkler fra de faldende regndråber. En viadukt fører skovstien under en travl indfaldsvej, og jeg drejer mod syd og runder Kalgårds Sø. Fra bunden af den smukke, halvt skovomkransede vig er der et langt blik gennem langsøen, højhuset ved den gamle papirfabrik dominerer horisonten, selv gennem regndisen.
Stien fører frem til Lunden, en lille park, og dernæst op ad bakkesiden. En lang gade leder direkte ned til banegården i Silkeborg.

Siegfried Lenz: Der Überlaufer, 211-294.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s