Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Uggerhalne-Eskjærholm, 26,4 km (231).
Fredag den 27. oktober 2017.
Min vandredag begynder, hvor den sluttede i sidste uge, i Uggerhalne umiddelbart øst for Hammer Bakkers skove (vandredag 230). Straks jeg går mod nord, er jeg tilbage i den absolut fladeste del af Vendsyssel, den gamle havbund fra stenalderens tid. Nutidens flade agerland er gennemskåret af drængrøfter, men alligevel står der store søer på markerne. Mågerne og kragefuglene er glade for dem. Mågerne vugger på de store pytters små bølger, råger og krager holder sig i kanten. Det holder tørt, og af og til er solen fremme.
Jeg følger en cykelstiversion af Hærvejen i retning af Frederikshavn. På det flade stræk frem mod Hjallerup løber ruten på en cykelsti langs den gamle landevej. Asfalten har et lag af fint grus. Et utal af små snegle kæmper sig frem over det ujævne leje. Hver og en af dem slæber på et alt for stort sneglehus med muntre bolsjestriber.
Engene her ligger blot ti meter over havets overflade, men så snart jeg når Hjallerup og drejer mod øst begynder en langsom stigning frem mod Jyske Ås, der rejser sig mere end hundrede meter højere end engene.
Jeg går et længere stykke, syv kilometer, stik øst, langs landevejen mod Dronninglund. Vejen er stærkt trafikeret, men der er kompensationer. Gravhøjene ligger på stribe på markerne nord for landevejen og bag dem ses den lange skovstribe, der markerer den femogtyve kilometer lange ås.
I daglig tale bruges ordet ås vel ofte som synonymt med bakkekam eller højdedrag, men i geologien har ordet en mere præcis betydning. En ås dannes, hvor tunneller eller lange sprækker i en gletsjer gennemstrømmes af smeltevand. Her aflejres og ophobes materiale fra vandstrømmen. Der sker en naturlig sortering af materialet i forhold til vandets hastighed, det tungere grus udfældes først, de lettere lerpartikler føres med i længere tid. I konsekvens af denne naturlige sortering er mange åse blevet bortgravede i forbindelse med råstofudvinding af grus. I denne snævrere betydning af ordet, er Jyske Ås ikke nogen ås, det er en randmoræne, skubbet op af den fremadskridende gletsjerrand.
Et par kilometer uden for Dronninglund skal jeg dreje mod nord, præcist hvor Dronninglund Slot ligger. Oprindeligt – dvs før reformationen – var slottet et kloster, Hundslund Kloster, og slottets hovedbygning er da også sammenbygget med en kirke, den nuværende Dronninglund Kirke, hvis hvide tårn rejser sig over de omgivende bygninger. Navnet Dronninglund fik det af dronning Charlotte Amalie, der overtog godset i 1690.
Både hovedbygningerne og den tilstødende avlsgård er smukt vedligeholdt. Slottet er ejet af en fond, der driver det som hotel og kursusejendom. Før jeg går videre, giver jeg mig tid til at kigge ind på kirkegården. Et par alliker letter fra deres pladser øverst i kirkespiret. Flere steder er pårørende i færd med at pleje gravsteder.
Jeg fortsætter nord på, forbi marker med græssende heste, adskilt af smukke levende hegn, og snart kommer jeg ind i skovene. I begyndelsen snor ruten sig mellem skov og åben land, mens jeg forlader landevejens asfalt til fordelt for grus- og dernæst jordveje. Sollyset fylder efterårsløvet med farver, især i skovbrynene, i kanten af de små søer, og hvor højere land giver mig mulighed for udsyn over et hav af trækroner. Inde i skoven veksler spraglet løvskov med dunkel nåleskov. Træstubbe står med ribber af svampe.
Jeg krydser en ryddet lysning inde i skoven. En ravn kagler et sted, og jeg ser den store sorte fugl glide over himlen, og lidt efter to sorte fugle fjernt over skovbrynet. Her og der, langs skovens større grusveje, er der små indhegnede enge, ofte med et par heste eller ponyer. Et sted fanges min opmærksomhed af en bevægelse yderst i synsfeltet. Jeg drejer hovedet og får øje på en stor dåhjort halvtreds meter væk. Den har kun en skuffel, ser jeg, inden den lunter ind i krattet.
I det fjerne kan jeg høre trafikbruset fra Frederikshavnmotorvejen, der skærer sig gennem skoven. Mit endemål for dagens vandring er den gamle Ålborgvej. De to veje er kun adskilt af et tyndt gardin af træer. Jeg kan ikke se motorvejen, men jeg kan høre den. Til sammen skærer de to veje Jyske Ås over i to halvdele, men en skovdækket bro, en faunapassage, binder det adskilte sammen med en spinkel, trafiksikker forbindelse.
Min vandring er ovre for i dag, om tyve minutter kommer bussen fra Frederikshavn, så gælder det blot om at flage den ned.
Anne Applebaum: Iron Curtain, 132-210.
Jyske Vandreture 